Under afstemningen om Sydsudans selvstændighed fra Sudan har lokale journalister hver dag besøgt valgstederne og rapporteret kontinuerligt til radioer og aviser. Nu følger de intenst optællingen.
Af Janne Bruvoll
Journalist i Sydsudan
YEI, SYDSUDAN, den 17. januar 2011. ”Åh nej, hun er ved at køre væk”. Radioreporter Alfred Taban skynder sig hen til en hvid pickup og stiller sig ved passagersædet.
Kvinden bag ruden ruller vinduet ned, og Alfred Taban beder om en kommentar.
Hun stiger ud af bilen og svarer velvilligt på alle hans spørgsmål. Kvinden hedder Sadia Anthony og er fra det sydlige hovedkontor for Sydsudans valgkommission. Alfred Taban er journalist og har under hele folkeafstemningen om Sydsudans selvstændighed besøgt valgsteder og rapporteret til to radiostationer i Yei.
”Vi har slet ikke haft vanskeligt ved at få informationer fra valgstederne. Sikkerhedsfolkene har ikke en gang skabt problemer for os,” siger Alfred Taban. Ud over selv at rapportere og læse nyheder op i de to private radiostationer Liberty FM og Easter FM, koordinerer han de andre radiojournalister i Yei.
”Det bliver lettere og lettere at være journalist. Folk begynder at forstå den rolle, medierne spiller og hvilken fordel, det er at have medier. Gennem medierne får folk nemlig de informationer, de har brug for til at udvikle vores land,” siger han.
Troede vi var spioner
Så let har det ikke altid været, fortæller Alfred Tabans kollega Data Emmanuel Aggrey.
”Under valget (det landsdækkende præsident- og parlamentsvalg i Sudan i april 2010, red.) var der en masse forvirring, og sikkerhedsfolkene var hårde. Det var fra dem, mange af vores problemer den gang kom, fortæller han. Data Emmanuel Aggrey er redaktør på Maruba, en lokalavis i Yei.
Også hans journalister har været ude at besøge valgstederne under hele afstemningen, som varede fra den 9. til den 15. januar.
”Det er gået rigtig godt. Vi har ikke oplevet nogen chikane fra nogen. Journalisterne har frit kunnet snakke med både vælgere og repræsentanter fra regeringen og valgkommissionen,” siger han.
Data Emmanuel Aggrey og Alfred Taban er enige om, at deres forbedrede arbejdsforhold i stor grad skyldes de kurser og møder, journalisterne er blevet inviteret til de seneste år af internationale organisationer.
International Media Support, Mellemfolkeligt Samvirke og Norsk Folkehjælp har blandt andre stået bag kurserne. I oktober 2010 blev et dialogmøde afholdt mellem journalister og sikkerhedsfolk i tre amter omkring Yei.
”Under mødet lærte både vi og sikkerhedsfolkene om hinandens roller. Nu har vi en bedre forståelse af, hvordan vi bedst indsamler informationer, og hvordan vi kan arbejde hånd i hånd med sikkerhedsfolkene.
Tidligere var sikkerhedsfolkene altid mistænksomme over for os og troede, at vi var spioner. Nu ringer de endda til os for at give os informationer om, hvad der sker,” siger Data Emmanuel Aggrey.
100 procent folkeafstemning
International Media Support, som støtter journalister i Sydsudan før, under og efter folkeafstemningen, monitorerer pressedækningen og fortæller, at folkeafstemningen fylder næsten 100 procent af nyhedsdækningen i disse dage.
Og Data Emmanuel Aggrey mener, at det er afgørende, at lokale journalister som ham dækker folkeafstemningen tæt.
”Dækningen skal være tæt for at sikre, at befolkningen ved, hvordan processen skrider frem, og om der sker nogen fejl. Folk kan ikke få nok information”.