Irans leder: Præstestyret må acceptere internettet

Forfatter billede

Irans præsident, Hassan Rouhani, beder landets religiøse ledere være mere tolerante og lempe på restriktionerne omkring ny teknologi og internettet. Præstestyret er bange for, at internettet giver Irans unge lettere adgang til “umoralsk og ulovligt” indhold.

Internettet er et vigtigt redskab for iranske studerende og forskere, der skal have adgang til ny viden.

Det forklarede Irans præsident, Hassan Rouhani, mandag på et møde med nogle af landets indflydelsesrige religiøse ledere.

”Vi kan ikke lukke verdens porte for den yngre generation,” sagde Rouhani i en tale, der blev sendt på iransk tv.

Præsidenten blev valgt sidste år, blandt andet på et løfte om at støtte en højere grad af pressefrihed, men han er stødt på modstand i præstestyret.

Irans konservative islamiske ledere udtrykker med jævne mellemrum dyb skepsis over for brugen af blandt andet internettet og har indført en række restriktioner og censur på adskillige internationale websites, blandt andet Facebook, Twitter og YouTube.

I de seneste uger har Irans regering dog givet tilladelse til, at flere af landets teleoperatører kan tilbyde 3G-mobilteknologi, der gør det nemmere at bruge internettet fra en mobiltelefon.

En del ledere fra den konservative religiøse fløj er imidlertid imod en yderligere udbredelse af 3G-teknologien, fordi de mener, at det giver nemmere adgang til indhold, der ikke er sundt for den iranske ungdom.

I sidste uge sagde den fremtrædende ayatollah Makarem Shirazi, at mobilt internet er “umoralsk og ulovligt””, skriver BBC.

Mange unge IT-kyndige iranere har dog for længst fundet veje uden om den iranske censur.