Kronik af Susanne Krysiak Jensen
ekstern lektor ved Center for Afrikastudier i København og sundhedskonsulent i Kristeligt Dagblad fredag
Regeringen præsenterede i april 2005 sin nye hiv/aids strategi, hvor man erkender det vigtige samspil mellem forebyggelse og behandling.
I en kronik i Politiken samme måned med overskriften “Nye toner i kampen mod hiv/aids” hilste Læger uden Grænser (MSF) anerkendende det nye strategipapir velkommen.
Her over et år senere, har den opløftede stemning mistet sin klangbund. De nye retningslinjer for aidsbekæmpelse har endnu ikke i synlig grad udmøntet sig i nye tiltag, hvor Danmark aktivt støtter aidsbehandling i udviklingslandene.
Dette til trods for, at især manglen på sundhedspersonale i udviklingslande er ved at underminere hele sundhedssystemer med omfattende følger for fattigdommen blandt både aidssyge og ikke-aidssyge.
For at undgå en tragedie i tragedien er det vigtigt at fokus straks rettes mod behandling – og især behandling af hivsmittet og aidsramt sundhedspersonale.
Formålet er at lette presset på sundhedssystemet – både på grund af aids og følgesygdomme. For som WHOs nyligt udkomne årsrapport påpeger, ligger kimen til en “tragedie i tragedien” i den fatale mangel på sundhedspersonale – især i Afrika Syd for Sahara. Her lever 28 mio. af verdens 40 mio. smittede.
Desværre indebærer regeringens aidspolitik et krav om, at de generelle sundhedssystemer i u-landene skal være bragt op på et acceptabelt niveau, før Danmark er villig til at give støtte til aidsbehandling.
Sidstnævnte krav synes at være gjort til skamme med WHOs nyligt lancerede rapport, hvor der stilles skarpt på netop behovet for generelt at understøtte manglen på sundhedspersonale.
Men hvor er så de gode eksempler på aidsbekæmpelse, der kan vise vejen frem?
Der er fra dansk side tilløb til gode eksempler på projekter, der inkluderer behandling som væsentlig komponent. Dog endnu ikke i forhold til formelt sundhedspersonale. I et nyere projekt fra Zimbabwe under Dansk Røde Kors udgør behandling imidlertid en væsentlig faktor i kombination med forebyggelse og en stor del af arbejdet udføres af frivillige.
Zimbabwe er på alle måder et godt eksempel til illustration.
Ud af landets indbyggertal på godt 11 millioner er 1,8 million smittet med hiv eller aids. Der er alvorlig mangel på sundhedspersonale, idet omkring 45 procent af lægestillingerne er ubesatte og det samme gælder 60 procent af sygeplejerskestillingerne. Situationen er en hæmsko for at få sundhedssystemet til at fungere tilfredsstillende.
I lyset af denne barske virkelighed har Dansk Røde Kors i 2004 fået bevilliget 4 mio. bistandskroner af Danida til et på flere måder nyskabende sundhedsprojekt i Zimbabwe.
Frivillige fra Zimbabwes Røde Kors tager sig af forebyggelse, pleje af aidssyge i hjemmene og støtte til nogle af de mange børn, der er forældreløse, fordi deres far eller mor er døde af aids.
De frivilliges indsats er afgørende for at kunne hjælpe de syge med deres behandling. Dermed udgør projektet et supplement til det offentlige sundhedssystem.
Der er tilsyneladende ikke megen hjælp at hente fra danske udviklingsforskere i denne sammenhæng.
Seniorforsker og udviklingsekspert fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ole Therkildsen har sågar kaldt ekstra midler til Afrikas sundhedssystemer for “en blandet velsignelse”. Han mener, at de afrikanske sundhedssystemer ikke kan absorbere flere midler uden risiko for erosion. Derfor er det ikke ekstra midler, der skal til, ifølge Therkildsen.
Her ville det være givtigt at høre lidt om, hvilket alternativ de fattige spås at have? For at sidde i et elfenbenstårn og kalde midler til f.eks. mere medicin for en blandet velsignelse er vanskeligt at høre på. Både fra en praktikervinkel, men i høj grad også fra et sundhedsøkonomisk synspunkt.
Mere medicin kunne netop være én af de måder, de ekstra midler kunne anvendes på i Afrika. Især medicin til aidsramte læger og sygeplejersker.
Helt anderledes end Ole Therkildsen vurderer Jeffery Sachs, den amerikanske økonom og chefrådgiver for FNs 2015-mål, der er ansat ved Columbia University. Sachs mener ikke, man kan kaste for mange penge i de fattigste landes sundhedssystemer.
Dette skyldes, at kontrol med hiv/aids er en forudsætning for at nå de andre af FNs 2015-mål (hiv/aids er mål 6 ud af 10). Han ser muligheden for ekstra finansiel støtte til blandt andet Afrika som motor for øget fattigdomsbekæmpelse.
