”Det er en kæmpe sejr for de indianske folk, som kæmper for retfærdighed i Honduras og i resten af Latinamerika. Og det er en kæmpe sejr for Oxfam.”
Sådan siger Latinamerikakoordinator Misha Wolsgaard-Iversen fra Oxfam IBIS, efter at det i dag kom frem, at to store, europæiske investorer bag det honduranske dæmningsprojekt Agua Zarca nu har trukket sig efter massivt internationalt pres fra blandt andet Oxfam.
Det er de tyske firmaer Voith og Siemens, der alligevel ikke vil levere turbiner til det kontroversielle dæmningsprojekt. Offentliggørelsen kommer godt en måned efter, at finske Finnfund og hollandske FMO annoncerede lignende beslutninger.
”Vi glæder os i Oxfam over, at Voith og Siemens omsider traf denne beslutning, som er endnu et søm i det dødbringende projekts kiste,” siger Misha Wolsgaard-Iversen.
”Nu står der tilbage at sikre, at virksomhederne fremover bliver bedre til at respektere menneskerettighederne og ikke begår de samme fejl. Det vil vores Oxfam-kollegaer i Tyskland være med til at holde øje med.”
En blodig historie
Den planlagte Agua Zarca-dæmning – og folkene bag – kom for alvor i søgelyset i marts sidste år, da den indianske leder Berta Cáceres brutalt blev myrdet i sit hjem.
Hun havde i årevis kæmpet en indædt kamp mod dæmningen, der vil gå hårdt ud over hendes folk, Lenca-indianerne, hvis den ender med at blive bygget.
Berta påpegede brud på både menneskerettighederne og honduransk lov. Og det endte altså med at koste hende livet. Siden da er flere af hendes kollegaer ligeledes blevet myrdet.
Bliv klogere på Berta Cáceres’ kamp her
I det forløbne år har Oxfam sammen med lokale partnere – blandt andet Bertas Cáceres’ organisation COPINH og hendes familie – presset hårdt på for, at de europæiske investorer skulle trække sig ud af projektet. Det arbejde har nu båret frugt.
”Det her er med til at sikre, at historien ikke bare gentager sig selv. Ansvarlige investorer skal altid sørge for, at de kun involverer sig i projekter, der lever op til internationale standarder og respekterer oprindelige folks rettigheder. Virksomheder kan og må ikke skjule sig bag korrupte regeringer,” siger Misha Wolsgaard-Iversen.
Volden skal stoppes
De honduranske myndigheder har tilbageholdt otte mistænkte i sagen om mordet på Berta Cáceres. Men retssagerne er forsinkede, og der er blevet rapporteret om adskillige uregelmæssigheder i forløbet.
”De tunge bagmænd er stadig på fri fod. I Oxfam kæmper vi for, at retfærdigheden skal ske fyldest – både for Berta Cáceres og alle de andre ofre i den her sag,” slutter Latinamerikakoordinator Misha Wolsgaard-Iversen.
Oxfam fortsætter, sammen med en række honduranske og internationale organisationer, arbejdet med at få stoppet volden. Vi kræver beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere. Over 58.000 mennekser fra hele verden har skrevet under på vores opfordring til myndighederne, heriblandt mange danskere.