Ny bog
”Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet”
af Lasse Ellegaard
296 sider. kr. 299,95.
Oktober 2019
En ny bog fra den mangeårige korrespondent Lasse Ellegaard, ”Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet”, skaber en vigtig forståelse af, hvad der førte til, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, udviklede sig fra at være en moderne orienteret lokalpolitiker til en islamistisk og autokratisk præsident samt en central aktør i international politik.
Men det er ikke en letlæst bog, ikke kun på grund af bogens emne og de mange fremmedartede navne og begreber (som i øvrigt er godt forklaret i noterne). Strukturen er ikke klar, og der springes frem og tilbage mellem fortid og nutid. Læseren skal arbejde for at plukke guldkornene frem, men det er umagen værd.
Lasse Ellegaard har en dyb indsigt i tyrkiske forhold, og han forfalder ikke til letkøbte, orientalistiske “dem/os”- analyser. Hans bog åbner op for en forståelse af, hvad der er på spil såvel i det tyrkiske samfund som i forholdet mellem Tyrkiet og den vestlige verden. Samtidig trænger fremstillingen dybere ned i forståelsen af Erdogan og hans politik, noget den traditionelle vestlige dæmonisering af den tyrkiske leder let blokerer for.
Populær blandt tyrkerne
I Vesten fokuserer fortællingen om Erdogan på den progressive muslimske demokrat, som i løbet af de sidste 15-16 år ændrede sig til en politiker, der gennem antivestlig og islamistisk nationalpopulistisk retorik tiltog sig diktatorisk magt.
Det er blot ikke den Erdogan, hans vælgere ser. For dem er han “en af os”, en opfattelse, som styrkes, jo mere han kritiseres og dæmoniseres af vestlige medier og politikere. Vælgerne ser ham som en leder med stor prestige i den muslimske verden, og indenrigspolitisk er han en leder, der forstår den almindelige tyrkers problemer og behov. Han og hans parti AKP (“Partiet for Retfærdighed og Udvikling”) kom således til magten i 2002 med populære løfter om at gøre op med korruption, formynderi og ulighed samt udvikle det nedslidte land. Og ved hjælp af en stærkt ekspanderende økonomi er der da også under Erdogans ledelse gennemført store infrastrukturprojekter og sociale og økonomiske forbedringer af levevilkårene for brede grupper i samfundet. Og det har gjort Erdogan populær blandt mange tyrkere.
En ferm populist med eminent timing
I Ellegaards optik er Erdogan en dygtig politiker med tæft for populistiske budskaber. Han er pragmatisk og tålmodig med hensyn til realiseringen af sine overordnede mål, nemlig “at tjene Gud og det tyrkiske folk”. Det gør han ved gradvist at gennemføre en islamisk praksis og gøre Tyrkiet til en sunnimuslimsk stormagt i Mellemøsten, der kan være model for andre muslimske lande.
For at nå disse mål har Erdogan i øvrigt aldrig lagt skjul på, at demokrati kunne være et nyttigt redskab:
“Demokrati er som en sporvogn – du kan stå af, når du når dit stoppested”, som han ofte citeres for at sige.
Ellegaard karakteriserer ham sprogligt elegant og skarpt således:
”Hvad tyrkerne hører og ser, er hvad de får: en ferm populist med eminent timing, der læser vælgernes behov og sine modstandere og agerer derefter. Han er ikke fanatiker, men en blændende sælger af fanatisme, og talentet for politisk manipulation parres med tæft for, hvornår der skal rykkes politisk, og hvornår det er klogest at give vælgerhesten et pragmatisk klap…” (side 92)
Moderne tankegang vs. konservativ islam
Forfatteren belyser indsigtsfuldt Erdogan og hans politik som et produkt af to centrale konfliktlinjer i tyrkisk politik. Det handler for det første om konflikten mellem moderne vestlig tankegang og konservativ islam. Og for det andet om Tyrkiets arv fra Osmannerriget.
Den første konfliktlinje går et par hundrede år tilbage i Osmannerrigets forsøg på at blive en moderne stat gennem reformer op gennem 1800-tallet. Kemal Atatürk, grundlæggeren af Tyrkiet som moderne sekulær stat, byggede videre på disse reformer ved blandt andet at afskaffe kalifatet i 1924. Det tyrkiske militær har gentagne gange gennem flere kup i perioden 1960-97 søgt at afværge muslimske politiske grupperingers forsøg på at rokke ved balancen i den kemalistiske sekulære stats skarpe adskillelse af religion og stat.
