Venezuela befinder sig i den værste krise i landets historie. Der er udbredt mangel på mad og medicin, retssystemet ligger i ruiner, oppositionsfolk fængsles og indbyggerne er mange steder bange for at gå på gaderne i det land, som indtil for ikke så mange år siden var et af Latinamerikas rigeste.
Venezuela har verdens største oliereserver, og var en af de store spillere på det internationale energimarkedet. Indtil for nylig var landet også et demokrati.
Imens har landets regeringen under ledelse af præsident Nicolas Maduro travlt med at benægte virkeligheden og i stedet skyde skylden på ”udenlandske agenter”, der angiveligt vil vælte hans regering.
I dokumentarfilmen ”Women of the Venezuelan Chaos”, der vises på filmfestivalen CPH:DOX, møder vi fem kvinder, som forsøger at navigere i kaosset i deres land. De inviterer os indenfor og viser os, hvordan livet ser ud for dem og deres familier.
Patienter skal have egen medicin med
I filmen møder vi sygeplejersken Kim, hendes mand og to børn, der er i gang med at pakke deres ting og har besluttet at forlade Venezuela, fordi situationen bliver mere og mere håbløs. I de seneste år har et sted mellem en og halvanden million venezuelanere forladt deres land i søgen efter bedre vilkår et andet sted.
Kim arbejder på et hospital, hvor der er mangel på selv det allermest basale. Kommer der en patient ind, som skal have antibiotika i 24 timer, er det ikke muligt for hospitalet at give dette. De syge, der skal indlægges, skal selv medbringe sengetøj, medicin, mad og alt andet, de kommer til at få brug for under deres indlæggelse.
Hjemme lytter Kim til radioen, hvor præsident Nicolas Maduro hævder, at det er løgn, at Venezuelas hospitaler mangler alt. Der er en vis mangel, erkender præsidenten, men det skyldes den ”psykologiske krigsførelse”, Venezuela og Maduro-regeringen er udsat for, understreger han.
18 gange så mange drab som i USA
Den tårnhøje inflation og den yderst alvorlige økonomiske situation har fået den i forvejen høje kriminalitetsrate til at stige yderligere. I dag betragtes Caracas som en af verdens farligste byer.
Det kommer blandt andet til udtryk i de nervøse tics og den konstante fingeren ved bilens låsesystem, som community manager Maria José i lighed med mange andre indbyggere i Caracas har udviklet. Hun prøver at undgå at gå ud med sine smykker på sig og lader telefonen blive ude af syne. Men hvis det banker på bilruden og nogen udenfor vifter med en pistol, har hun på forhånd tænkt, at hun ikke kan gøre andet end at samle sine værdigenstande og udlevere dem.
”Det virkeligt sørgelige er, at det er ved at blive normalt,” siger Maria José og fortæller om bekendte, der er blevet bortført sammen med deres børn af kidnappere, der ville presse penge af dem.
Statistikkerne fortæller deres egen historie. I 2016 blev der begået 28.479 drab i Venezuela, svarende til 91,8 drab per 100.000 indbyggere. Til sammenligning blev der i USA samme år begået fem drab per 100.000 indbyggere.
Sikrere at overnatte i madkøen
Hjemme hos arbejdsløse Eva skændes familien om indkøbene, fordi det er stort besvær overhovedet at skaffe mad fra markedet. Eva tager dertil torsdag morgen for at få et midlertidigt nummer, og torsdag aften kan hun bytte det midlertidige nummer ud med det ”rigtige” nummer. Så kan hendes søster vende tilbage fredag og købe de varer, der nu er at købe. Andre gange ender Eva med at overnatte i køen, så hun er sikker på ikke at miste sin plads. Også fordi det er sikrere at overnatte der i stedet for at tage hjem og risikere at blive røvet på hjemvejen. Men ind imellem venter venezuelanerne i køen forgæves og kan ikke få de madvarer, de har brug for. Som den aften, hvor de venter på en lastbil, der er fuld af toiletpapir, smør og mælk – men ikke mel, pasta eller andre basale madvarer.
Eva planlægger at flytte hjem til sin far i Colombia, fordi der er mere sikkert end i Venezuela – og langt bedre muligheder for at skabe sig en fremtid.
107 politiske fanger
I filmen møder vi også Luisa, der er pensioneret politibetjent. Hendes barnebarn, Rosmit, som bor hos hende og hendes mand, er en af Venezuelas politiske fanger. Dem var der 107 af i Venezuelas fængsler i begyndelsen af 2017, viser en opgørelse.
Luisa og hendes mand lever, som alle andre almindelige venezuelanerne, et liv i sparsommelighed. Det bliver de nødt til. Der er hverken penge eller varer at købe.
”Engang havde vi alt. Vi kunne bare gå ind i et supermarked og finde det, vi havde brug for,” fortæller Luisas mand.
Lovløst land
Og endelig møder vi servitricen Olga, som fortæller om den dag, specialstyrkerne bragede ind i hendes hus sent om aftenen og dræbte hendes 16-årige søn. Tilsyneladende fordi de havde taget fejl af husene. Senere på dagen gik hun til politiet for at melde det, men de ville ikke tage imod hendes anmeldelse.
Olgas historie er voldsom, rørende og rystende, og den bliver koblet til nogle af de begivenheder, der har fundet sted efter filmens færdiggørelse, når man ser hende lytte til radioen, hvor den daværende statsadvokat Louisa Ortega Diaz retter en kritik mod Maduro-styret:
”Vores stat havde engang den største respekt for menneskerettighederne,” siger Ortega Diaz gennem radioen.
Luisa Ortega Diaz brød med præsident Maduro, som hun tidligere havde været loyal over for, da hans styre slog hårdt ned på oppositionen under de store demonstrationer, der prægede hovedstaden Caracas og andre byer. Desuden siger hun, at hun har beviser på korruption i regeringen og i Maduros inderkreds.
I dag er også den tidligere statsadvokat flygtet ud af landet og har fået tilbudt asyl i nabolandet Colombia.
*****
Women of the Venezuelan Chaos bliver vist lørdag d.17/3 kl.16:30 i Palads og søndag d.25/3 kl.14:30 på Hotel Cecil.
Efter visningen d. 17/3 vil Ninna Sørensen, DIIS-forsker og Latinamerika-ekspert, debattere menneskerettigheder og situationen i Venezuela med Thorkild Høyer, forsvarsadvokat og stifter af Levende Menneskerettigheder.
