Spørgsmål om frihed, kolonialisme og imperialisme er langt fra uddebatterede kapitler i Caribien. De præger ethvert forsøg på at forstå Caribien (og andre dele af den tredje verden) og karakteriserer området som et arnested for revolutionære ideer med vidtrækkende effekter, bl.a. på borgerretsbevægelsen i USA og Afrikas frihedskampe i 1960erne.
De har, som vi vil se, deres oprindelse i slavernes frihedskampe i Dansk Vestindien og Haiti (Saint-Domingue).
Frihed. Et ord mættet af betydning. Vi er oprørte ved tanken om at være “ufri”. Denne tilstand forekommer ofte i kontrasten mellem frihed, lighed og demokrati, på den ene side – og undertrykkelse, ulighed, og diktatur på den anden. Slaverne kæmpede på vores vegne.
Slaverne kæmpede for frihed og lighed. Slavernes opstand på den lille ø Skt. Jan i Dansk Vestindien i 1733 var en advarsel om, hvad der var i vente, og indgår i fortællingen om slavernes uafhængigheds-og lighedskamp.
Mens oprøret på Skt. Jan i sidste ende blev slået ned, var det imidlertid en vigtig forløber for slavernes vellykkede frihedskamp i Dansk Vestindien 115 år senere, i 1848.
Men allerede i 1791 førte slavers frihedskamp på den store franske ø Saint-Domingue, det nuværende Haiti (et par hundrede km vest for Jomfruøerne), til den første uafhængige statsdannelse ved tidligere slaver i 1804.
Ikke uden sammenhæng er den franske revolution, der fandt sted i den samme periode, 1789-99. Slavernes frihedskamp er symbolet på en global trang til frihed og lighed.
Slaveoprør i Dansk Vestindien
Danskerne transporterede næsten 100.000 slaver fra 1600-tallet og op gennem hele den florissante periode over Atlanten til Dansk Vestindien (bestående af øerne Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix).
Danmark indtager således en syvende plads på listen over (overvejende europæiske) nationer, der deltog i den transatlantiske slavehandel, som man anslår beløber sig til mindst 12 millioner afrikanere.
Hungersnød og barske levevilkår i forbindelse med tørke, alvorlige orkaner og misvækst samt de særdeles brutale afstraffelsesmetoder for slaver udfærdiget af guvernør Philip Gardelin udløste den 23. november 1733 en stor opstand blandt slaverne på øen Skt. Jan.
De 208 hvide var i stærkt undertal i forhold til de 1.087 slaver (Dette ulige forhold, med et gennemgående stort sort flertal, kendetegnede også de andre danske og europæiske slavekolonier).
Slavernes hensigt var at udrydde de hvide på øen, etablere et traditionelt vestafrikansk kongerige og beholde dele af den resterende befolkning som slaver.
Mens slaveopstanden på Skt. Jan blev slået ned efter et halvt år i august 1734 med hjælp fra især franske tropper fra Martinique, var det dog en af de første og største opstande i Amerika.
Som et senere resultat fik slaverne på Skt. Jan og på de øvrige danske øer, Skt. Thomas og Skt. Croix, endelig deres uafhængighed et hundrede år senere, i 1848.
Slaveoprør på Haiti og den franske revolution
Det mest vellykkede slaveoprør i historien, den haitianske revolution, begyndte som et regulært slaveoprør og endte med grundlæggelsen af en uafhængig stat.
Den primære opstand begyndte i 1791 i den franske koloni Saint-Domingue. Øens slavehandel gik derefter næsten helt i stå.
Til dels inspireret af den egalitære filosofi bag den franske revolution lancerede sorte slaver et organiseret oprør, dræbte tusinder af hvide, satte ild til sukkerplantager og opnåede kontrol over de nordlige områder på Saint-Domingue.
Idealerne om frihed og lighed, som mange franske revolutionære ikke konsekvent forfægtede med hensyn til de sorte i deres koloniale besiddelser, blev dog, ifølge Trinidad forfatteren C.L.R James taget særdeles alvorligt af slaverne på Haiti.
Uroen fortsatte indtil februar 1794, hvor den franske regering officielt afskaffede slaveriet i alle dets kolonier.
Den berømte rebel general Toussaint Ouverture gik derefter sammen med de franske republikanere.
I 1801 kunne han etablere sig som guvernør på øen. Men allerede året efter blev Ouverture taget til fange af Napoleon Bonapartes kejserlige styrker, som forsøgte at genetablere slaveriet.
De tidligere slaver greb nu atter til våben. Anført af løjtnant Jean-Jacques Dessalines besejrede de i 1803 de franske styrker i slaget ved Vertières.
Det følgende år, udråbte han den tidligere slavekoloni som uafhængig og etablerede øen som den nye republik Haiti. Nyheden om det
første succesrige oprør – det eneste slaveoprør i historien, der endte med grundlæggelsen af et nyt land – har sidenhen inspireret utallige andre opstande i USA, Caribien, samt den panafrikanske frihedsbevægelse, der i stor udstrækning førte til et selvstændigt Afrika i løbet af 1960’erne.
Slaveoprør og globale frihedsbevægelser
De store danske og franske slaveoprør og deres revolutionære doktriner har sat sig deres spor i den amerikanske, europæiske og afrikanske verdenshistorie, og omvendt har europæiske begivenheder påvirket koloniernes udvikling.
Den haitianske revolution er, understreger forfatteren C.L.R. James, selve ”kulminationen” på de friheds-og lighedstanker, som den franske revolution lancerede. Der er tale om en global historie.
Den franske revolution var en revolutionær bevægelse, der ikke kun var begrænset til Europa.
På en måde udfordrer revolutionen på Haiti den konventionelle historietanke, hvorefter nationale historier ofte beskrives som uafhængige af andre processer.
Ifølge den anerkendte professor Edward Said påvirkede begivenhederne i Frankrig og Haiti gensidigt hinanden, ”de sorte slaver deltog i ødelæggelsen af den europæiske feudalisme”.
I takt med at de franske arbejdere og bønderne og deres modstand mod det lokale tyranni voksede, blev de også lidenskabelige forkæmpere for slavernes frihed.
Men den franske revolution, der blev kanaliseret videre til slavernes oprør i Caribien, gav også næring og inspiration for frihedsbevægelser blandt afro-amerikanere i 1960erne og de afrikanske og asiatiske nationale frihedsbevægelser for godt og vel 60 år siden.
De små øer i Caribien har derfor stor betydning for at forstå frihedstrang dér, men også i Afrika og blandt de sorte på det nordamerikanske fastland.
Som min lærer og leder af Cambridge’ Center for Afrikastudier professor Hart engang sagde til mig, ‘vil man forstå kolonialisme og nationale frihedsbevægelser i Afrika lidt bedre, må man have Caribien og slavernes frihedskampe in mente’.
Det gælder naturligvis også den amerikanske borgerretsbevægelse og frihedskampene i Asien – ja, kampen for menneskerettigheder og frihed overalt i verden.
Ethvert forsøg på at benægte Caribiens betydning for Verden beror på en eurocentrisk vrangforstilling om, at Caribien ikke har nogen særlig relevans. Det modsatte er tilfældet.
Dette er en redigeret og forkortet version af en artikel om ”Caribien og en Global Historie” i den årlige konference ’Islands-In-Between’ i Curaçao i marts 2018.
Bernhard Bierlich er PhD i global sundhed og antropologi fra Cambridge University. Han har forsket, skrevet og undervist i Vestafrika og Caribien i 25 år. Han er tilknyttet Virgin Island Caribbean Cultural Centre ved University of the Virgin Islands.
