Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Jeg havde i oktober den store glæde at bruge ti dage i Egyptens hovedstad Cairo på det Dominikanske Institut for Orientalske Studier forkortet IDEO.
Instituttet ligger i den bydel, som kaldes muslimsk Cairo tæt på Al Azhar universitetet, der anses for den vigtigste uddannelsesinstitution inden for Sunni Islam. Her kan forskere og andre studerende få adgang til litteratur om islamisk religion og kultur og materiale om dialogen mellem Islam og kristendom. Tilgangen er, at stedet skal være ikke-polemisk og i stedet søge at komme til en dybdegående forståelse, der også vil blive taget alvorligt blandt forskere i Mellemøsten.
Der er ikke noget, som er gemt væk, og rigtig mange egyptiske studerende bruger tid på læsesalen med at læse gamle skrifter om islam, som de ellers ville have svært ved at få fat i. Og netop de historiske skrifter kan være vigtige instrumenter i at afvise den religiøse ekstremisme ud fra en religiøs tradition.
I klostret beder munkene både på fransk og på arabisk, som de stort set alle taler flydende. Nogen af dem underviser endda unge egyptere i sproget. Det gælder den franske Fr. Jean Druel, der er fransk dominikanermunk med en PhD i arabisk grammatik.
Jeg spørger ham, hvad han mener med, at stedet ikke skal være polemisk over for Islam?
Han peger blandt andet på, at spørgsmålet om konvertitter er svært. Konvertitter accepteres ikke i Egypten, og det medfører kritik, hvis kristne aktivt søger at overbevise muslimer om, at det vil være bedre at være kristen. Ikke desto mindre er der mange konvertitter i det skjulte. Særlig frikirkerne tillader det.
IDEO står et andet sted. De forsøger i stedet at forstå Islam bedre, og det er svært at anerkende for de koptiske egyptere, som udgør den helt overvejende del af de ti procent kristne, der findes i Egypten, at IDEO ikke kritiserer Islam. De kender Islam fra deres hverdag, og selvom mange er meget glade for den nuværende præsident Fatha al-Sisi, så sker det, at kristne bliver dårligt behandlet på grund af deres tro. Men det er ifølge Fr. Jean en fejlagtig opfattelse af IDEOs opgave, at de skal kritisere islam.
For Fr. Jean er spørgsmålet om konvertitter i høj grad et spørgsmål om kontrol med land. Det handler ikke snævert om Gud, om at være kristen eller muslim, men hvilken gruppe man tilhører, og hvem der kan bestemme over bygninger eller hele områder. Ingen ønsker at afgive kontrol. Det er vi heller ikke glade for i Vesten.
Kompleksiteten i forholdet mellem Islam og kristendom kommer også af, at Egypten har en kristen historie, som ofte overses. Fra det første århundrede op til midten af det sjette århundrede var Egypten stort set kristent, hvorfor man også taler om den koptiske periode. Cairo – eller Babylon, som den hed – havde et flertal af kristne indtil 1200-tallet, hvilket afsløres af de mange kirker i den gamle del af byen.
Fr. Jean fortæller, at en Imam blev så vred, da han ved en konference med muslimske lærde præsenterede disse historiske forhold, at imamen klagede over ham. Det kom der dog ikke meget ud af.
På mange måder har Pave Frans taget instituttets ånd til sig. Han understreger igen og igen, at kirken ikke er i kamp med muslimerne, men derimod står hånd i hånd sammen med muslimerne mod ekstremismen. At Paven tager relationen med muslimerne alvorligt viser Pavens besøg for nylig i Bahrain. Andre rejser bliver udskudt eller aflyst på grund af Pavens dårlige helbred, men et besøg, der styrker dialogen med muslimerne, har prioritet.
Jeg spørger til sidst Fr. Jean, hvordan han ser på fremtiden for det arabiske sprog. Det ansete engelske tidsskrift The Economist bragte for nylig en artikel, om at de unge arabere ikke værdsætter sproget. De taler det sjusket og bruger hellere engelsk.
Jean mener, at Islam til dels er skyld i den dårlige relation til sproget. Dels er mange unge imod Islams regulering af samfundene, og dels er det næsten altid de religiøse, der underviser i arabisk, og de er ofte dårlige undervisere. Arabisk kan godt leve uden Islam fortsætter han. Men det vil være et stor tab, hvis sproget afvises, fordi de unge er trætte af den indflydelse, som islam har på samfundene.
Har nogen lyst og brug for en tid i et studiecenter, hvor der er adgang til et fantastisk fag-bibliotek, så er IDEO et godt alternativ, og Cairo er ikke langt væk.
