Her er glasset altid halvt fyldt

verdensbedstenyheder_pressefoto2015_3_ulrik_jantzen
Verdens Bedste Nyheder udkommer igen fredag morgen.
Foto: Verdens Bedste Nyheder/ Ulrik Jantzen (arkivfoto)
Kirsten Larsen

3. september 2019

“I Bangladesh, hvor over halvdelen af landets piger bliver gift som børn, har regeringen og Plan International udviklet en app, som allerede har stoppet over 3700 børneægteskaber.”

Mange kender dem, Verdens Bedste Nyheder. Måske fra den lille glade firesiders avis med gode nyheder fra alverdens lande. Måske fra skærmene i de københavnske S-tog, eller fra andre medier, som Verdens Bedste Nyheder samarbejder med. Måske fra skoleundervisningen i Verdensmål – altså de 17 mål, der tilsammen udgør en køreplan en bedre verden for alle. En plan, som alle FN’s medlemslande har tilsluttet sig.

Fra kampagne til medie

Kort sagt, Verdens Bedste Nyheder har bidt sig fast og er vokset til langt mere end den kampagne, der blev iværksat for næsten 10 år siden. En kampagne, der blev udløst af et akut problem, nemlig at danskernes opbakning til udviklingsbistanden var faldet fra 80 procent til 60 procent.

“Der var brug for noget drastisk. Mange danskere kunne ikke se formålet med udviklingsbistand. Det virker alligevel ikke, lød det fra både politikere og borgere. Så vi måtte finde en måde at give skatteyderne en kvittering på,” fortæller Thomas Ravn-Pedersen, chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder.

Kvitteringen blev leveret i form af en lille avis, der med chefredaktørens egne ord søgte at kombinere seriøsiteten i New York Times med den friskhed, der kendetegnede avisen “Dagen”. Et nyt og meget omtalt dagblad, som dog gik konkurs efter mindre end to måneder i 2002.

Verdens Bedste Nyheder har vist sig mere langtidsholdbar. Fra at være en kampagne som Udenrigsministeriet, NGO-Forum (nu Globalt Fokus) og FN’s udviklingsprogram UNDP stod bag, har det ifølge Thomas Ravn-Pedersen udviklet sig til et nyhedsmedie med en ejerkreds der er udvidet med flere civilsamfunds- og erhvervsgrupper. Et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner, som fortæller om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer, står der på mediets hjemmeside og i avisen.

Det uafhængige hænger sammen med, at ingen kan fortælle Thomas Ravn-Pedersen, hvad han skal sætte i avisen.

“Ingen kan gøre krav på vores spalter,” siger han.

Vi ser muligheder, ikke bare problemer

“Folk vil gerne have at vide, at der faktisk er noget, der virker. Da jeg selv begyndte med det her, blev jeg også overrasket over, at det store billede af verden faktisk var meget mere positivt, end jeg troede,“ siger Thomas Ravn-Pedersen, der både har en fortid i DR og i Folkekirkens Nødhjælp.

Thomas Ravn-Pedersen – chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder i samtlige næsten 10 år.


Foto: Kirsten Larsen.

Da Globalnyt spørger ham, hvor grænsen går mellem konstruktive nyheder og ukritiske, lalleglade historier, understreger han, at Verdens Bedste Nyheder tager fat på alle de største problemer i verden. Men fokus er et andet end i traditionel nyhedsjournalistik, som ofte handler om alt det, der går skidt.

“En historie om børnedødelighed kan tage udgangspunkt i alle de børn, der stadig dør alt for tidligt. Eller den kan fortælle hvor mange færre, der dør i dag sammenlignet med for 10 år siden, og hvorfor der er sket fremskridt,” siger han.

Redaktøren understreger, at traditionel nyhedsjournalistik heller ikke giver et objektivt billede af verden, og at undersøgelser viser, at læsere, seere og lyttere falder fra, når de bliver dynget til med katastrofer fra morgen til aften. De bliver det, der på engelsk kaldes “news avoiders”. De undgår de traditionelle nyhedskilder. Derfor har Verdens Bedste Nyheder en rolle i medielandskabet, siger han.

De konstruktive nyheder kommer især fra store internationale rapporter og fra baglandet – de danske organisationer og virksomheder.

“De fortjener anerkendelse. Danmark og de danske organisationer gør generelt gode ting. Men vi understreger også, at danskerne ikke er noget uden de lokale. Det handler om samarbejde,” siger Thomas Ravn-Pedersen – chefredaktør i snart 10 år for Verdens Bedste Nyheder.