I december tog USA’s daværende præsident, Joe Biden, sin sidste tur over Atlanten for at besøge Angola. Hans første tur til landet, faktisk til hele kontinentet, i hans fire års regeringsperiode.
Årsagen var Lobito-korridoren, et ambitiøst infrastrukturprojekt, der sigter mod at optimere transporten af råstoffer fra det centrale Afrika til de globale markeder.
Projektet indebærer en modernisering af Benguela-jernbanen, en jernbanelinje, oprindeligt bygget under Portugals kolonistyre, som forbinder Angolas atlanterhavskyst med Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) og Zambia.
Med en ekstra investering på 600 millioner dollars er målet at reducere transporttiden med flere dage og skabe en vestvendt eksport-korridor for kobber og kobolt – to vigtige mineraler i den globale teknologiske industri og den grønne omstilling.
Samtidig bliver projektet præsenteret som et initiativ, der både skal styrke den lokale økonomi, skabe flere arbejdspladser og reducere transporttiden for borgerne i de tre afrikanske lande.
På sin tur til Angola understregede Biden betydningen af det, han betegnede som et historisk øjeblik. I en tale på en regnfuld dag ved Angolas nationale slaverimuseum anerkendte han landets smertefulde fortid, men man måtte nu forstå, at USA nu var “all in” på Afrika.
Fra all in til America First?
Her få måneder efter besøget har Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus ændret USA’s tilgang til Afrika markant.
Trump har frosset bistand, nedtonet amerikansk engagement i kontinentet og skabt kontrovers ved at udtale, at „ingen ved, hvad Lesotho er‟, samt ved at hævde, at den hvide befolkning i Sydafrika bliver behandlet uretfærdigt.
USA’s investering i Lobito-korridoren var ikke kun en økonomisk satsning, men også en geopolitisk strategi for at imødegå Kinas enorme indflydelse i Angola og resten af Afrika. Med Trump tilbage i Det Hvide Hus er der dog opstået tvivl om, hvorvidt USA vil fortsætte finansieringen af projektet – især i lyset af hans regerings nedskæringer i bistand og udviklingsmidler generelt.
Dog mener Alex Vines, leder af Afrika-programmet ved tænketanken Chatham House, at projektet passer direkte ind i Trumps økonomiske og strategiske prioriteringer:
„Adgangen til kritiske mineraler og konkurrencen med Kina er centrale drivkræfter i Trump-administrationens politik og passer til den transaktionelle beslutningsproces.“
Hvis USA mod forventning trækker sig fuldstændigt, har Angola andre muligheder.
Over et telefonopkald får jeg fat i journalist og politisk kommentator Cláudio Silva, der er født og bosat i Angolas hovedstad, Luanda. Han forklarer, at „præsidenten, João Lourenço, siden sin tiltrædelse i 2017 aktivt har arbejdet på at styrke diplomatiske bånd til både Europa, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater.‟
Illustration: Claus Bunk/Wikimedia
Jernbanens private hovedsponsorer er de europæiske virksomheder Trafigura, Vecturis og Mota-Engil, som vandt udbuddet om at drive og udvikle Lobito-korridoren. Som Cláudio Silva fremhæver, er det især europæiske firmaer og andre private investorer, der driver projektets udvikling fremad.
Mota-Engil skal også til at i gang med et stort infrastrukturprojekt i DR Congo: Portugisisk entreprenør skal bygge DR Congos første dybhavshavn
Ikke desto mindre spillede den amerikanske støtte en afgørende rolle – både økonomisk og som et symbolsk signal om USA’s forpligtelse og engagement i regionen.
Kinas alternative tilgang
Angola er dermed ved at skifte sin trofaste partner, Kina, ud. Kina har været en tæt økonomisk partner for Angola siden borgerkrigens afslutning i 2002, og Angola har været et af de lande, der har lånt mest af Kina – med en gæld på omkring 17 milliarder dollars i 2024. Den enorme gæld og flere korruptionsskandaler er en af de primære årsager til, at Angola nu forsøger at ændre sin diplomatiske retning.
Kina har længe fulgt en strategi i Afrika, der fokuserer mindre på humanitær bistand og menneskerettigheder og mere på massive infrastrukturinvesteringer. Denne tilgang har, som Silva påpeger, været attraktiv for flere afrikanske lande.
