Hvordan bygges en nation?

En søndag i 1979 var en engelsk læge og jeg ved at anlægge en have på grunden bag projekthuset, dengang børnehospitalet i den lille by Gorom-Gorom endnu var et projekt under Save the Children Fund. På et tidspunkt så han glad op på mig med svedperler på panden: ”We are building a nation!”

Trods det tilfredsstillende i at lave noget, der umiddelbart kunne ses, tænkte jeg: ”Nej du, man kan ikke bygge en nation på andres vegne.”
Det mener jeg stadigvæk, og det er værd at minde læseren om, at på dét tidspunkt var det kun 19 år siden, at Burkina Faso, dengang under navnet Øvre Volta, var blevet en selvstændig stat.

Øvre Voltas Sibirien
Fem-seks år tidligere havde byens katolske præst, en fransk missionær, set Sahel-tørkens drama udspille sig for sine øjne, med sultedød og udsigtsløshed for tusinder af mennesker, herunder mange maliske flygtninge. Han tog til hovedstaden Ouagadougou for at gøre de centrale myndigheder opmærksom på krisens omfang, men han kunne ikke finde nogen i centraladministrationen, der forstod situationens alvor. Det var først, da han i landets radio havde fået arrangeret en rundbordssamtale om emnet, at landets ledelse opdagede, hvor slemt det stod til. 

Der var dengang meget lidt kontakt til den fjerne provins. Den blev betragtet som en slags Øvre Voltas Sibirien, hvortil magthaverne kunne sende embedsmænd, de ville have på lang afstand. 

Det skal næppe heller undervurderes, at mens befolkningsflertallet, især i nord, er muslimsk, så var både den politiske elite og skolesystemet dengang katolsk domineret – et levn fra kolonitiden.

Historien
Sådan oplevede jeg omtrent udgangspunktet for opbygningen af den nation, vi i dag kender som Burkina Faso: At Gorom-Gorom og naboområderne var et fattigt, tørkeramt sted, som mentalt knap hørte til landet – hverken fra de lokales vinkel eller set fra hovedstaden.

Kolonien Øvre Volta blev formelt oprettet af Frankrig i 1919 efter en militær besættelse, der tog fart efter erobringen af Ouagadougou i 1896.

I 1932 blev området splittet op og overført til henholdsvis Elfenbenskysten, Fransk Sudan og – blandt andet Gorom-Gorom – til Niger.

I 1947 genskabtes kolonien inden for de tidligere grænser, utvivlsomt efter pres fra den traditionelle mossi-kejser af Ouagadougou, der hellere ville være en stor fisk i en lille sø end det modsatte – og som Frankrigs tak for ikke mindst mossi-folkets store deltagelse på fransk side i krigen i Europa i 1939-45. Navnet Øvre Volta blev genindført.

Da republikken Øvre Volta i 1958 blev en selvstyrende koloni i Fransk Vestafrika, var de fleste indbyggere i Gorom-Gorom området, og i andre dele af landets periferi, mentalt set omtrent lige så langt fra mossi-lederen som fra den franske guvernør i Ouagadougou. 

Selvstændighed
Det fortælles, at mossi-kejseren ved den anledning sendte sine ryttersoldater, bevæbnet med spyd, bue og pil, til den nyåbnede nationalforsamling for at generobre den magt, hans forgænger havde mistet ved den franske besættelse i 1896 (og nu ikke blot over det oprindelige mossiområde, men over hele den nyetablerede stat), men at de traditionelle soldater nærmest blev til grin over for de moderne udrustede vagter.

Den 5. august 1960 opnåede landet uafhængighed fra Frankrig. Samme år blev det medlem af De forenede Nationer og valgte sin første nationalsang. I november 1960 blev den første forfatning sat i kraft.

Landet var allerede da medlem af franc-zonen; møntfoden cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev i 1958 ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique. 

Dermed var symbolerne for en ny stat på plads: Navn, flag, nationalsang, forfatning, møntfod og medlemskab af FN.

Tilpasset overmagten
Optimismen i eliten i Ouagadougou var efter historieskrivningen at dømme ganske stor, men en rapport fra Verdensbanken beskrev i 1963 Øvre Volta som det fattigste land i Vestafrika.

I 1980 blev jeg sammen med min gode ven i Gorom-Gorom, Abdoulaye, en aften inviteret hen i en fransk familie for at se månen i deres stjernekikkert. Vi var vist begge to lige imponerede over, at vi tydeligt kunne skelne mellem forskellige månekratere, og bagefter talte vi om, at man måske kunne have skimtet en stor lastbil, hvis der havde været en sådan parkeret deroppe.

Da Abdoulaye anden gang stirrede gennem kikkerten, mumlede han: ”Vi kommer til at betale skat i lang tid.” Det er et gammelt mundheld, som udtrykker hans folks ydmygende erkendelse af, at så længe fremmede magthaveres tekniske formåen er overvældende, må man tilpasse sig overmagten. Jeg opfattede hans reaktion som en ganske vist uvidenskabelig, men reel bekræftelse af, at Øvre Volta dengang ikke havde den mentale sammenhængskraft, der må være en betingelse for at kalde landet en fuldgyldig nationalstat.

