Thea Marie Brask-Nielsen var i Malawi på højskole.
For nylig var jeg på et tre måneders ophold på Mayoka Højskole i Nkhata Bay i det nordlige Malawi. Her så jeg, hvordan lokalbefolkningen dagligt påvirkes af klimaforandringer, de knap selv er skyld i.
Malawi kaldes også for Afrikas varme hjerte. Hvert år mærker dets befolkning, hvordan konsekvenserne af klimaforandringer har stor betydning for deres levevis.
Som en del af mit ophold boede jeg hos en lokal familie i fire dage, i en lille landsby ved navn Usisya. Usisya ligger flere timers kørsel fra en større by, men tæt på Malawisøen, så den hurtigste og rareste måde at komme dertil er derfor via båd.
Hvis jorden er for tør, slår høsten af kasava fejl. Det samme gælder, hvis jorden er for våd
Thea Marie Brask-Nielsen
I løbet af de fire dage oplevede jeg, hvordan høsten af den lokale grøntsag kasava har kæmpe betydning for familiens overlevelse.
Kasava er nemlig hovedingrediensen i retten nsima, som de fleste familier i Malawi spiser til to ud af tre måltider om dagen.
Hvis jorden er for tør, slår høsten af kasava fejl. Det samme gælder, hvis jorden er for våd.
En dårlig høst resulterer i, at familiens lager af mad til vinteren indskrænkes gevaldigt, alt imens familien blot må håbe og tro på, at næste høst vil gå bedre end den forrige.
Tænk engang, at høsten for en fattig familie i en lille landsby i Malawi, beliggende flere timers kørsel fra den nærmeste storby, hvert år er som et spil kvit eller dobbelt.
Enten er høsten god eller dårlig, der er intet midt imellem.
Ikke fair
Et ord, som medierne desværre alt for ofte springer let og elegant over, når de dækker klimaforandringerne, er, hvor uretfærdigt de rammer.
For hvordan er det retfærdigt, at et lille land som Malawi er skydeskive for de værste konsekvenser af klimaforandringerne, når størstedelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom og på ingen måde påvirker klimaet i samme høje grad, som vi gør i et land som Danmark?
Jeg er godt klar over, at mange ting i livet er uretfærdige. Men lige præcis denne uretfærdighed er noget, vi som foregangsland rent faktisk kan arbejde på. Vi har en levestandard, der giver os ressourcer samt overskud til at ændre systemet og passe bedre på klimaet, end vi gør lige nu.
Vi har en levestandard, der giver os ressourcer samt overskud til at ændre systemet og passe bedre på klimaet, end vi gør lige nu
Thea Marie Brask-Nielsen
Ifølge FN’s klimapanel har stigningen i den globale middeltemperatur nået et historisk højt niveau. Koncentrationen af CO2 og andre drivshusgasser i jordens atmosfære er på sit højeste niveau i mindst to millioner år. Som konsekvens vil vi globalt opleve flere tilfælde af ekstremt vejr.
For eksempel vil de høje temperaturer i nogle dele af verden, især omkring Ækvator, give større risiko for hedebølger, hvilket kan føre til tørke og store skovbrande.
Netop disse konsekvenser er noget af det, befolkningen i Malawi oplever, og som efterhånden er blevet en helt almindelig del af deres hverdag.
Dette er på trods af, at den gennemsnitlige udledning af CO2 per indbygger i Malawi i 2023 var 0,89 tons. I modsætning til Danmark hvor den gennemsnitlige udledning af CO2 per indbygger er 7,13 tons.
Stadig oplever vi i Danmark langt fra lige så ekstreme vejrforhold, som konsekvens af klimaforandringer, som de gør i Malawi. Og det er lige netop her, klimauretfærdigheden opstår.
Håb om handling
Hvilken følelse får du, når du læser disse tal og hører om min beretning fra Malawi? Føler du uoverskuelighed, ubehag eller måske uretfærdighed?
Mit håb er sidstnævnte, da det vil betyde, at dette debatindlæg ikke har været unyttigt.
Jeg ønsker at sætte fokus på klimaretfærdighed, fordi det er et af de steder, hvor der kan findes mange gode argumenter for at handle på klimakrisen. Og på den måde skabe motivation for at gøre en forskel, både blandt politkere og befolkning.
Det vigtige i denne sag er ikke, at vi i Danmark skal pudse vores glorie og mene, at vi har gjort, hvad vi kunne for at begrænse klimaforandringer.
Nej, det vigtigste er, at vi som en del af jordens befolkning, har ansvar for hinanden i alle jordens lande. Det kan vi ikke se igennem fingre med. Især ikke når det så tydeligvis ses, at vores handlinger har konsekvenser for andre end os selv.
Derfor er det efter min mening helt afgørende, at vi i et land som Danmark får gennemført målrettede lovgivninger og lagt alvorlige politiske strategier for, hvordan vi som land kan medvirke til at begrænse de klimaforandringer, vi ser ske lige for næsen af os.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected]