Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Globalnyt bragte for nylig en anmeldelse af bogen “Kapital uden grænser” af den engelske professor Brooke Harington.
Bogen viser, hvordan formueforvaltere benytter sig af offshore banker og skuffeselskaber til at beskytte privat rigdom for milliarder imod at blive beskattet og underlagt regulering. Bogen viser også, hvordan mellemmændene i banker og finanshuse forsøger at legitimere deres metoder trods overvældende beviser på, at det, som de gør, er at undergrave staters autoritet og forstærke den globale ulighed.
I sidste uge kom der så fra kirkeligt hold et dokument om overvejelser for en etisk skelnen inden for finansverdenen.
Dokumentet rammer ned i debatten om offshore finanscentre og de mange rådgivere, der gør det muligt for de rigtig rige at gemme deres formuer. Bag de økonomiske kriser er der amoralsk adfærd, og volatilitet (udsving i værdier) og mobilitet i det økonomiske system gør det nemt for dem, som kontrollerer systemet at undgå reguleringer. Der er en såkaldt asymmetrisk koncentration af rigdom og magt, der begrænser friheden for langt de fleste.
“Negativ” overholdelse af regler
De moralsk uklare aktiviteter udføres af investeringsrådgivere. Kontrollen i systemet er baseret på en “negativ” overholdelse af regler, der kun ser på formel respekt for loven. Praksis er, at man omgår de normative principper, hvis man kan. I stedet foreslår det kirkelige dokument, at man udvikler et system med substantiel respekt for reguleringerne.
Den franske økonom Thomas Pikkety viser i bogen ”Kapital i det 20’ende århundrede” at afkast på kapital er højere end afkast på arbejde. Det er kun endnu et argument for at tage fat i skattely og offshore finanscentre og ikke vente – for det bliver kun sværere, jo længere tid den allerede enorme kapitalkoncentration får lov at vokse.
I debatten om skjulte formuer og skatteunddragelse har vi i alt for mange år haft de grådige rige i kikkerten; dem som faktisk ejede de store beløb. Noget tyder på, at fokus nu snævrer ind på de mange mellemmænd og rådgivere, hvilket samtidig er en erkendelse af, at det er yderst vanskeligt direkte at få bugt med de helt store fisk.
I den forbindelse kan det godt undre – når ovenstående ses fra den afrikanske vinkel – hvorfor vi i Europa har så travlt med at kritisere de afrikanske ledere. For det er ikke kun i Afrika, at der er grådige ledere, og hvor de rige rager til sig – omend netop Harington påpeger, at 30 procent af den private rigdom i Afrika er gemt bort i skattely, selv om denne verdensdel i høj grad har brug for investeringer.
Præsident, minister og top-fodboldspiller
Med Panama-papirerne kom det bl.a. frem, at den islandske præsident, en minister på Malta, en række store og prominente erhvervsfolk ligesom fodboldspilleren Messi, som er min drengs store favorit og idol, og mange andre alle sammen er dybt impliceret i at gemme penge fra fællesskabet og unddrage sig fællesskabets regler.
Det er ikke i sig selv godt nyt for afrikanerne, at de minder om europæerne, men det sætter vores kritik af de alt for ofte utroværdige statsmænd i Afrika i relief.
På rådgiversiden er der de store institutioner som bankerne. Vores hæderkronede selskaber, Nordea og Danske Bank, er begge taget i at forvalte skattesnyd. Det er godt at det kommer frem, men der er grund til at gå meget mere hårdhændet til værks over for mellemleddet – de mange rådgivere i nålestribet, som passer formuerne i skattely i Luxembourg, Cayman Island, eller hvor pengene befinder sig. Tag bare EU-kommissionsformanden, Jean Claude Junker, der i mange år stod i spidsen for en betændt snyltervirksomhed i Luxemburg, og som er én af dem, der burde skiftes ud.
Vi kan faktisk gøre noget
Med de enorme beløb, som er i spil, kan en løsning nemt virke uoverskueligt, hvilket fører til opgivenhed og kynisme. Men det er inden for vores muligheder at skabe systemer og løsninger, påpeger både Harington og kirkens dokument.
Harington foreslår at ændre på rådgivernes incitamentkultur og gøre de mindre skadelige finansaktiviteter mere attraktive. Kirkens dokument foreslår at fratage rådgivere, der tages i omgåelse af reguleringerne, muligheden for at operere i markedet.
Blot en tanke: I Chicago kunne man ikke ramme Al Capone direkte på hans kriminelle aktiviteter. Man gik derfor efter hans skattebetalinger – og fik ham!