Tilbagevenden til ’gamle dage’ var imidlertid sjældent et ideal, jeg stødte på. Lad mig blot minde om, at Abdoulaye tilhører et folk, hvoraf de fleste indtil 1903 blev betragtet som slaver. Ambitionen var helt overvejende fremadskuende.

Symboler
Den næste afsnit i historien om opbygning af en nationalstat efter Øvre Voltas uafhængighed fra den franske kolonimagt kan passende begynde med den sankaristiske revolution i 1983. Revolutionslederen Thomas Sankaras budskab om, at nu var han og den brede befolkning allierede – i opposition til såvel den vestligt uddannede elite i Ouagadougou som til de traditionelle ledere – havde mærkbar effekt.

Sankara havde sans for symboler. Allerede året efter fik landet sit nuværende navn og en ny nationalsang (med det cubansk inspirerede omkvæd ’Fædrelandet eller døden, vi vil sejre!’). De tre bifloder til Volta-floden (som gav kolonien sit navn) fik deres oprindelige, afrikanske navne igen, og endelig fik man nyt flag. De nye farver – rød, grøn og gul – er fælles for mange afrikanske flag, og det menes, at den røde symboliserer kampen for uafhængighed, den grønne Burkina Fasos frugtbarhed, den gule landets naturlige rigdomme, og at stjernen symboliserer Sankaras revolution.

Men revolutionen bestod ikke blot af symboler. Infrastruktur som landeveje og bustransport blev udbygget, og der blev satset på servicefunktioner i de største provinsbyer, som for eksempel folkeherberget i Gorom-Gorom. Fastnettelefonen blev udbredt – og senere fik mobilnettet og internettet stor betydning for udviklingen. I de fire revolutionsår faldt korruptionen radikalt, og den folkelige opslutning til den nye kurs var i de første år mærkbar.

Kup
Til gengæld fik Sankara fjender i den lille, men stærke middel- og overklasse samt blandt traditionelle ledere, hvis magt han stækkede. I oktober 1987 blev han myrdet ved et militærkup, hvor hans tidligere kammerat Blaise Campaoré overtog magten.

Den nuværende forfatning fra 1991 bygger på Blaise Compaorés brud med revolutionsårene. Den er i stedet tilpasset vestlige donorers krav om økonomiske strukturtilpasninger og demokratiske reformer i europæisk forstand.

Der var utvivlsomt et stort flertal bag ønsket om at gøre op med revolutionen, men også bag den tanke, at det ikke betød tilbagevenden til tiden før, til Øvre Volta.

Uanset om de nævnte strukturændringer førte til en stabil økonomisk udvikling, eller de har hæmmet den, så opfatter jeg det sådan, at den revolutionære periodes styrkede tro på fremtiden førte til et delvist brud med fortidens ydmygende følelse af afhængighed.

I den forbindelse kan det også nævnes, at selv om skolen altid har været europæisk præget, så har den stigende skolegang bidraget til et større nationalt selvværd.

Langsomt blev samarbejdsforholdene mellem den burkinske administration og de udenlandske donorer lidt mere ligeværdige.

Folkerejsning
I både 1974 og i 1985 udbrød der grænsekrige med nabolandet Mali. Krigsførelse er som bekendt en meget brugt metode til at styrke en befolknings nationale identitet, men jeg mener ikke, at det var tilfældet her. Den burkinske selvopfattelse som en fredskultur, blandt andet i kraft af de udbredte traditioner for familiedrillerier, har i den forbindelse betydet langt mere end de to krige. Grænsedragningen ved det omdiskuterede område er siden blevet reguleret ved den internationale domstol i Haag.

Da en folkerejsning i 2014 smed den diktatoriske Compaoré på porten, blev der vedtaget et midlertidigt charter, som gennemførte nyvalg. Et af den nye regerings initiativer har været at nedsætte en kommission, der arbejder med en ny forfatning.

Civilsamfundet er i de forløbne årtier blevet mærkbart styrket, og foreningen Le Balai Citoyen, der med rette kan påtage sig en stor del af æren for den modige og ubevæbnede mobilisering i forbindelse med både folkerejsningen i 2014 og  modstanden mod et kupforsøg i 2015, har som erklæret mål at sikre, at landet forbliver civilt styret, og at korruptionen bekæmpes. Valgprocessen i 2016 bekræftede den nyvundne stolthed for det store flertal af befolkningen.

Nye trusler
I disse år kommer truslen mod landets sammenhængskraft især fra voldelige terrorister, og selv om kun ganske få burkinere har meldt sig ind i kampen mod den tolerance og fredskultur, som landet bygger på, vågnede beboerne i en lang række burkinske provinser den 1. januar 2019 op til en erklæring om, at deres område var erklæret i undtagelsestilstand – også Gorom-Gorom.

Som beskrevet i essayet om religion, siger man i Burkina Faso: ”Man er menneske og sågar burkiner, før man er kristen eller muslim.” Det betyder ikke, at bourkiners tro er svag, for der er ikke mange med en svag tro i Burkina Faso. Men det signalerer snarere, at landet i dag er en samlet nationalstat – med mange folkeslag, sprog og religioner, men ikke mindre sammenhængende af den grund.

Nogle synes, det er gået langsomt, og lægger vægt på, at man endnu kan finde sprækker i det burkinske murværk. Jeg mener, det er gået forbavsende hurtigt og vurderer, at der i dag er langt flere eksempler på en reel national identitet end på det modsatte.