Disse moderniseringsbestræbelser har skabt dybe samfundsmæssige spændinger mellem storbyernes vestligt orienterede eliter og konservative muslimske befolkningsgrupper i Anatolien.
Den anden konfliktlinje handler om begivenhederne omkring Osmannerrigets opløsning efter Anden Verdenskrig.
Blandt tyrkere er der en kollektiv bevidsthed om Europas ringeagt og fjendtlige holdning over for såvel Osmannerriget som det ny Tyrkiet. Erdogans nationalpopulistiske retorik med referencer til landets imperiale fortid finder derfor god klangbund hos hans vælgere. Den negative vestlige holdning kom blandt andet til udtryk i den for Tyrkiet ydmygende fredsaftale i Sèvres (1920), hvor Osmannerriget blev splittet op, så Tyrkiet stort set blev reduceret til Anatolien. Den efterfølgende fredsaftale i Lausanne (1923) hindrede en total ydmygelse, men samtidig betød aftalen, at kurdernes drøm om et selvstændigt land saboteredes, hvilket skabte grundlaget for en langvarig blodig konflikt mellem den tyrkiske stat og den kurdiske selvstændighedsbevægelse, som Erdogan har stemplet som terroristisk.
Vestens henholdende politik med hensyn til Tyrkiets medlemskab af EU bekræfter for mange tyrkere den europæiske ringeagt. Og helt aktuelt er der en vel ikke helt uberettiget oplevelse af, at europæerne dybest set havde håbet på at slippe af med landets præsident ved det militære kupforsøg 15.juli 2016 og kun halvhjertet udtrykte sympati for nedkæmpelsen af kuppet.
Disse konfliktlinjer har i de senere år skabt et klima af frygt, mistro og had mellem forskellige befolkningsgrupper i Tyrkiet.
Hård kurs mod opposition og kritikere
Ovenstående er i Ellegaards analyser vigtigt for forståelsen af, at det er lykkedes for Erdogan og hans parti, AKP, at gennemføre et opgør med kemalismens sekulære stat samt det parlamentariske demokrati og ved folkeafstemning oprette et præsidentielt styre, hvor præsidenten har kontrol over både udøvende, dømmende og lovgivende magt, et såkaldt hegemonisk demokrati.
De magtbeføjelser, Erdogan hermed har fået, har gjort det muligt for ham at lamme oppositionen og lukke munden på åbne eller potentielle kritikere. Det gør han ved at stemple dem som ”terrorister” og fængsle eller gennemtvinge afskedigelser af kritikerne i stort tal – dommere, undervisere, journalister med flere. Beskrivelsen af, hvordan livet former sig for anderledes tænkende i det moderne Tyrkiet, levendegøres i bogen af interviews med ofre for Erdogans udrensninger.
I AKP’s og Erdogans kamp for at sikre islam en mere central placering i det tyrkiske samfund var den idealistiske religiøse prædikant Fethullah Gülen en vigtig allieret. Han gik ikke efter at erobre den politiske magt, men i stedet for gennem et netværk af hengivne tilhængere at gennemtrænge det tyrkiske samfunds institutioner – retsvæsen, skoler, medier med mere.
Men med tiden voksede Erdogans angst for, at Gülen var ved at opbygge en ny ”parallel stat”, og Erdogan anklagede ham for at have planer om at ville vælte ham og omstyrte demokratiet. Gülen svarede igen med at anklage AKP for ikke at være et religiøst parti, men en ”mafia”.
Efterfølgende igangsatte Erdogan omfattende udrensninger blandt Gülens tilhængere – reelle eller mistænkte – som anklagedes for at være ”terrorister”. Udrensninger tog til efter kuppet mod Erdogan i juli 2016, som han anklagede Gülen for at have iværksat.
Ellegaard leverer overbevisende analyser af udviklingen af Tyrkiet fra 1946 til i dag, fra Kemal Atatürks sekulære stat til en stat, hvor islam spiller en mere og mere central rolle, og hvor Erdogan har været en helt central aktør.
Men, som ”Gaven fra Gud” viser, er udviklingen nok så meget resultat af et komplekst samspil af konflikter og kræfter hos Europas store sydlige nabostat, som det er klogt for os europæere at søge at forstå.
Ellegaards bog giver et vigtigt bidrag til denne forståelse.
Kjeld Mazanti Sørensen er cand. mag. i historie, samfundsfag og religion, tidligere gymnasielærer, lærebogsforfatter og redaktør på Forlaget Columbus.