Indisk premierminister var ombejlet på Valentinsdag

gettyimages-1200810976
Medlemmer af den hindunationalistiske gruppe Bajrang Dal jager forelskede par ud af en park i Delhi som led i deres demonstration mod Valentinsdag, 14. februar 2020.
Foto: Yawar Nazir/Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

17. februar 2021

Den 14. februar er mange steder i verden blevet synonym med kærlighed.

Markeringen af Valentinsdag – der især er kendt som en amerikansk tradition – har gjort sit indtog rundt om på kloden, men i særligt et land kæmper kræfter for at holde hjerterne og romantikken på afstand: Indien.

Her har ortodokse hindugrupper i årevis gjort, hvad de kunne, for ikke blot at fordømme kærlighedsfesten, som de ser som en trussel mod indisk kultur og moral, men også for at forhindre landskvinder og -mænd i at fejre dagen. Afbrænding af hjertebamser, valentinskort og andet merchandise samt voldelige angreb mod butikker og overfusning af forelskede par er vanligt.

I det lys er det særlig interessant, at Indiens premierminister, Narenda Modi, der er berømt og berygtet for sin hindunationalisme, i år har været særlig ombejlet på Valentinsdag.

Roser til gengæld for tilbagerulning
Fire dage før kærlighedsfesten lancerede Den Globale Indiske Progressive Alliance (GIPA), der er en sammenslutning for den globale indiske diaspora, kampagnen Love Conquers Hate – kærlighed overvinder had. Kampagnen var en støtteerklæring til de indiske landmænd, der i månedsvis har protesteret mod en ny landbrugsreform, der ifølge dem vil føre til massive indtægtstab.

Protesterne fik for nylig ekstra opmærksomhed, da popstjernen Rihanna blandede sig i sagen.

Læs også: Vrede landmænd lukker Indien ned

På Twitter opfordrede GIPA følgere til at bruge Valentinsdag som anledning til at tweete en rose til Narenda Modi med hashtagget #Rose2Repeal for at få ham til at rulle reformerne tilbage.

Hvornår kommer du?
Allerede sidste år forsøgte en anden protestgruppe at bruge 14. februar som anledning til at fange statslederens opmærksomhed. Også her skyldtes protesten en kontroversiel lov. Først i december 2019 vedtog det indiske parlament nemlig en ændring af loven om statsborgskab, der gav regeringen mulighed for at give statsborgerskab til illegale immigranter ankommet fra Bangladesh, Pakistan og Afghanistan inden 2015 – medmindre de er muslimer.

Det skabte voldsomme uroligheder over hele landet.

Læs også: Oprør i Indien: ”Her hersker et namokrati”

Protesterne blev især ledet af kvinder med base i Shaheen Bagh, en muslimsk bydel i hovedstaden Delhi. Op til Valentinsdag 2020 lancerede de en social medie-kampagne kaldet #TumKabAaoge – der betyder: Hvornår kommer du – hvor de inviterede Modi til at besøge dem i Shaheen Bagh på Valentinsdag.

Modi dukkede ikke op, selvom kvinderne havde sørget for musik og medbragte en stor, rød bamse til premierministeren, og bevægelsen døde ud i løbet af foråret 2020, uden at have opnået hvad den ønskede.

For de indiske landmænd er der måske håb forude. I hvert fald har både Canadas premierminister, Justin Trudeau, og USA’s udenrigsministerium opfordret Modi til at indgå i en dialog med demonstranterne.