Kinesisk mor: “I vore skoler har de ingen respekt for børnene”

Forfatter billede

Den danske fascination af Kinas uddannelsessystem vækker ikke genklang hos alle i det store land, skriver dagbladet Information mandag, da første del af TV-serien “Verdens bedste elever” løb over sendefladen med en dansk skoleklasse i dyst med en kinesisk.

“I kinesiske skoler har de ingen respekt for børnene. De lærer ikke at være selvstændige og hele mennesker. I stedet bliver de bare proppet med indlæring,” siger Wei Chunyan, der er uddannet i psykologi og tidligere underviste på et kinesisk universitet, til avisen.

Derfor besluttede Wei Chunyan sidste år at melde sin 10-årige søn ind i en alternativ skole, hvor der er mere fokus på kreativitet, kritisk tankegang – og ikke utallige prøver og udenadslære.

I Danmark hører man ofte den modsatte historie: at Kinas uddannelsessystem er et forbillede. Men nogle kinesere undrer sig over den danske fascination.

“Her er vi stadig flere, der fravælger skolerne”, siger Huang Mingyu, en far, der var så frustreret over landets offentlige skoler, at han i 2009 selv oprettede en skole i udkanten af Beijing, som hans datter – og også Wei Chunyans søn – går i.

“Her vil vi skabe afbalancerede individer, og ikke blot elever, der er gode til at tage tests”, siger han til Information.

En PISA-undersøgelsen i 2010 viste, at elever i Shanghai indtager førstepladsen på verdensplan indenfor læsefærdighed, matematik og naturfag.

I den nye dokumentarserie, 9.z mod Kina, der indledtes mandag aften på DR1, dyster elever fra Danmark mod “verdens bedste” elever fra Kina.

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/14-04-13/hvem-er-bedst-danske-og-kinesiske-elever-dyster-p