KOMMENTAR
Af Peter Kenworthy
aktiv i NGOen Afrika Kontakt
”Vi er oppe mod en verden, der er blind overfor, at man kan være andet end heteroseksuel”, siger Søren Laursen.
Han er retspolitisk talsperson for Projektrådgivningen og Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle, og Transpersoner i Danmark (LGBT Danmark) og i gang med at holde et oplæg på et møde for nylig i København, arrangeret af Projektrådgivningen og LGBT med titlen ”Homoseksualitet, rettigheder og udvikling”.
Ifølge LGBT Danmark er homoseksuelle, biseksuelle, og transpersoner i Syd nemlig ”ikke blot forfulgt og diskrimineret, men også en særlig sårbar og svagt stillet gruppe med særlig risiko for at ende i fattigdom, ufrivillig prostitution eller selvmord”.
(Se forklaring på begrebet transpersoner efter artiklen)
Hvad gør vi i Danmark?
Men i den danske udviklingsverden, hvor man ellers siger, at man lægger vægt på at hjælpe de svageste grupper og på at fremme menneskerettighederne for de allersvageste, beskæftiger man sig ikke specifikt med LGBT-gruppens rettigheder i Syd.
Og dét selv om homoseksualitet eksempelvis, ifølge LGBT Danmark ”er kriminaliseret i 8 af 12 af Danmarks nuv. programsamarbejdslande”. Danmark har nemlig ikke har officielle retningslinjer eller politikker, der målrettet og proaktivt skal styrke LGBT-menneskerettigheder i det global Syd.
– LGBT er nævnt i Danidas 2011 køreplan, men vagt, siger Susanne Branner Jespersen fra LGBT Danmarks Global South gruppe.
En hurtig søgning om LGBT og homoseksuelle på hjemmesiderne hos de store danske udviklingsorganisationer såsom Mellemfolkeligt Samvirke (der bl.a. arbejder i Zambia, Uganda, Zimbabwe, Tanzania), IBIS (der arbejder i Uganda), CARE (der virker i Uganda og Tanzania), og Folkekirkens Nødhjælp (aktiv i Uganda og Zambia), giver desuden stort set ingen hits.
Og i hvert fald ingen hensigtserklæringer om specifikt at arbejde med seksuelle minoriteters eller LGBT-områdets rettigheder, selv om alle de nævnte projektlande kriminaliserer homoseksualitet.
Andre mindre organisationer, som min egen organisation, Afrika Kontakt, arbejder i lidt højere grad med LGBT-området.
– Afrika Kontakt har bl.a. støttet homoseksuelle i Uganda, via vores partner HAG, der har været aktiv mod de tiltag landets regering har forsøgt sig med for at forbyde homoseksualitet, siger informationsmedarbejder i Afrika Kontakt, Morten Nielsen.
– Vi tager desuden spørgsmålet om homoseksuelle og deres rettigheder op over for vore partnere, lægger han til.
Danske NGOer burde dog generelt set fokusere mere på dette område. For ud over at LGBT-gruppen er ekstremt udsat, ikke mindst i Afrika hvor organisationerne især arbejder, er angreb på homoseksuelle, biseksuelle, og transseksuelle ikke blot et problem for disse grupper.
Tværtimod er angrebene imod disse grupper med til at underminere andre tilkæmpede rettigheder ved at skabe en atmosfære af intolerance og underminere respekten for mangfoldighed.
Intolerance på et område avler intolerance generelt, så når menneske-retsorganisationer og civilsamfund tier om menneskeretsovertrædelser overfor LGBT-gruppen, modarbejder de reelt deres egen sag.
Både udenrigsministeriet, Danida og de danske udviklingsorganisationer, der har projekter i lande som kriminaliserer homoseksualitet, burde derfor have en egeninteresse i at arbejde mere seriøst og direkte med LGBT-området.
Men det mener LGBT Danmark ikke man vil gøre uden pres udefra – måske på grund af emnets følsomme karakter i Afrika.
– Jeg tror ikke det er noget man rigtigt ønsker at tage stilling til, heller ikke med den nye regering, sagde Richardt Heers fra LGBT Danmark under mødet, der fandt sted 30. november.
– Danida henviser til, at man er ved at gennemføre EU’s retningslinjer på området. Et er hvis man har et EU-papir, noget andet er hvis man har nogle danske retningslinjer. Så sker der nok noget mere, anførte han.
Richardt Heers mente dog, at vi kan lære noget af de andre skandinaviske lande: – I Norge får alle ambassader tilsendt retningslinjer i forhold til LGBT om hvordan man bør opføre sig. Sådan nogle efterlyser vi i Danmark.
