Analyse af Lisa Sachs og Morten Blomqvist
Mange afrikanske lande har høj vækst – ikke ikke mindst takket være eksport af råstoffer. Men en stor del af indbyggerne får ikke del i råstofindtægterne og lever i dyb fattigdom. Her er fem ting, der kan være med til at ændre på det.
Flere lande i Afrika er blandt de hurtigst voksende økonomier i verden. Den internationale valutafond (IMF) forventer en vækst på 5,4 % i 2014 for Afrika syd for Sahara. Det er den anden hurtigste regionale vækst i verden, næstefter udviklingslande i Asien.
Den økonomiske vækst er primært drevet af investeringer og øget produktivitet i råstofsektoren, og eksporten af olie og mineraler fra Afrika syd for Sahara er steget fra 56 milliarder dollars i 2002 til 288 milliarder dollars i 2012.
Dermed udgjorde olie og mineraler omkring to tredjedele af den samlede afrikanske eksport.
Stærk vækst og stor fattigdom
Spørgsmålet er dog om udvikling af råstoffer kan være med til at løse Afrikas fattigdoms-problemer.
Trods den stærke makroøkonomiske vækst, så lever fire ud af ti afrikanere stadig i ekstrem fattigdom (under 7 kr. om dagen).
Til sammenligning med andre hurtigt voksende udviklingsøkonomier udenfor Afrika, sker fattigdomsreduceringen langt langsommere i Afrika.
Udfordringen for de fleste Afrikanske lande er at få olie og mineralrigdommen til at gavne den brede befolkning på landet og i byerne, og ikke kun en mindre elite.
Vi mener, at råstoffer kan bidrage til udviklingen af Afrika og at udviklingsbistand her kan spille en vigtig rolle ved at støtte nye olie- og minelande til at få indtægterne fra naturressourcerigdommene ud til alle borgere i landene.
Sådan kan råstofsektoren bidrage til samfundene
Columbia Centre on Sustainable Investment i New York har identificeret fem centrale byggesten, som viser hvordan råstofsektoren kan bidrage til en mere inklusiv og vedvarende økonomisk vækst.
For det første bør råstofrige lande udvikle en solid og gennemsigtig lovgivning, der bliver implementeret og monitoreret af stærke regeringsinstitutioner og civilsamfundsorganisationer, der kan maximere landenes indtægter fra råstofferne.
Det inkluderer også at lukke muligheder for korruption og kapitalflugt, som altid har fulgt i kølvandet på udvindingsindustrien. Disse huller kræver, at verdens rige er lande én gang for alle slår ned på skattelys destinationer, som skaber mulighederne for storskala korruption i råstofsektoren.
For det andet, bør regeringen indarbejde udvinding af olie og mineraler i en integreret udviklingsplan for landet. Det indebærer, at der laves strategisk planlægning og udvikling af den institutionelle kapacitet for at distribuere råstofindtægterne til at dække bredere nationale og lokale udviklingsbehov.
For det tredje, skal landene sikre synergi mellem nationale og lokale udviklingsmål, og virksomhederne milliardinvesteringer.
Det kan for eksempel være at udvikle lokale virksomheder der kan være underleverandører til råstofsektoren, udvikling af infrastruktur der gavner både virksomheder og landets indbyggere eller skabe rammerne for at uddanne lokalbefolkningen til at få arbejde i råstofsektoren.
For det fjerde, skal regeringerne arbejde tæt sammen med både privatsektoren og borgerne for at støtte en integreret udvikling af landet, og særligt for lokalområdet hvor olien eller mineralerne udvindes.
Hvis regeringen ikke sikrer, at lokalbefolkningen får gavn af olie- og mineprojekterne kan det føre til sociale uroligheder, som underminerer både investeringen og udviklingen af landet.
Det er Nigerias Nigerdelta måske er det mest kendte eksempel på, men der er masser af andre eksempler.
Den femte, og sidste byggesten, er at landene må overveje, analysere and håndtere udfordringerne med de miljømæssige konsekvenser som al råstofudvinding fører med sig, specielt i sårbare naturområder.
Dansk støtte kan gøre en forskel
De fem byggesten giver er en overordnet vejviser for, hvordan afrikanske lande i højere grad kan bruge deres naturressourcerigdom til at reducere fattigdom og samtidig sikre stabilitet og langsigtet sikkerhed for private investeringer.
Det virker simpelt, men foreløbig har de fleste afrikanske lande med f.eks. store olieforekomster ikke kunne udnytte potentialet til at udrydde ekstrem fattigdom.
Dansk udviklingsbistand har troværdigheden og kvaliteten til at bidrage med vigtig finansiel og teknisk støtte til mange af de afrikanske lande som Sierra Leone, Ghana og Mozambique som oplever et boom i udenlandske investeringer i råstofsektoren.
Den danske støtte kan bidrage til at styrke de forskellige afrikanske regeringer til at udvikle effektive strategier, lovgivninger og intuitioner der kan skabe et skattegrundland, der kan få mineraler og olie til at blive til forbedret uddannelse og sundhed for alle.
Lisa Sachs er direktør for Columbia Center on Sustainable International Investments i New York og Morten Blomqvist er senior rådgiver om udvindingsindustri i Afrika for IBIS.
Onsdag holder IBIS en international konference om fremkomsten af de nye olie-, gas- og minelande. Læs mere her: http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/konference-de-nye-olie-gas-og-mineralrige-lande-hv
