Da Ingrid Gercama, antropolog med speciale i epidemier, landede i en sydsudanesisk lufthavn tilbage i marts, skulle hun igennem en meget struktureret procedure, fortæller hun til The New Yorker.
Lufthavnens personale førte hende ind i et screeningområde, der var på størrelse med en fragtcontainer.
Hun skulle vaske sine hænder.
Myndighederne målte Gercamas temperatur, bad om lokal adresse og telefonnummer og spurgte ind til hendes rejseplaner og generelle sundhed.
Screeningområdet var plastret til med informationer om Covid-19 og virussets symptomer. Der var et telefonnummer til landets Covid-19-hotline, som man skulle ringe til, hvis man fik feber.
Inden hun forlod området, blev hun igen bedt om at vaske hænder.
Senere samme måned forlod hun Sydsudan. Under transitten i Stockholm var der ingen, der spurgte ind til, hvor hun var ankommet fra, eller hvem hun havde været i kontakt med. Hendes temperatur blev ikke målt. Og der var ingen obligatorisk håndvask.
Da Gercama ankom til hjembyen Amsterdam, var billedet det samme: Ingen kontrollerede hende, der var hverken pamfletter, plakater eller anden form for oplysning om Covid-19 i lufthavnen og intet telefonnummer til en Covid-19-hotline.
Hvorfor var procedurerne så forskellige for Sydsudans hovedstad Juba, Stockholm og Amsterdam? Svaret er simpelt.
Systemet i lufthavnen i Juba er designet til at forbygge spredning af ebola, mens både Stockholm og Amsterdam ikke har skullet forholde sig til en epidemi siden den spanske syge for 100 år siden, og derfor ikke havde producerer på plads.
Ude af træning
I modsætning til Europa har Afrika – specielt syd for Sahara – ikke været et epicenter for Covid-19. På trods af et svagere og dårligere udstyret sundhedsvæsen er Afrikas dødsrate lavere per indbygger end Europas. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er en af grundene til de lave afrikanske tal, at Afrikas befolkning er meget ung – 60 procent er under 25 år. Covid-19 har vist sig mest dødelig for de ældre borgere. I maj måned konstaterede Statens Serum Institut, at gennemsnitsalderen for patienter som er døde med Covid-19 i Danmark er 82 år.
Læs også: ‘Covid-19 i Afrika: Gode og dårlige nyheder’
Men eksperter peger også på Afrikas ekspertise i og erfaring med at kontrollere epidemier. Truslen om en epidemi lurer konstant i de afrikanske regeringer, og her kan Europa måske lære en ting eller to. For vores hospitaler var overhovedet ikke klar til at håndtere en fremadstormende virus som corona.
”Jeg mener, at der er en simpel forklaring på det her. Europa har ikke oplevet en pandemi de sidste mange år. Vores regeringer har ikke taget fortiden i betragtning, da de investerede i nye hospitaler, og derfor er vores sygehuse ikke designet til at håndtere en pandemi,” siger Michele Di Marco, direktør for den danske organisation Emergency Architecture & Human Rights til Globalnyt.
Afskærmede afdelinger er del af svaret
I en del afrikanske lande har man bygget hospitaler efter en simpel arkitektonisk grundstruktur, der gør det muligt at håndtere potentielle epidemier, samtidigt med at man kan fortsætte med at behandle almindelige patienter. En epidemi får derfor ikke lov til at diktere presset så sygehusene.
Ideen er simpel. Ved at designe afskærmede afdelinger i yderkanten af hospitaler og sygeområder, forhindrer man smittede i at komme i kontakt med de øvrige patienter. Når hospitalet er designet på sådan en måde, behøver man altså ikke pludseligt at afspærre store bygninger beregnet til behandling af andre sygdomme og ændre logistikken radikalt i tilfælde af en pandemi.
Der er nemlig en gylden regel for, hvordan man bekæmper en smitsom sygdom fra et arkitektonisk synspunkt:
”Isolér, isolér, isolér patienterne,” siger Luca Fontana, epidemiolog for WHO, til Globalnyt.