Homofobi i Afrika
Der er ellers nok at tage fat på.
38 lande i Afrika kriminaliserer homoseksualitet, mange med lange fængselsstraffe og enkelte med mulighed for dødsstraf. Andre lande, der ikke direkte forbyder homoseksualitet, har love der kan benyttes til at retsforfølge LGBT-grupper og individer.
De fleste afrikanske lande forsøger således lovmæssigt at regulere, hvem man må forelske sig i eller have sex med.
Desuden udsættes mange i LGBT-gruppen for afpresning, tyveri, voldtægter, og mord især i det sydlige Afrika. Og dem, der begår disse handlinger, forbliver for de flestes vedkommende ustraffede på grund af ofrenes frygt for at stå frem, samt landenes kriminalisering af homoseksuelle.
Mange afrikanske religiøse ledere har desuden åbent og brutalt fordømt homoseksualitet som syndigt og u-afrikansk, hvilket er med til at retfær-diggøre homofobi og anspore til vold og drab imod LGBT-gruppen.
For mange af politikernes vedkommende sker det tilsyneladende for at aflede opmærksomheden fra deres egne brutale styrer eller for at score billige, anti-imperialistiske point hos befolkningen. Seksualitet er tydeligvis derfor ikke kun et spørgsmål om religion, men også om magt og statskontrol i Afrika.
Desuden er seksualitet i bredeste forstand i vid omfang tabuiseret i Afrika.
Også fordi seksualitet tidligere, og til dels stadigvæk, traditionelt har været et fælles anliggende i mange afrikanske samfund, så at sige, og ikke et individuelt, da hvem man giftede sig med og hvor mange børn man fik, var et anliggende for såvel det lokale samfunds fortsættelse som for ens forfædres anseelse.
Ifølge Marc Epprecht , professor i udviklingsstudier fra Queen’s University i Canada, er der ingen beviser for at homoseksualitet er unaturligt eller u-afrikansk. ”Igennem mere end ti års research har jeg ingen beviser fundet på, at homoseksualitet er unaturligt eller u-afrikansk”, skriver han i bladet Perspectives.
“Tværtimod er der mange beviser på, at homoseksualitet har eksisteret over hele Afrika længe før araberne og europæerne koloniserede meget af kontinentet”, tilføjer Epprecht.
Fra vestlige missionærer og kolonitden
Nutidens holdning til homoseksualitet stammer tværtimod i høj grad fra vestlige missionærer og kolonitidens victorianske lovgivning og seksual-moral, samt fra den usikkerhed som opbruddet af landsbysamfundene førte med sig.
Mange medarbejdere fra udviklings- og menneskeretsorganisationer har stødt på denne holdning. De søger at stoppe diskrimination og vold mod LGBT-gruppen udfra en menneskerettighedsvinkel, men religionen overtrumfer den rettighedsbaserede tilgang.
De lokale, der arbejder rettighedsbaseret, siger måske ofte pæne ting om homoseksuelles rettigheder, men denne holdning står ofte i skarp kontrast til deres private holdning om homoseksualitet, der tit er afledt af en mere eller mindre ordret fortolkning af bibelen eller koranen.
Flere nye principper og deklarationer, bl.a. den afrikanske LGBTI-deklaration fra 2010, ønsker at gøre op med sådanne holdninger og sikre at afrikanske seksuelle minoriteter bliver en del af den generelle afrikanske identitet.
”Vi står for en afrikanske revolution, som indbefatter kravet om at genoverveje hvordan vores liv skal leves, udenfor nykoloniale magt- og identitetsrammer”, står der i deklarationen.
Det samme gælder Yogyakarta principperne fra 2007. De er et sæt bindende menneskerettighedsprincipper, der søger at sikre LGBT-gruppen samme basale rettigheder som alle andre. Danmark får bl.a. kritik for ikke at overholde disse principper.
Retten til selv at bestemme hvem man vil elske og elskes af
Retten til at definere sin egen seksualitet er til dels grundfæstet i diverse menneskerettighedserklæringer, selv om det har taget sin tid.
– Homoseksualitet var ikke med i menneskerettighedserklæringen fra 1948, selv om mange homoseksuelle blev forfulgt under 2. Verdenskrig, siger Susanne Branner fra LGBTs Global South Gruppe.
Amnesty International er blandt fortalerne for seksuelle minoriteters menneskerettigheder.
Amnesty betragter mennesker, som er tilbageholdt eller fængslet udelukkende på baggrund af deres homoseksualitet, eller for deres kønsidentitet, som samvittighedsfanger og opfordrer regimer, der holder dem indespærret, til at løslade dem øjeblikkeligt og uden forbehold.
