Af journalist Morten Østervang,
artikel fra februar-nummeret af Danidas månedavis “Udvikling”
Hold nu godt fast. Det er ikke hver dag, man hører det. Et land syd for Sahara har en stålsat plan om at blive “fri” for udenlandsk bistand inden for en overskuelig årrække.
Det er tilfældet i Kenya. For siden landet for godt 4 år siden slap af med det korrupte Moi-regime, er der sket store fremskridt. I 2005 og 2006 havde landet en økonomisk vækst på ca. 6 pct. Regeringen er overbevist om en højere vækst i år.
Og i modsætning til flertallet af afrikanske lande er Kenya blevet rigtig god til at inddrive sine skatter. Kenya finansierer nu 95 pct. af sit husholdningsbudget, mens nabolandet Tanzania hvert år modtager 40-50 pct. i udviklingsbistand. Vejen ud af tilværelsen som bistandsmodtager er i syne.
U-landsstyrelsen var derfor mestendels opmuntret, da den i januar forlod Kenya efter i en uge at have kigget nærmere på, hvordan de årlige 200 mio. danske bistandskroner bruges.
Kenya har været et dansk programsamarbejdsland siden 1963. Under Moi (1978-2003) foregik det uden om regeringen.
Men i de seneste år har Danida samarbejdet med regeringen om reformer af sundhedssektoren, miljø, vand og sanitet, landbrug, god regeringsførelse og erhvervssektoren. Endelig støtter Danida en nærområdeindsats i det nordlige Kenya, der er tynget af store flygtningestrømme fra Somalia.
På turen mødte Styrelsen ministre, fattige bønder, kritiske NGO-folk og initiativrige repræsentanter fra den private sektor. Og nej. Ikke alle synes, det går godt i Kenya og kunne derfor ikke give et entydigt billede til Styrelsen.
Der har kun været økonomisk vækst i landet i 3 år. Der skal mere til, før man kan sige, at den økonomiske udvikling har bidt sig fast. Der har kun været ét demokratisk valg i 2002 efter årtier med Moi-styret, og der skal nok også lidt mere til, før man for alvor kan sige, at den politiske udvikling er stabil.
Reformerne går for langsomt, mener både erhvervsliv og NGOer. Og nok så vigtigt: Stadig flere fattige lever for under én dollar om dagen. Alligevel er det værd at holde fast i den gode historie om den økonomiske vækst et øjeblik.
Det er ikke hver dag, man ser et land som Kenya med så stærk en fremdrift. Kenya er den tredjestørste økonomi i Afrika og kan blive en motor for regionen – og en motor, der hiver Kenya ud af fattigdommen.
Hvordan kan Danida støtte den fremdrift – men samtidig sikre at den kommer de svageste til gode? Her er der en god portion bistandsdilemmaer.
Skal man støtte erhvervslivet yderligere og tro på, at det kaster lidt af sig til de fattige, når der kommer gang i hjulene, flere jobs, flere penge i statskassen? “Vækst kan kun ske gennem den private sektor” som et styrelsesmedlem sagde: “Jeg kender ikke andre veje, så skal multiplikatoreffekten nok klare resten”.
Eller skal man fastholde dansk støtte, som vi kender den: Landbrug, sundhed, vand og sanitet og så videre. Ting, som batter noget for de fattige.
Måske er der også en vej midt imellem. Danida har da også i 2004 iværksat et erhvervssektorprogram, der f.eks. har støttet de private organisationers mulighed for at tale deres sag over for myndighederne, og man støtter også fremme af arbejdsmiljø og en række erhvervsprojekter som eksempelvis støtte til samarbejde mellem danske og kenyanske virksomheder.
Skulle man tage springet og booste erhvervslivet endnu mere, så dansk udviklingsbistand i højere grad bidrager til, at Kenya bliver den økonomiske motor, der viser vejen i Østafrika?
Nu er det jo langt fra givet, at fattigdomsorientering og støtte til erhvervslivet er modsætninger – blot fordi den økonomiske vækst indtil nu ikke har gavnet de fattige.
Når Danmark støtter et bedre samarbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstagere og det offentlige kan det være med til at sikre smidigere og bedre forhold for alle parter.
Og kunne man fremme en dialog, hvor de kenyanske parter – som det i høj grad er tilfældet i Danmark – har en forståelse for, at man har fælles interesser, så kunne det sikkert skabe bedre forhold for både arbejdstagere og arbejdsgivere.
Eller tag uddannelse. I Kenya går den anerkendte vej over grundskolen og hen imod gymnasiet. En arv fra det koloniale styre.
Men hvad med mere fokus på erhvervsrettet uddannelse? Øget fokus på at opkvalificere den enkelte arbejder kunne måske på en og samme tid give mere vækst – og mere udbytte til den enkelte, som ville få mere i løn?
Kenya er mindre afhængig af udenlandsk støtte end andre lande, fordi bistanden fylder så lille en del af budgettet. Donorernes indflydelse er derfor også mindre.
Giver man støtte til regeringens generelle budget, en af tidens bistands-trends, er man blot en lille fisk i et stort pengehav. Giver man derimod penge til få udvalgte sektorer, kan man bedre påvirke landet (i øvrigt skulle der nok ske drastiske ændringer i de kenyanske ministerier, før den danske regering turde sende en pose skattekroner ned i det kenyanske statsbudget.)
Så måske Danida skulle koncentrere sin støtte om færre sektorer?
Én ting stod klart efter en uge i Kenya med fortællinger om korruption, hvis omfang ikke er helt til at få fast greb om og korrupte ministre og embedsmænd, der aldrig er blevet dømt: Danmark gør nok det helt rigtige, når man giver støtte til at fremme god regeringsførelse.
Man kan læse et større tema om Kenya i februar-nummeret af “Udvikling”, der netop er udkommet. Man kan abonnere gratis på Udvikling.