Der er væsentlige økonomiske argumenter bag Sachs meldinger. Især hans argumenter omkring arbejdsstyrkens rolle er særlig relevante.
Det forholder sig sådan, visse steder i det sydlige Afrika, at man ikke kan opretholde almindelige, daglige aktiviteter på grund af dødsfald og begravelser. Dertil kommer, at arbejdsstyrken i Afrika vil være mellem 5 og 35 procent mindre inden 2020 på grund af aids.
Det skønnes sågar, at hvis 15 procent af et lands befolkning er smittet, vil landets bruttonationalprodukt falde med én procent om året.
En samlet løsning på problemet findes måske i Sydafrika, hvor man har gode erfaringer fra et forsøg med medicin til sundhedspersonalet på et par sygehuse i Kwazulu Natal.
Behandling af aidsramt personale på de 2 sygehuse med ARV (antiretroviral behandling) har øget effektiviteten i sundhedspersonalets arbejde som helhed. Ikke mindst har medicinen fastholdt det sparsomme personale i arbejde og sikret kontinuiteten.
Alt i alt er der tale om, at ARV har lettet presset på sundhedssystemet. Gratis medicin til sundhedspersonalet optimerer dermed sundhedssystemernes økonomiske bæredygtighed og burde være en delmængde af den danske bistandskanon fremover.
Hjerneflugt er med til at vanskeliggøre udvikling i Afrika syd for Sahara – også omkring aidsbekæmpelsen. De veluddannede læger og andre højtuddannede flytter til de rigere lande i verden, hvor lønnen er højere.
Hvor hjerneflugt fra den offentlige sektor i Afrika syd for Sahara tidligere skyldtes emigration, tyder tendenser nu snarere på at folk i den arbejdsdygtige alder ikke emigrerer – de dør af aids.
Gratis medicin til sundhedspersonalet kunne derfor bidrage til at give sundhedsarbejdet særstatus. Adgang til gratis medicin for læger og sygeplejersker i landsbyerne ville tilmed kunne dæmme op for den lille hjerneflugt fra land mod by og modvirke den udprægede personalemangel, der kendetegner de små landsbyklinikker.
Hvad kræver det så fra dansk side at lette presset på sundhedssystemerne i Afrika syd for Sahara?
Først og fremmest skal planerne i hiv/aids strategien føres ud i livet – med bevidsthed om den horrible mangel på arbejdskraft. Det unikke Dansk Røde Kors projekt udgør en lille brik i det større puslespil, vi i dansk bistand nølende afventer med at få samlet.
Især tænkes her på øget anvendelse af behandling og selvfølgelig altid i kombination med forebyggelse. Inddragelsen af frivillig arbejdskraft er en sund nyskabelse og kan udvikle sig til et vigtigt supplement til det formelle sundhedssystem.
Civilsamfundets rolle i opgaven omkring aidsbekæmpelsen er vigtig, men bør ses som et supplement til de tiltag, der snarest bør iværksættes med fokus på det formelle sundhedssystem inklusiv dets professionelle og aidsramte personale.
Der skal udvikles retningslinjer for rekruttering og stigma-forebyggelse på arbejdspladsen i de afrikanske sundhedssystemer. Hiv-smitte må selvsagt ikke stå i vejen for ansættelse og fastholdelse af læger og sygeplejersker.
Personalepakker, der har helhedsorienteret fokus på den enkelte medarbejder og eventuelt dennes familie, samt adgang til blandt andet ARV (antiretroviral behandling) kan med fordel udgøre centrale elementer i udmøntningen af den danske hiv/aids strategi.
Der er tilmed gode sundhedsøkonomiske argumenter knyttet til disse forslag. De afrikanske aidspatienter har brug for medicinsk behandling af uddannet og kvalificeret personale. Et væsentligt biprodukt er fremtidssikringen af dansk bistand på sundhedsområdet.
Ekstra midler til bekæmpelse af aidsepidemien er en klar velsignelse, såfremt de anvendes til at give lægernes og sygeplejerskernes arbejde særstatus, både på landet og i byerne. Det kan gøres ved at give disse faggrupper gratis adgang til aidsmedicin – og gerne deres familier ligeså.
Afrikanere har med deres ringe købekraft ikke en reel valgmulighed, når det gælder køb af medicin. Adgang til aidsmedicin er derfor en utopi for de allerfleste afrikanere – især for afrikanere syd for Sahara.
Aids hindrer udvikling og ødelægger fremtiden for millioner af forældreløse børn i Afrika syd for Sahara. Derfor skal afrikansk, aidsramt sundhedspersonale tildeles særstatus og have adgang til behandling – nu, slutter Susanne Krysiak Jensen.
Kronikken bringes med forfatterens tilladelse. Den stod i Kristeligt Dagblad fredag den 18. august 2006.