Ifølge den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheders artikel 2, stk. 2, påhviler det de lande, der har underskrevet konventionen, at sikre rettighederne for deres borgere, ”uden forskelsbehandling af nogen art i henseende til race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling”.
Disse rettigheder inkluderer ifølge FNs Komite for Økonomiske, Sociale, og Kulturelle Rettigheder også seksuelle minoriteter. FN ventede dog helt til 2011, før man vedtog den første resolution nogensinde – fremlagt af Sydafrika -, der fordømmer diskrimination af homoseksuelle.
Også den Afrikanske menneskerettighedskonvention, African Charter, beskytter for så vidt indirekte LGBT-gruppen. I charterets artikel 3 står der således, at ”alle individer er lige for loven”.
Ifølge den sydafrikanske menneskeretsadvokat, Sibongile Ndashe, ”har den Afrikanske Kommission [en pendant til den Europæiske kommission] længe arbejdet for LGBT-rettigheder og sagt at diskrimination på baggrund af seksuel observans er uforeneligt med den Afrikanske Charter”.
I praksis er mange medlemmer af den Afrikanske Union dog imod dette arbejde, hvilket bl.a. kunne ses, da langt de fleste afrikanske lande stemte imod en FN-resolution om afkriminalisering af LGBT i 2008.
De stemte i stedet en mod-resolution, hvori der bl.a. stod, at accept af rettigheder på baggrund af ”sexual orientation” ville kunne føre til pædofili og incest, og at LGBT-gruppen ikke er ”sårbar”, og derfor ikke har brug for særlig beskyttelse.
“International Gay and Lesbian Human Rights Commission” siger derfor også i en rapport, at fremskridt for LGBT-gruppen i Syd netop kræver en kombination af menneskeretsdagsordenen, der kan vise hvordan LGBT-gruppens rettigheder rutinemæssigt bliver overtrådt, og en indsats fra civilsamfund og menneskeretsforkæmpere, som kan belyse og kræve handling fra lande, hvor LGBT-rettigheder overtrædes, og yde hjælp til de organisationer, der kæmper lokalt.
Hvad kan vi gøre i Danmark?
Ifølge LGBT Danmark burde Danmark have en langt mere offensiv politik på LGBT-området.
”LGBT Danmark ønsker således en officiel dansk politik for indarbejdelsen af LGBT-menneskerettigheder i den danske statslige udviklingsbistand”, står der i organisationens Strategi for styrkelse af LGBT-menneskerettigheder i det globale Syd.
Strategien konkluderer, at man ”ultimativt vil … arbejde for vedtagelsen af en decideret FN-konvention om LGBT-menneskerettigheder”.
Men på det mere underordnede niveau ”on the ground”, eksempelvis i det mellemfolkelige arbejde med LGBT-rettighedsorganisationer i Syd, er det langt sværere at være så håndgribelig.
Overordnet er der dog en vis konsensus om, at man må indarbejde LGBT-rettigheder i udviklings- og menneskerettighedsarbejdet, som man bl.a. gør det i Sverige og Norge, og støtte lokale organisationers arbejde for at bryde myterne og fordommene i deres respektive lande.
Der er dog uenighed om, hvor tydeligt og kraftigt man som dansk organisation skal være med til at agitere for LGBT-gruppens rettigheder i Afrika. Flere udtrykte således på mødet i november, at det eksempelvis ikke hjalp at sende forkyndende vestlige aktivister til Afrika.
Ifølge projektmedarbejder i AIDS-Fondet, Anne Raahauge, der tidligere har arbejdet med homoseksuelle og hiv/aids for UNAIDS i Tanzania, skal man have en sundhedsvinkel for overhovedet at kunne beskæftige sig med LGBT-rettigheder i Afrika.
– Man må tage en sundhedsvinkel, for at få lov til at tale om dette problem; så kan man senere hen tage rettighedsvinklen, sagde hun på november-mødet.
Anne Raahauge mener desuden, at kapacitetsopbygning af LGBT-organisationer i Syd er vigtigt, og at man må være meget bevidst om sikkerheden for disse organisationers medlemmer.
– Kriminaliseringen gør at der ikke er nogen der har lyst til at træde frem. Der er derfor oftest dem der ikke har nogen uddannelse, der træder frem og arbejder med området, for de har mindre at tabe, gør hun gældende og lægger til:
– Der er derfor brug for kapacitetsopbygning. Man skal dog tage sine forholdsregler, da folk har så meget på spil. Mange kommer til møderne med kasket og solbriller. Man koordinerer sin afgang. Man tjekker deltagerlisten. Man sørger for, at der ikke må tages billeder.
