Fire blev dræbt på stedet, da gerningsmænd den 1. januar åbnede ild imod huse i landsbyen Dhangri. Dagen efter døde en ung mand af sine sår, og samme dag mistede to børn livet, da en bombe, der formodes at være efterladt af gerningsmændene, eksploderede. Ifølge den indiske regering stod militante muslimske separatister bag angrebet.
TEMA: Indien står på spring
Indien overtager i år tronen som verdens folkerigeste land. Samtidig kurtiserer premierminister Modi både USA og Kina for at kapitalisere på stormagternes handelskrig.
Men kan inderne veksle verdens største befolkning til mere indflydelse ude i verden? Kan Modi lokke store internationale firmaer til Indien og skabe millioner af nye jobs? Og kan naturen og klimaet følge med udviklingen?
Indien står på spring til at blive en supermagt. Men der er masser af forhindringer, både inden- og udenfor landets grænser, der kan spænde ben for inderne, allerede inden de stiller til start. Globalnyt stiller skarpt på Indien i en ny artikelrække.
Del I: Indiens regering bevæbner civile hinduer i Kashmir-provinsen
Del II: ‘Det Indiske Århundrede’: Er Indien ved at overhale Kina i verdens økonomiske kapløb?
Del III: Livsfarlig ideologi for en halv milliard mennesker i Indien
Angrebet, som langtfra er det første af sin slags i Kashmir, udløste stor frygt blandt den hinduistisk troende del af befolkningen, og mange hundrede flygtede ud af provinsen. Ikke kun i Kashmir, men også andre dele af Indien har angrebet vagt vrede og forargelse. Minderne om tidligere sekteriske konflikter i regionen sidder fast i både den hinduistiske og muslimske befolkning.
Kort efter den indiske stat at etablere, aflønne og bevæbne nye civile militser i Jammu-Kashmir-provinsen, som i daglig tale bare kaldes Kashmir. De civile militser betegnes som Village Defense Groups (VDG), og er den seneste udgave af en lang række civile militser i provinsen.
Oprettelsen af militserne vækker stor bekymring, særligt for Kashmirs muslimske befolkning, da de statsstøttede militser er kendt for at forbryde sig mod menneskerettighederne og begå overgreb mod den civilbefolkning, de officielt har til opgave at beskytte.
Så hvorfor har den indiske regering valgt at sponsorere militser i Kashmir? Og hvordan kan det overhovedet være nødvendigt med civile militser i en af verdens allerede mest militariserede regioner?
Kashmirs blodige fortid er et sår der aldrig heler
Kashmir er måske mest kendt for at være et stridspunkt mellem de to atommagter Indien og Pakistan. Hver nation kontrollerer en del af provinsen, og begge lande har enorme mængder af soldater, paramilitære grupper og politistyrker langs grænsen og i provinsen.
Det reelle antal soldater kendes ikke, men en ekspert, der ønsker at være anonym, anslår, at der er mellem 550.000 og 900.000 bevæbnede styrker på den indiske side. Andre mener, at tallet i perioder har været endnu højere, mens officielle tal fra den indiske regering er væsentligt lavere.
Kashmir er et sted uden rettigheder. Kashmirs befolkning, hvoraf størstedelen er muslimer, og deres allierede er gentagne gange blevet fremstillet som fjender af Indien.
Professor Angana Chatterji
Det er dog ikke kun forholdet mellem Indien og Pakistan, der er årsag til den voldsomme militarisering af Jammu-Kashmir. Kashmir-provinsen, som er den eneste indiske provins med en overvejende muslimsk befolkning, har igennem det seneste århundrede haft adskillige perioder med voldsomme sekteriske konflikter, der går helt tilbage til opdelingen af Indien efter uafhængigheden i 1947.
Den seneste store konflikt startede i 1988 og fortsatte indtil midten af 00’erne. På den ene side stod militante organisationer, der enten ønskede selvstændighed eller forening med Pakistan. Disse grupper var oftest udgjort af muslimer, og var i stigende grad inspireret af jihadistiske ideologier. På den anden side var de regulære og irregulære styrker fra den indiske regering og den daværende semi-autonome Kashmir-stat. Sekterisk vold mellem muslimske og hinduistiske civile var også udbredt.
Ifølge nogle estimater døde mere end 50.000 civile i konflikten, og store dele af særligt den hinduistiske befolkning flygtede fra regionen og vendte først tilbage mange år senere. Ifølge undersøgelser foretaget af menneskerettighedsgrupper kan tallet af civile døde være markant højere, da den indiske regering begik udbredte overgreb og henrettede mange uskyldige under påskud af terrorisme, og mange civile forsvandt og formodes at være begravet i hemmelige massegrave.
