Friis Bach: Ikke flere penge til Løkkes klimainstitut før…

Forfatter billede

Først når regeringen er “sikker på, at procedurer og praksis er i orden” i Lars Løkke Rasmussens Global Green Growth Institute (GGGI), vil den tage stilling til, om der skal bevilges flere danske u-landsmillioner til det omstridte klimainstitut i Sydkorea.

Sådan siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) torsdag i en pressemeddelelse, hvor han dog samtidig forsikrer om, at “Danmark forventer at fortsætte samarbejdet” og oplyser at en ny bevilling i givet fald skal falde næste år.

Den hidtidige bevilling blev ydet i foråret 2011 af VK-regeringen for en treårig periode og står overfor fornyelse i 2014.

Det er første gang, at regeringen sætter spørgsmålstegn ved, om den vil fortsætte millionstøtten til GGGI, hvor Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er formand.

Friis Bach anfører, at der “har været mangelfuld økonomisk styring, mens Global Green Growth Institute var en sydkoreansk privat organisation”, men understreger, at han ikke har haft kendskab til misbrug af danske u-landsmidler.

Kritikken fremgår af en sydkoreansk revisionsrapport.

“Vi har sat hårdt ind med krav om, at der skulle ryddes op, og at organisationen skulle leve op til internationale standarder og gennemføre forbedringer i økonomisystemer og administrative systemer. Revisionsrapporten omhandler de sydkoreanske midler til organisationen”, gør udviklingsministeren gældende.

Han siger videre:

“I lyset af omtalen og den megen blæst om GGGI har jeg:

– taget initiativ til at den omtalte sydkoreanske revisionsrapport for den tidlige periode bliver offentliggjort;

– bedt om en grundig redegørelse, der også vil blive tilsendt Rigsrevisionen.

Et review anerkender, at der er sket fremskridt, men jeg har bedt om en grundig analyse af systemer for økonomistyring, for intern og ekstern revision, for udbud og indkøb, for lønninger og øvrige udgifter relateret til rejser, møder og konferencer, dagpenge, transport, m.m.

GGGI har skabt resultater, og jeg ser fortsat GGGI som en central og lovende organisation, når det gælder om at fremme grøn omstilling i verdens udviklingslande”, hedder det.

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-10-13/forsker-kalder-danmarks-st-tte-til-gggi-dybt-probl