KOMMENTAR
Af Erik Lyby, Konsulent, mag. art., Jacaranda Consult
Det er godt, at der bliver sat fokus på den hype, der omgiver mikrofinans som universalmiddel mod fattigdom. Det er bare en skam, at Tom Heinemanns film ikke gør det ordentligt.
Filmen giver ikke noget billede af, hvad mikrofinans egentlig er, hvordan den fungerer, hvad de grundlæggende problemer med den er, og hvor diskussionen om den står. I stedet viser filmen blot nogle eksempler på folk, der er kommet i klemme i ”gældsfælden”, samt afsender et frontalangreb mod Mohammed Yunus, grundlæggeren af Grameen Bank i Bangladesh.
Mennesker med små og ustabile indtægter i u-landene kommer ofte i gæld til nogen, det være sig en storbonde eller den lokale købmand, som opkræver meget høje renter for ulejligheden.
Gældsslaveri, hvor hele familier bliver underlagt en slavetilværelse hos en pengeudlåner for resten af livet for at afdrage på deres gæld, har været kendt i Sydasien i hundreder af år.
De samme mennesker kunne få meget billigere lån i banken, hvis de kunne stille med en garanti – men det kan de netop ikke, da de ikke ejer fast ejendom eller andre værdier i tilstrækkeligt omfang.
LÅN ER IKKE GRATIS GAVER
Derfor begyndte man i Bangladesh at tilbyde lån på bedre betingelser til dem, som ikke var kreditværdige i banken. Typisk ved at folk dannede grupper, som garanterede for hinanden; derved blev risikoen for banken mindre, og lige så for lånerne.
Men risikoen forsvandt selvfølgelig ikke – hvis man låner penge til et hønsehold, som så dør af hønsepest, skylder man stadig penge væk.
I Heinemanns film klager gruppemedlemmer over, at de skal betale for en, som ikke kan overholde sine forpligtelser. Men det er just meningen med det hele!
Lån er ikke gratis gaver. Desværre er der fattige folk, som bliver givet det modsatte indtryk, nemlig at de ikke behøver at betale tilbage. Dette kan forværres, når (som i et tilfælde, jeg var involveret i for nogle år siden i Uganda) lokale politikere slår plat på mikrolånene: ”Stem på mig, så skal I ikke betale tilbage!” hed det.
De store MFIer (mikrofinansinstitutioner) fra Bangladesh kombinerer normalt lån med tvungen opsparing.
Af flere grunde: for at vise seriøsitet skal låntagerne (kvinderne) spare et lille beløb op hver uge. Derved viser de, at de er i stand til at møde op på det givne tidspunkt hver uge, hvor deres ”loan officer” kommer, og samtidig begynder opsparingen at vokse med det samme.
I filmen klager nogle over, at de skal starte tilbagebetalingen umiddelbart efter at have modtaget lånet – men i sammenhæng med den tvungne opsparing giver det god mening at insistere på økonomisk disciplin fra begyndelsen.
LÅN TIL HANDEL, IKKE LANDBRUG
Den overvejende del af mikrolån går til detailhandel, ikke til produktion. Investering i landbrug er kun i beskedent omfang relevant, primært fordi lånene er for små til at gøre en forskel.
En traktor kan give produktiviteten i landbruget et ordentligt opsving, desværre koster den mange gange det typiske beløb for et mikrolån (som ofte er omkring 100 dollar (ca. 540 kr.). Mikrolån er derfor kun i mindre omfang afhængige af, at betalingen følger landbrugscyklussen.
Mikrolån bruges ikke kun til investering i ting, der giver et umiddelbart udbytte. Typisk bruges en del af lånet til almindelige fornødenheder som mad, tøj, skolepenge o. lign. Altså ikke noget, der bringer penge i kassen, som man kan betale sit lån tilbage med.
Er det et problem? Ikke nødvendigvis. Det kan meget vel være noget andet, der er brug for end at købe tomater og sælge dem igen med en lille fortjeneste.
