Revolución diamantina – en glitterrevolution. Sådan døbes oprøret, der har præget Mexico Citys gader i august. Navnet opstod som et hashtag på Twitter, efter kvinder har badet sikkerhedsminister Jesús Orta i pink glitter for derefter at overøse gaderne med de lyserøde glitrende farver.
Med glitter fulgte knuste ruder og hærværk rundt omkring i byen. Særligt graffiti på den ikoniske Uafhængighedsengel har medført meget kritik af oprøret. Den kritik besvarer et nystartet kvindekollektiv kaldet Mujeres+Mujeres (oversat: kvinder+kvinder), med et manifest med overskriften: vores oprør er ikke voldeligt.
Kollektivet kritiserer medierne for at fokusere på de materielle skader under oprøret frem for budskabet bag og den egentlige grund til, at kvinderne råber op. Medierne bør forbedre deres dækning af den stigende vold imod kvinder, så de kvinder, det handler om, får lov at blive hørt, mener Mujeres+Mujeres.
I manifestet står blandt andet: ”Medierne har et tydeligt ansvar for at bidrage til at standse normaliseringen og tavsheden, der præger tilstandene for vold mod kvinder i vores land.”
Vold er hverdag
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var sagen om en 17-årig pige, som angiveligt blev voldtaget af fire politibetjente 3. august. En sag der afspejler hverdagen i Mexico, hvor kvinder hver dag forsvinder, bliver voldtaget, overfaldet og myrdet.
Tallene bliver højere og højere og sætter rekord i 2019, hvor der bliver dræbt ti kvinder om dagen. Den kønsrelaterede vold er steget med 97 procent de seneste fire år, skriver El Universal.
Vold i Mexico er ikke noget nyt, og det er ikke kun drabsraterne for kvinder, der er stigende. Hele fem af verdens mest voldelige byer ligger i Mexico med Tijuana øverst på listen. Her sker der årligt 138 drab per 100.000 indbyggere, skrev Globalnyt i marts.
Medierne er nøglen til at skabe forandring
At det er mænd, der er ansat til at passe på befolkningen, som står bag forbrydelsen imod den 17-årige pige, er årsagen til, at kvinderne griber banneret og går på gaden i demonstration. Det var under den senest afholdte demonstration 17. august, at kvindekollektivet for alvor tog affære og offentliggjorde sin kritik.
I et interview med organisationen NACLA, der arbejder for lige forhold i Latinamerika, udtaler en talsperson fra kollektivet: ”Det vigtige her er, at der sker systematiske overgreb af kvinder i det her land, fra økonomisk til fysisk blandt mange typer af vold, og disse bliver ikke dækket, de får ikke en stemme.”
Los medios online mostraron sus prioridades editoriales (y no somos nosotras). De 679 notas detectadas por el algoritmo de monitoreo,122 hablaron de la violación y 557 condenaron las pintas al Ángel de la Independencia, daños al @MetrobusCDMX y la agresión al reportero #dataviz pic.twitter.com/WyUAyR4jhY
— data pop (@DataPopMX) August 20, 2019
(Oversat: Online-medierne viste deres redaktionelle prioriteter (og det er ikke os). Af 679 artikler, der blev opdaget af overvågningsalgoritmen, talte 122 om forbrydelsen og 557 fordømte grafittien på uafhængighedsenglen, skade på @MetrobusCDMX og aggression mod journalisten)
På Twitter henviser Mujeres+Mujeres til en undersøgelse af mediedækningen i perioden fra 3.-20. august foretaget af Data Pop, der viser, hvordan de nationale medier i høj grad vælger at fokusere på det hærværk i Mexico City, som oprøret medførte, frem for voldtægten af den 17-årige pige. Den tendens er dybt opsigtsvækkende, mener kvindekollektivet.
Twitter er et helt centralt led i kvindekampen og et muligt værktøj til at skabe forandring, mener Julie Strøyer Rasmussen, der har arbejdet med feminisme, menneskerettigheder og international udvikling for diverse internationale organisationer i Mexico City i 11 år.
”Twitter har været en kæmpe forandring. Det er et sted, hvor kvinder kan finde folk, der tænker det samme som dem selv. Via hashtags kan de kommunikere, og stå frem med deres oplevelser og det rykker noget,” fortæller Julie Strøyer Rasmussen.
Rykker det noget?
I et land, hvor man som kvinde hverken stoler på regeringen, politiet eller de nationale nyhedskanaler, kan det virke håbløst at drømme om forandring. Julie Strøyer Rasmussen kan berette om, hvordan hun hver eneste dag skulle tage sine sikkerhedsforanstaltninger og tænke over, hvad hun klædte sig i.
Som blond udlænding i landet er hendes oplevelser anderledes end de mexicanske kvinder, da hun har kunnet betale for Uber eller andre sikre transportmidler. Hvis man eksempelvis ikke har råd til taxa eller Uber, så kan den offentlige transport være et meget utrygt sted at befinde sig som kvinde, fortæller hun. Bare i år er flere kvinder blevet forsøgt kidnappet i Mexico City’s metro, og på lidt over en måned modtog politiet over 48 anmeldelser.
Når Globalnyt spørger ind til, hvorvidt oprøret er elitært, eller om det når ud til bredere samfundslag, forklarer Julie Strøyer Rasmussen, at oprør eller diskussioner altid starter i Mexico City. Selv når man hører fra andre dele af landet, trækker det spor til universitetsstuderende, aktivisterne fra organisationerne eller civilsamfundet i hovedstaden.
”Så snart man bevæger sig udenfor Mexico City, så er der mangel på information om rettigheder og i det hele taget mere konservative holdninger. Der er selvfølgelig eksempler på familier, der leder efter deres pårørende (lige nu er der over 9000 kvinder forsvundne), men i længden gør medierne deres for at sørge for, at problematikken bliver mindregjort ved at skifte fokus til noget andet. For eksempel når de går ned igennem Mexico City og protesterer, og medierne fokuserer på, at det er generende, at der kommer kæmpe trafikproblemer, eller at de har malet på en statue.”
Det er af samme grund, at Mujeres+Mujeres nu retter sin kritik mod medierne. Ligesom Julie Strøyer forklarer, er kvindekollektivet også meget aktive på Twitter, da det er her, at muligheden for at ytre sig eksisterer lige nu. Men selvom Twitter er et medie, der rammer bredt, er det stadig kun de oplyste, der benytter sig af mulighederne, mediet skaber. Om forandringen for alle kvinder i Mexico sker her, må vi vente og se.