”Gennem den langvarige konflikt, og over flere generationer, har de overvældende oplevelser med massevold, sikkerhedsliggørelse og social og reel død traumatiseret individer og samfundet i Kashmir. De har set fuldbyrdede forsvindinger, kønnet og seksualiseret vold, tortur, ekstra-legale henrettelser og begravelsen af civile ofre i gemte og umarkerede massegrave,” fortæller professor Angana Chatterji fra University of California, Berkeley til Globalnyt.
Chatterji, som forsker i hindu-nationalisme, har været med til at afdække den indiske stats og militsers menneskerettighedsovergreb i konflikten. Hun ser med stor bekymring på situationen i Kashmir, for selvom den væbnede opstand mod det indiske styre reelt sluttede i midten af 00’erne, er militariseringen af Kashmir ikke aftaget.
Ekspert: Militarisering skaber vold og terror
Militariseringen har ikke formået at stoppe de periodevise angreb, hverken mod civile eller mod militæret. Angrebene siges oftest at være udført af muslimske separatister eller jihadistiske guerilla- og terrororganisationer, som ifølge den indiske regering er sponsoreret af Pakistan.
Professor Yelena Biberman fra Skidmore College er ekspert i udlicitering af sikkerhed til ikke-statslige enheder i konfliktzoner. Hun mener ikke, at den øgede militære tilstedeværelse eller nye paramilitære organisationer vil skabe større sikkerhed:
“Etableringen og bevæbningen af Village Defense Groups vil sandsynligvis forværre de lokale spændinger og hele sikkerhedssituationen i Kashmir. Terror-eksperter har længe vidst, at terrorisme ofte er et symptom på dybere sociale, økonomiske og politiske problemer, der ikke løses med primært eller udelukkende militære midler.”
I 2018 kom sekretariat for FN’s højkommisær for menneskerettigheder, UNOHCHR med en rapport om situationen i Kashmir mellem 2016-18, som beskrev en usædvanligt brutal fremfærd fra den indiske regerings side. Den indiske regering mente dog, at rapporten var partisk og et angreb på landets nationale suverænitet. Rapporten var den første og hidtil eneste af sin slags fra FN.
Demografisk forandring og ’besættelse’ af land mindsker sammenhængskraften og selvforståelsen Kashmirs befolkning. Det bringer deres ret til sted og sprog i fare og undergraver deres krav om selvbestemmelse.
Professor Angana Chatterji
Men overgreb og drab er ifølge professor Biberman ikke de eneste konsekvenser af militarisering. Ifølge professoren kan militariseringen og de menneskerettighedsovergreb, sikkerhedsstyrkerne begår, faktisk være årsagen til, at der fortsat er sikkerhedsproblemer i Kashmir.
”Militariseringen, den vedvarende tilstedeværelse af militært personel og praksisser i civile områder, undergraver som regel demokratisk styring og økonomisk udvikling. Udøvelsen af magt gennem omfattende og langvarige militær tilstedeværelse kan give næring til præcis det fænomen, der forsøges stoppet,” forklarer Biberman.
Hun understreger, at selv når militarisering ser ud til at skabe orden eller normalitet, kan den stadigvæk fremme latent vold i ellers fredelige individer og samfund. Vold, der kan se ud til at komme som lyn fra en klar himmel for den uforstående.
Og der er meget få juridiske foranstaltninger til at stoppe de indiske sikkerhedsstyrkers krænkende adfærd i Kashmir. For der er meget lille risiko for, at der vil være konsekvenser for deres handlinger, selvom de overtræder internationale konventioner og anden lovgivning, forklarer Chatterji.
Hun henviser blandt andet til loven om væbnede styrkers særlige beføjelser og Jammu-Kashmirs lov om offentlig sikkerhed fra 1978, der ifølge professoren ”giver de facto immunitet for statsstyrkernes personale”.
Lovgivning bag nye militser er et år gammel
Faktisk blev lovgivningen, der godkender oprettelsen af nye civile militser, indført af regeringen i New Delhi allerede et år før, at angrebet i landsbyen Dhangri kostede syv mennesker livet.
I 2019, samme år som den indiske hær blev ramt af det mest dødelige angreb i næsten 30 år, eskalerede Modis hinduficering af Indien og særligt Kashmir ifølge professor Chatterji.
”Siden 2019 har Narendra Modis BJP-regering forstærket udviklingen af en flertalsstyret stat i Indien. Fysiske og organiserede angreb, lynchninger, overgreb og dyb systematisk diskrimination har gjort Indiens muslimske befolkning, som er på over 180 millioner, til en af de mest sårbare befolkninger på jorden,” fortæller hun til Globalnyt.