„Kina kom efter borgerkrigen med kolde kontanter – fem milliarder her, 10 milliarder der. „MPLA (partiet, der har siddet på regeringen siden 1975) foretrak Kina som samarbejdspartner, fordi kineserne ikke krævede gennemsigtighed, bestemte demokratiske værdier eller respekt for menneskerettigheder.‟
Foto: Michael Phillips
Som resultatet af de store investeringer er Kina også langt foran i mineral-kapløbet med USA på det afrikanske kontinent. For eksempel står kinesiske selskaber for mere end 80 procent af Afrikas produktion af lithium.
Under João Lourenço har Angola ført en mere pragmatisk udenrigspolitik ved at diversificere sine investorer og mindske afhængigheden af én partner – et markant skift fra landets tidligere tætte bånd til Kina.
Under den kolde krig var Angola et marxist-leninistisk etpartistyre under MPLA, støttet af Sovjetunionen og Cuba, mens USA og apartheidregimet i Sydafrika finansierede UNITA i en af periodens blodigste stedfortræderkrige. Derfor var det også historisk, da Lourenço bød Joe Biden velkommen.
I takt med Angolas skiftende diplomatiske linje har Kina rettet sit fokus mod TAZARA-jernbanen – en jernbanelinje på den østlige side af kontinentet, som strækker sig fra Tanzania til Zambia.
Kina meddelte den 20. marts, at landet vil investere 1,4 milliarder dollars i at opgradere TAZARA-linjen, som blandt andet skal transportere mineraler fra Zambia til havnen i Tanzanias hovedstad, Dar es-Salaam. Linjen blev oprindeligt opført med Kina som storinvestor under Mao-æraen i 1970’erne.
Dertil har Kina en dominant rolle i minerne i hele det såkaldte kobberbælte. For eksempel viser en rapport fra 2023, at kinesiske virksomheder står for over 63 procent af DR Congos produktion af kobber og kobolt.
Som Alex Vines påpeger: “En risiko ved Lobito-korridoren er, at de primære brugere vil ende med at være mineselskaber fra Kina og Canada – noget, som Trump ikke vil.”
Kan magtspillet skabe en chance for Angola, DRC og Zambia?
Kinas dominans i Den Demokratiske Republik Congo kan blive udfordret, efter at landets regering for nylig kom med et tilbud om at bytte adgang til sine mineraler mod sikkerhedsgarantier fra USA. Hvis aftalen bliver en realitet, vil behovet for en stabil og effektiv Lobito-jernbane blive endnu vigtigere. Angola har forsøgt flere gange at mægle forhandlingerne mellem Rwanda, M23 og DR Congos regering i den krig, der foregår lige nu i det østlige DRC.
DR Congos præsident, Félix Tshisekedi, udtalte til Fox News den 19. marts, at særligt Silicon Valley har en stor interesse i at sikre adgangen til kritiske mineraler gennem en sådan aftale. Samtidig påpegede han, at USA’s indflydelse i regionen er aftaget gennem de seneste mange år. Tomrummet er blevet udfyldt af storinvestoren Kina.
Fra Claudio Silva lyder det, at udover at Vesten har brug for mineralerne, kan jernbanen også for alvor ændre livet for mange i Angola, hvis det gøres rigtigt.
Alligevel tvivler han på, at hans regering rent faktisk vil gøre noget godt for lokalsamfundet: “Det kunne transformere lokale industrier – styrke landbrug, logistik og infrastruktur – men det afhænger af kompetence, og desværre har vi stadig en regering, der kæmper med netop det.‟
“At udvinde mineraler i Afrika for at eksportere dem til en anden del af verden er ikke nyt – det var hele grundlaget for kolonialismen. Spørgsmålet er, hvordan Angola selv kan drage fordel af denne investering og sikre, at den tilfører reel værdi til landet.
”Spørgsmålet er, om Benguela-jernbanen kan blive en reel katalysator for vækst og udvikling i Angola – eller om landet ender som brik i en større geopolitisk rivalisering, hvor jagten på mineraler overskygger de lokale behov. Derfor bliver det spændende at se, om Angola, DR Congo og Zambia kan udnytte de spændinger, der forekommer mellem Europa, USA og Kina – til at skabe vækst for deres borgere.