Desmond Tutu tør hvor andre tier
En måde at sikre, at kampagner om LGBT-rettigheder i Afrika kan være mere offensive og sikre, at de enkelte medlemmer af LGBT-rettighedsorganisationerne ikke udsætter sig selv for unødig fare, kunne være at benytte afrikanske fortalere.
Det kunne både være ved at afmystificere emnet ved at få autoriteter til at stå frem som homo-, bi- eller transseksuelle, så man giver LGBT-gruppen et ansigt, og ved at sikre at sådanne kampagner ikke kan affejes som endnu et eksempel på vestlig kulturimperialisme.
Det kunne også ske ved at bruge i forvejen kendte og respekterede afrikanske nøglepersoner.
Desmond Tutu, tidligere ærkebiskop og anti-apartheid aktivist, er således en stærk fortaler for homoseksuelles rettigheder og har kaldt homofobi for en ”forbrydelse imod menneskeheden” og ”ligeså uretfærdigt som apartheid”.
Festus Mugae, tidligere præsident i Botswana og nu formand for “Champions for a HIV-Free Generation”, sammenkæder kampen imod homofobi og LGBT-kriminalisering i Afrika med kampen mod hiv/aids.
– Så længe vi er for ufleksible til at kunne rumme homoseksuelle, og derfor lader dem udenfor, kan vi aldrig vinde kampen imod aids, sagde Mugae under en konference i Malawi i maj i år.
Den tidligere zambianske præsident, Kenneth Kaunda, tilføjede på samme konference, at ”vi ikke kun fordømmer afrikanske ledere, der kriminaliserer ægteskaber mellem mennesker af samme køn, men også opfordrer dem til at anerkende disse mennesker, for at komme hiv og aids til livs”.
Afkriminalisering af LGBT-gruppen er i hvert fald ikke nok, hvilket kan ses i lande som Sydafrika, hvor seksuelle rettigheder sikres i landets forfatning (§9.3 og 9.4), men hvor mange LGBT-personer stadigvæk udsættes for vold, voldtægter, og trusler.
LGBT-rettighedsbevægelsen er i fremdrift
Historien viser, at enhver succesfuld kampagne for frihed skal komme fra de undertrykte selv, og bøsser, lesbiske, bi- og transpersoner er da heldigvis også i fuld gang med at forsøge at frigøre sig fra homofobisk tankegang og lovgivning i deres respektive lande.
– Der er en spirende bevægelse af aktivister, som slås for LGBT-rettigheder, siger den sydafrikanske menneskeretsadvokat Sibongile Ndashe til bladet Perspectives”og fortsætter: – Gradvist er også andre dele af civilsamfundet begyndt at se de mange brud på LGBT-gruppens rettigheder som et menneskeretsspørgsmål.
Bevægelsen har brugt mange strategier for at forsøge at fremme LGBT-rettigheder, herunder at dokumentere rettighedskrænkelser, teaterstykker og udstillinger, samarbejde med religiøse ledere, og forsøge at få ændret lovgivningen i de respektive lande.
– Synlighed er dog et problem, siger Ndashe, der pointerer, at bevægel-sen stadig må arbejde i al hemmelighed i mange afrikanske lande.
At LGBT-området, herunder især mandlig homoseksualitet, er på dagsordenen i så mange afrikanske lande, kan dog ses som et tegn på, at bevægelsens arbejde har haft effekt og at magthaverne føler sig presset af bevægelsen.
Hvis man i højere grad end nu kan lykkes med at gøre fælles sag med civilsamfunds- og menneskeretsorganisationerne, samt skaffe penge og projekter til tiltag som eksempelvis kapacitetsopbygning og SMS-kampager vil bevægelsen sandsynligvis kunne have en langt større effekt.
Hvad er en transperson?
En transperson dækker over både
* transkønnede (overskrider den binære kønsforståelse mand/kvinde, men har intet ønske om at skifte køn),
* transseksuelle (er født i den biologisk forkerte krop i forhold til det køn de føler sig som, biologisk mand der føler sig som kvinde og omvendt) og
* transvestitter (personer der ifører sig “det andet køns” tøj, og derved føler sig som dette køn, men ikke ønsker at skifte køn operativt).
Derfor er det misvisende kun at bruge ordet transseksuelle om denne gruppe.
LGBT Danmark har lavet “Den Lille Grønne”, der forklarer LGBT uden at det bliver alt for indviklet.
Se den på
http://www.lgbt.dk/fileadmin/site/om_foreningen/DenLilleGroenneOmLGBT.pdf