Der bruges et begreb om dette forhold, som på engelsk kaldes ”consump-tion smoothening” (jeg har ikke fundet et tilsvarende godt dansk udtryk). Det dækker over at strække familiens forbrug over tid, så man ikke skal gå til ågerkarlen for at klare sig i en periode uden indtægter.
Kan være meget fornuftigt, da familier med små og svingende indtægter selv kender deres behov bedst og kan tilpasse dem til deres muligheder – hvoraf mikrolån kan være én mulighed blandt flere. Men forbrugslån er jo altid farlige, det kender vi fra Danmark.
100 PROCENT OM MÅNEDEN – EN RENTE, DER VIL NOGET
Rentesatserne er ofte blevet kritiseret for at være høje. BRAC fra Bangladesh har klaret at give mikrolån med 18 procent i årlig rente, hvilket er godt gået og kun muligt på grund af mange års erfaring. Andre ligger i omegnen af 40-50 pct., hvilket forekommer dyrt.
Det skal dog sammenlignes med private ågerkarle, der gerne tager 100 pct.. – pr. MÅNED. Jeg kender dette fra bl.a. Zambia, hvor det er ganske almindeligt, – også selv om lånet gives midt i måneden er det 100 procent afregning til den første.
Det svarer til en rente på mellem 2.000 og 5.000 procent per annum. I det perspektiv er 40 pct. om året på et kortfristet lån alligevel til at overse.
Man må have sympati med de mennesker, som tilsyneladende er kommet i klemme i Heinemanns film. De er ikke blevet godt nok oplyst om, hvad de gik ind til. Og dette er netop et stort problem mange steder.
Mikrofinansinstitutionerne slås for at få renten så langt ned som muligt, og den eneste måde at gøre det på er gennem forøget volumen, altså flere kunder i butikken.
Fra et udgangspunkt med fokus på at organisere kvinderne i grupper, som forstod hvad det gik ud på, bliver det en større og større udfordring at holde styr på, når kundernes antal overstiger de 100.000.
Der er ikke tid eller resurser til at give den samme rådgivning, og misforståelser og fejl følger – og går ud over de fattigste af kunderne.
KERNEN I DET HELE
Her ligger efter min mening kernen i problematikken.
Hvis mikrofinans (i form af lån, opsparing, forsikring) skal nå ud til de mange potentielle kunder, som gerne vil have adgang til lån og også kan administrere dem, kan systemet ikke være afhængigt af donorfinansie-ring. Det må hvile i sig selv – være bæredygtigt på egne (kommercielle) vilkår.
Mikrofinans bør derfor ses som en del af finanssektoren, ikke den sociale sektor. Og den bør håndteres professionelt af folk med forstand på bankvirksomhed. NGOerne har sjældent den ekspertise, der skal til, og de gør i så fald bedst i at holde sig væk – som ActionAid tilsyneladende gør ifølge filmen.
Professionaliseringen sker i stigende grad i disse år, men desværre er der langt imellem den nye og mere professionelle håndtering, og så det niveau af oplysning og organisering, som de tidlige MFIer satsede på.
Derved stiger også risikoen for at nogen kommer i klemme. Ligeledes begrænses antallet af de potentielle kunder, da det nu er almindeligt, at en MFI begrænser långivning til eksisterende virksomheder (som ganske vist kan være meget små, gadehandel f.eks.).
Men derved udelukkes f. eks. unge iværksættere fra at etablere sig med mikrolån.
Der er meget at sige om mikrofinans. NEJ, det er ikke løsningen på fattigdommen. JA, der er nogen, der kommer i klemme. MEN, med sine begrænsninger, kan mikrolån være en fordel for mange familier med små indtægter.
Det er ærgerligt, at forståelsen af mikrofinans enten skal bygge på en naiv forestilling om Utopia, eller på en overdrevent negativ fremstilling som i Tom Heinemanns film.
(slut)