I den yderligtgående gren af den hindu-nationalistiske ideologi, som vejer tungt hos premierminister Narendra Modis loyale bagland, er kun hinduer rigtige indere. Modi-regeringen har gennemført en række reformer, der ifølge Chatterji og andre eksperter har til formål at hinduficere Kashmir.
Village defense-grupperne gør sammenbruddet mellem de lokale samfund til en kilde til vold, og de fungerer som bevæbnede militser for den indiske stat og de hindu-nationalistiske samfund i Kashmir
Professor Angana Chatterji
I 2019 fratog centralregeringen Kashmirs særstatus, der gav begrænset selvstyre, med en politisk manøvre, der af kritikere kaldes forfatningsstridig. Siden er Kashmir blevet et såkaldt ’unionsterritorium’, der styres direkte fra New Delhi. Kashmir har derfor, i modsætning til alle andre indiske provinser – med undtagelse det andet unionsterritorie Ladakh – ingen lokalpolitisk administration, der er valgt af provinsens befolkning.
Kashmirs befolkning mistede dermed en af deres sidste måder til at udtrykke deres politiske holdninger uden vold, for der er blevet slået hårdt ned på demonstrationer og offentlige ytringer, der går imod BJP-regeringen.
Regeringen begrunder selv tiltagene som forsøg på at forbedre regionens økonomi og bekæmpe terror.
Udsigten til at genvinde politisk selvbestemmelse, selv i de indiske delstaters begrænsede grad, er også blevet mindre. I 2022 omstrukturerede centralregeringen de valgdistrikter, der skal bruges til eventuelle fremtidige valg, så primært hindu-befolkede områder får øget antallet af repræsentanter i forhold til de muslimske dele. Andre love bliver også betragtet som meget problematiske og kontroversielle.
”I maj 2020 fjernede den indiske regering visse retlige barrierer for permanent opholdstilladelse for ikke-kashmirere i Kashmir for at potentielt omstrukturere dets demografiske sammensætning og gøre muslimer til en minoritet. Disse ændringer antændte kashmiriske bekymringer om ’demografisk oversvømmelse’ af regionen og jordbesiddelse af ikke-kashmirere,” siger Angana Chatterji.
”Demografisk forandring og ’besættelse’ af land mindsker sammenhængskraften og selvforståelsen Kashmirs befolkning. Det bringer deres ret til sted og sprog i fare og undergraver deres krav om selvbestemmelse.”
Selv COVID-19-lovgivningen har givet sikkerhedsstyrkerne nye beføjelser, som ifølge en ekspert, der ønsker at forblive anonym, i udpræget grad benyttes til at presse befolkningen.
“Village defense-grupperne gør sammenbruddet mellem de lokale samfund til en kilde til vold, og de fungerer som bevæbnede militser for den indiske stat og de hindu-nationalistiske samfund i Kashmir,” lyder vurderingen fra Chatterji.
Kashmir er et sted ”uden rettigheder”
Menneskerettighedssituationen i Kashmir er angiveligt også blevet værre efter 2019, men det er svært at vide, hvor meget værre situationen er, da kun meget begrænsede mængder information slipper ud af regionen, hvor der er usædvanligt lidt pressefrihed og få internationale journalister og organisationer kan få adgang. En anonym ekspert fortæller desuden til Globalnyt, at meget få lokale tør udtale sig i frygt for lovlige og ulovlige repressalier fra den ”stadigt mere autoritære stat”.
Professor Chatterji påpeger, at der fortsat bliver begået alvorlige menneskerettighedsovergreb mod befolkningen, herunder ”tortur af børn, ældre og kvinder, seksualiseret vold, ulovlige og masse-tilbageholdelser, husarrest af politiske ledere, begrænsning af ytringsfrihed, bevægelsesfrihed og uenighed, forfalskning af sociale fakta af staten og lukning af hellige steder.”
Hun er langt fra den eneste, der råber vagt i gevær over situationen i Kashmir. I slut-marts kom FN’s særlige rapportør, Mary Lawlor, med en stærk kritik og sagde, at de “Indiske myndigheder ser ud til at intensivere den langvarige undertrykkelse af det kashmirske civilsamfund.”
Den stærke kritik kom i kølvandet på den terrorsag, der er blevet anlagt mod den allerede fængslede menneskerettighedsaktivist Khurram Parvez. Parvez har blandt samarbejdet med Chatterji.
Hvis man spørger professor Chatterji, så er der bestemt grund til at mene at staten kan opleves som illegitim og krænkende:
”Kashmir er et sted uden rettigheder. Kashmirs befolkning, hvoraf størstedelen er muslimer, og deres allierede er gentagne gange blevet fremstillet som fjender af Indien. Der er utrættelig fjendtlighed fra officiel side mod opposition fra civilsamfundet og lokal modstand, da enhver Kashmir-muslim fremstilles som en potentiel udøver af ‘terror’.”