Han har de seneste mange år rådgivet flere lande i Afrika i bekæmpelsen af epidemier, men for første gang i karrieren er han blevet kaldt til Europa for at rådgive hospitalerne i håndteringen af Covid-19.
”Sammenlignet med Europa er Afrika bedre til at tilpasse deres hospitaler, efter hvad der er akut behov for. Afrika er nok mere vant til store katastrofer og har mere erfaring i arbejdet med smitsomme sygdomme. Det offentlige system er heller ikke altid godt struktureret, og det giver plads til mere fleksibilitet,” siger han.
Manglen på fleksibilitet i hospitalsvæsnet kan gøre det svært at handle hurtigt.
”Da jeg arbejdede i Italien, var det hele anderledes. Hospitalerne var designet efter en stram standard, der ikke gav plads til at ændre på funktioner uden at involvere arkitekter, ingeniører og tømrere. Når du kommer med et nyt initiativ i Afrika, er der en vilje til at føre det ud i livet – i Italien er det ikke noget, man bare lige gør,” siger Luca Fontana.
Investeringer i forebyggelse er faktisk ikke dyr. Havde Europa før Covid-19 investeret i hospitaler, der arkitektonisk var designet til at håndtere pandemier, og havde man investeret i forebyggende udstyr mod sygdomsspredning, ville pengene være givet godt ud uanset hvad, vurderer Michele Di Marco fra Emergency Architecture & Human Rights:
”Du kan tydeligt se, hvor værdien er. Det er dyrest at investere i nødsituations- og helbredelsesdelen, som har været prioriteringen for mange europæiske regeringer, men penge brugt på forebyggelse er meget billigere, og i sidste ende redder det flere liv.”
Europa kan lære noget
Blandt de europæiske lande har Danmark fået ros for de tidlige påførte restriktioner, som skulle dæmme op for Covid-19, da virusset for alvor begyndte at sprede sig i Europa.
Fejlen for mange af de andre europæiske lande var manglen på hurtig respons. Først da Italien og Spanien for alvor lå i knæ, blev Covid-19 dødeligt alvor for regeringerne rundt i Europa. Grænserne lukkede, og kapløbet om at skaffe masker og sprit blev intensiveret.
I Afrika var reaktionen derimod prompte. Da Egypten sidst i februar konstaterede kontinentets første Covid-19-tilfælde, samlede Afrikas Center for Sygdomskontrol 40 ministre fra det afrikanske kontinent til et møde den 22. februar.
Inden for få dage havde gruppen fastlagt en fælles, kontinental strategi mod Covid-19. Et værktøj for regeringerne til indbyrdes at koordinere bekæmpelsen af virusset.
”Covid-19 har virkelige afsløret splittelserne i verden og vist det fællesskab, vi har i Afrika. I de 30 år jeg har arbejdet i sundhedsvæsnet, er det første gang, at kontinentet har stået så stærkt sammen,” siger John Nkengasong, direktør for Afrikas center for sygdomskontrol, i Voice of Asia.
Netop samarbejde spiller en afgørende rolle for, hvordan verden kommer igennem en epidemi.
”Der er ingen chance for, at vi kan komme igennem en global udfordring som Covid-19 uden at arbejde sammen,” siger Michele Di Marco til Globalnyt.
Europas håndtering får heller ikke rosende ord fra Fontana og WHO.
”Vi har fejlet. Ingen diskuterede en potentiel pandemi eller tog sig af det, før Covid-19 nåede sit højeste. Vi har fejlet som globalt fællesskab,” siger han.
Hvad kan Europa lære af det globale syd i forhold til bekæmpelsen af pandemier?
”Vær fleksibel og ikke arrogant. Fleksibel som i at offentligheden skal kunne reagere på situationen uanset strikse administrative procedurer. Det skal vi absolut lære. Europa skal ikke være arrogant. Det skal erkende sundhedsvæsnernes skrøbelighed. Erkende, at vi ikke var klar. Kast stoltheden til side,” siger Fontana.
