Tid: 22/08/2023 17:00 til 22/08/2023 19:30

Sted: UNION, Nørre Allé 7, København N. Lokale Aula på 1. sal

Arrangør: Timbuktu Fonden

Overrækkelse af Timbuktu Prisen og åbent debatarrangement om formidling fra det globale syd

Kom til vores event og bliv inspireret af tre af Timbuktu Fondens prisvindere, når de sammen med to andre stærke formidlere giver eksempler på, hvordan vi kan nytænke formidling, skabe mellemfolkelig forståelse og inspirere til handling. Vi stiller skarpt på udfordringerne, og hvordan vinderprojekterne bidrager til viden, empati, engagement og handling.

Program

16.30: Dørene åbnes. Kom gerne i god tid til bobler og snacks

17.00: PRISEVENT – Velkommen og prisoverrækkelse, v/ formand Thomas Ravn-Pedersen

17.10: Timbuktu Fondens prisvinder 2023 fotojournalist Mads Nissen fortæller om sit og billedkunstner Juan Arreazas projekt: Sangre Blanca – “Kokainens virkelige pris”

17.25: Timbuktu Fondens prisvinder 2022, journalisterne Mette Mølgaard Henriksen og Mie Olsen, har været i Ecuador for at undersøge den lokale kamp mod olieindustriens ødelæggelse af Amazon-junglen. De vil vise billeder og fortælle om deres projekt: “Ecocide på danskernes dagsorden”. Mie og Mette dokumenterer og skriver om internationale forhold, bæredygtig udvikling og Latinamerika.

17.40: Kort pause

17.45: DEBAT

Hvordan kan vi formidle på nye måder fra det globale syd? Hvordan kan vi sætte mennesket i centrum og skabe forståelse for andres livsvilkår? Hvordan kan vi skabe fortællinger, der har relevans for danskerne, og forhåbentlig skabe engagement? Kan vi forbinde problematikker i det globale syd til vores liv herhjemme og inspirere til adfærdsændring og handling?

PANELDELTAGERE
Jonas Poher Rasmussen: instruktør og manuskriptforfatter, som kom på alles læber i forbindelse med Oscar-uddelingen i 2022, hvor hans animerede dokumentarfilm FLUGT var nomineret til ikke mindre end tre priser, bl.a. bedste dokumentarfilm. Jonas kan oversætte personlige vidnesbyrd til medrivende filmiske fortællinger.

Thea Pedersen: journalist og korrespondent i Ukraine for Jyllands-Posten, Thea har siden 2017 arbejdet som freelancejournalist i Irak, Syrien, Yemen, Libanon, USA, Afghanistan og nu Ukraine. Hun er, som hun selv siger, først og fremmest menneske, og nok netop derfor formår hun at skrive lige ind i hjertet på danskerne.

Mads Nissen: Timbuktu Fondens prisvinder 2013 og 2023. Mads er en af Danmarks mest markante og prisvindende dokumentarfotografer. Med sine dragende billeder sætter han fokus på vor tids store globale udfordringer såsom ulighed, væbnede konflikter og menneskets ofte destruktive forhold til naturen, herunder klimakrisen.

Thomas Aue Sobol: Timbuktu Fondens prisvinder 2010. Thomas arbejder som dokumentarist og producer i krydsfeltet mellem dokumentar, teknologi og rollespil. Han bruger interaktiv historiefortælling til at lede publikum ind i nye verdener – og skabe empati og inspirere til forandring. Thomas er medlem af bevillingsudvalget i OpEn-puljen.

Moderator: Charlotte Harder, kommunikations- og pressechef i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation. Medlem af bestyrelsen i Timbuktu Fonden og tidligere engagementsdirektør i Folkekirkens Nødhjælp.

18.45: Flere bobler, snacks og hygge – DJ Mezcal sørger for de sydamerikanske rytmer

19.30: Tak for i aften

Deltagelse: Gratis – og kræver ingen tilmelding