USA’s kommende præsident Trump har i sinde at stoppe en række krige, så snart han genindtager Det Hvide Hus. Og som nogle af de første, de to krige, som stjæler al Vestens opmærksomhed, nemlig i Ukraine og i Mellemøsten.
Men hvis der var en hurtig løsning på to så store og voldsomme konflikter, så var den blevet brugt, lyder det fra Isabel Bramsen, mægler, konfliktforsker, leder af Freds- og Konfliktstudier ved Lunds Universitet og gæst i Globalnyts podcast, Højtryk.
I forhold til krigen i Mellemøsten skræmmer sporene fra Trumps første embedsperiode. Man kan argumentere for, at Washington den gang var med til at lægge kimen til de nuværende rædsler. Men der er andre tiltag, som måske kan tegne en vej fremad.
Isabel Bramsen ser også muligheder i forhold til krigen i Ukraine. Men som altid, når konflikter skal bilægges, så skal der forhandlinger til. Det er vigtigt, hvem der kommer til at sidde om bordet. Men man bliver nødt til at tale sammen. Vi bliver nødt til at tale med Ruslands præsident Putin. Det kan gøres uden at opgive kampen, men det skal gøres.
I det hele taget skal vi tale sammen – i vores egne samfund, hvor især konflikten i Mellemøsten sætter sindene i kog, og i FN’s Sikkerhedsråd, hvor de professionelle diplomater burde kunne tage samtalen.
Højtryk bliver produceret af Laurits Holdt, Kirsten Larsen og lyddesigner Jonas Johs Andersen