Vi sætter os op i en af selskabets hvide firhjulstrækkere, og snart er vi på vej ud af den snorlige grusvej, som går langs jernbanesporene – næsten 150 km privat anlagt jernbane, som forbinder selve minen med udskibningshavnen Puerto Bolívar. Landskabet flyver afsted i høj fart udenfor vores vinduer. Det er fladt og præget af en rødbrun jordflade med spredt bevoksning i form af kaktusser, akacietræer og andre varme- og tørkeelskende vækster. Et par steder står der en camoufleret kampvogn parkeret inde i vejsiden, og vi ser jævnligt uniformeret personale langs jernbanen.
I borgerkrigens slipstrøm
Selv om fredsaftalen er indgået med militsen FARC og underskrevet, er situationen langt fra normaliseret, og der er fortsat grund til at være på vagt overfor sabotage af infrastruktur som vigtige jernbaner. Den årelange, væbnede konflikt mellem regeringshæren og guerillaen, med paramilitære grupper i kulissen, har sine efterdønninger, og det tager tid for fredsskabende initiativer at slå rod. Nogle mener endog, der kan gå en generation eller to, fordi konflikten har varet i 50 år og påvirket alle dele af det colombianske samfund.
32 millioner tons kul årligt
Nogle kilometer udenfor havnen er der en vejspærring, hvor vi skal ud af bilen, og alt bliver kontrolleret, inden vi kan køre videre for til sidst at kunne skimte det smaragdgrønne vand. På jernbanen ved siden af holder et dobbelt diesellokomotiv med vogne bag sig så langt øjet rækker. Hver godsvogn indeholder næsten 100 tons kul ved fuld last. Havnen ligger beskyttet ved indsejlingen til Portete-bugten, og her udskibes årligt i omegnen af 32 millioner tons kul. Der er omkring 600 ansatte på havnen, hvoraf 260 er direkte ansat af Cerrejon. Al transport foregår på overdækkede transportbånd – fra kullet læsses af vognene og ud til de ventende skibe. Der er også et stort lagerområde, som fungerer som en slags buffer mellem produktionen oppe i minen og udskibningen til kunder i Europa og resten af verden.
Kulturændringer på arbejdspladsen tager tid
Vi bliver budt velkommen af den øverst ansvarlige for havnedriften, Javier Lemus. Han finder det interessant, at vi først og fremmest er interesserede i at høre om den sociale dialog på arbejdspladsen. Han lægger ikke fingre imellem og ridser kort op:
”Dialogen her glimrer fra tid til anden ved sit fravær, fordi vi fortsat hænger en del fast i den kultur, som blev skabt under den væbnede konflikt. Det var en krig på våben og holdninger og ikke så meget på ord,” og han fortsætter:
”Vi skal alle blive meget bedre til at lytte og respektere andres holdninger. Vi skal lade saglige argumenter få mere plads og rum og ikke komme med så mange populistiske, selvcentrerede og ubegrundede udsagn.” Han konkluderer:
”Hvis den konstruktive dialog får plads, bliver arbejdspladsen et bedre sted at være for alle”.
Efter en grundig rundvisning på hele havneområdet og besøg i kontrolcenteret, hvor alle operationer overvåges på storskærme, går vi til møde med en gruppe havnearbejdere og deres daglige leder, som bruger en pause på at tale med os.
Livet på havnen kan sammenlignes med dansk olieboreplatform
Der snakkes frit over spørgsmålet, hvordan dialogen foregår på havnen. De fleste har været mange år i firmaet og fortæller, at de her på havnen har kolleger, som de kender bedre end deres egen familie, så der vendes også mange andre ting end blot de arbejdsrelaterede. De bor og lever som i et lille, isoleret samfund syv dage ad gangen, og så er de syv dage hjemme hos familien. Man kan ikke gemme sig og melde sig ud af dette fællesskab. Det gælder høj som lav.
Freddy Torres har været ansat 32 år i Cerrejón. Han bor med sin kone i havnebyen Barranquilla, 8 timers kørsel fra arbejdspladsen, hvor også hans børn og børnebørn bor. Han er selv oprindeligt fra nabobyen Catagena. Freddy har mange lovord tilovers for firmaet:”Jeg har generelt haft et godt arbejdsliv her på havnen, hvor jeg har beskæftiget mig med stort set alt lige fra losning af togstammer over vedligehold af materiel og maskinbetjening til lastning af skibene”. Der er også et par irriterende sten i skoen:
”Når vi kun er sammen med vores familier hver anden uge, betyder det rigtig meget, om man skal bruge en time med fly eller 8 timer i bus for at komme til og fra arbejde, så overgangen fra fly til bus er en markant forringelse. Transporttiden tages jo fra familien og ikke fra arbejdspladsen”. Ændringen af den betalte transport fra fly til bus er en del af nogle forringelser, som er sket for et par år siden.
Freddy fortsætter:
”Firmaets del af vores sygesikringsordning er blevet udhulet og forringet de seneste år, og som havnearbejder sker der slitage på kroppen, så de fleste løber ind i sygeudgifter på et tidspunkt. Jeg synes både personligt og personalemæssigt, at det er yderst uhensigtsmæssigt, at firmaet har valgt at foretage besparelser på sundhedsbudgettet.”
Brudte aftaler er gift for tillid
Ifølge Freddy er en af de største udfordringer, at man fra tid til anden løber fra indgåede aftaler, og det skaber mistillid.
”En god og konstruktiv dialog baserer sig på tillid, og tillid er noget, man gør sig fortjent til. Man kan ikke købe sig til tillid,” slår Freddy fast.
Medarbejderne føler ikke, de altid bliver taget med på råd, når der gennemføres spareplaner, selv om det ofte er dem, som besparelserne rammer. Og tilstedeværelsen af de to faglige organisationer SintraCarbon (affilieret til CUT) og Sintracerrejón (affilieret til CTC) oplever han ikke som katalysatorer for en bedre dialog på havnen.
Det er en åbenlyst meget sammentømret flok havnearbejdere, hvis kaffepause vi har lagt beslag på, og da de begynder at kigge på uret og gøre sig klar til de næste arbejdsopgaver, siger de nærmest samstemmigt, deres leder inklusiv, at de meget gerne vil arbejde på at forbedre den allerede eksisterende dialog både mellem ledelse og medarbejdere, men også internt mellem medarbejderne. Nye redskaber og metoder er meget velkomne.
Se fotogalleri fra Cerrejóns kulhavn
Ulandssekretariatet og Dansk Industri (DI) arbejder sammen med den colombianske fagbevægelse og arbejdsgiverforening om at bidrage til et mere stabilt og velfungerende arbejdsmarked i Colombia gennem social dialog og uddannelse. Tre sektorer er udvalgt som fokusområder på virksomhedsplan: Agro-industri, handel og minesektoren. Et centralt punkt i projektet er træning i forhandling og i at lytte til hinanden.