Læger uden Grænser i ny årsrekord – og retter bredside mod Søren Pind

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Efter et rekordår for Læger uden Grænser (MSF) i Danmark – især på grund af katastrofeindsatsen i Haiti, der kaldes den “hidtil største enkeltstående i organisationens snart 40-årige historie” – retter MSF hård kritik mod udviklingsminister Søren Pind (V) for reelt at besværliggøre arbejdet i flere u-lande.

Det sker i forordet til årsberetningen for 2010, som kom ud mandag.

Her skriver formanden for Læger uden Grænsers danske afdeling, Jesper H. L. Jørgensen, på den samlede bestyrelses vegne, at det forgangne år “desværre … var skelsættende”, fordi “den danske regering valgte at fra-vige et hidtil urørligt princip om, at humanitær hjælp skal gives neutralt og ud fra behov”.

Han fortsætter:

“Hvor humanitær hjælp hidtil har været fredet for politisk indblanding, blev det nu visse steder betinget af en militær strategi. Dermed ydes det ikke på et upartisk grundlag”.

“Begrundelsen for at yde dansk statslig humanitær hjælp til Pakistan efter oversvømmelserne i august var ifølge udviklingsministeren ”dels de her meldinger om, at Taliban løber rundt og deler nødhjælp ud, dels at situationen er så alvorlig.” Med andre ord blev hjælpen givet med et sikkerhedspolitisk sigte fremfor et humanitært”.

“Konsekvensen er, at de stridende parter i konflikten ikke har tillid til de tilstedeværende organisationer. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved motiverne, og vores adgang til de nødlidende kommer i fare. Hvis man skal yde neutral, upartisk medicinsk nødhjælp i lande som Afghanistan og Pakistan, kræver det, at alle de stridende parter accepterer vores tilstedeværelse. Det er ikke nemt, og det tager tid. Men det er den eneste mulige vej”.

Jesper H. L. Jørgensen anfører Afghanistan som eksempel:

“Civile afghanere kommer til vores hospital i Helmand-provinsen og fortæller, at de af frygt for repressalier ikke tør lade sig behandle på steder, hvor der er våben og militære interesser.

“Samtidig ser vi nu, at nødhjælpsorganisationer, der har været under militær beskyttelse i Afghanistan, trækker sig ud. De har ikke andet valg, da de bliver opfattet som part i konflikten. Læger uden Grænser vælger at forblive fuldstændig neutrale i ord og handling”.

MANGE UDSENDTE – og mange flere penge

Efter bredsiden mod Søren Pind koncentrerer årsberetningen sig om årets resultater.

2010 var et usædvanligt år, hedder det. Det blev et år, da både Haiti, men også de ekstreme oversvømmelser i Pakistan krævede en overordentlig stor indsats.

Fra jordskælvet i Haiti og til i dag er 358.000 haitianere blevet behandlet af Læger uden Grænser, som har udført 16.500 operationer og hjulpet 15.000 børn til verden.

Læger uden Grænser i Danmark sendte et rekordstort antal folk af sted på opgaver: I alt 55 danske læger, sygeplejersker, jordemødre, logistikere og administratorer blev det til – og samtidig en fremgang i antallet af udsendte for første gang siden 2005.

MSF Danmark modtog 147 millioner kr. i samlede bidrag i 2010 – af dem kom 84 millioner fra private donorer. Det er en stigning på godt 36 procent i forhold til året før, hvor tallene var henholdsvis 108 og 63 mio. kr. En af årsagerne var et exceptionelt stort beløb, der indkom som arv – nemlig 19 mio. kr.

– For at sikre vores uafhængighed har vi et princip om, at vi primært skal være finansieret af private midler. Derfor er vi meget taknemmelige – ikke alene for de mange bidrag, vi har fået til vores arbejde i 2010, men også for den stadigt større støtte og sympati, som Læger uden Grænser nyder, siger direktør Michael Gylling Nielsen, og lægger til:

– Læger uden Grænser yder medicinsk nødhjælp, og det er en profil, vi agter at skærpe i de kommende år. Derfor har vi også fra 2010 sat fokus på at hjælpe de 36 millioner børn, der er moderat-akut underernærede.

Læger uden Grænser samarbejder med ernæringseksperter fra bl.a. Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet, Verdenssund-hedsorganisationen (WHO) og Verdensfødevareprogrammet (WFP) om at udvikle et ernæringsprodukt, som potentielt kan hjælpe alle disse børn, så de undgår at blive svært underernærede, få følgesygdomme og i sidste ende dø.

Det ambitiøse forskningsprojekt – TreatFOOD projektet – skal udvikle et billigt og patentfrit produkt, der indeholder de vitaminer og mineraler, der er helt nødvendige for udviklingen hos disse svært stillede børn.

Sådan et produkt findes ikke i dag, men det håber man at udvikle i løbet af få år.

ADMINISTRATIONSPROCENT FOR FULD HAMMER

Samtidig gør man en dyd af at fremlægge den såkaldte administrations-procent i “rå” uhildet form.

Det hedder herom:

“Mange organisationer får over 90 procent af deres indtægter fra staten, og det betyder, at de ikke skal bruge så mange kræfter og administration på at skaffe og håndtere penge fra private donorer.

Fordi vi baserer størstedelen af vores arbejde på donationer fra private, har vi også en pligt til at fortælle, hvordan vi anvender pengene. Det gør vi bl.a. i denne beretning og på vores hjemmeside på www.msf.dk”.

“De humanitære organisationer er ikke enige om, hvordan man beregner administrationsomkostninger. Hos Læger uden Grænser synes vi, at det er mest redeligt at opgøre ALLE vore udgifter, og vi har i alt 17,7 procent i udgifter til administration, fundraising og information.

Meget mindre kan vi ikke gøre det for, når vi samtidigt insisterer på at sikre fuld gennemskuelighed, uafhængighed og handlekraft”.

Det betyder med andre ord, at hver gang der løber 100 kr. gennem MSF, går de 17,70 kr. til de 3 formål. Altså henved 1/5.

IKKE ET ORD OM KORRUPTION

Man leder til gengæld forgæves efter omtale af korruptions- og svindelsager, som MSF måtte have været involveret i i årets løb.

En stribe NGOer har medtaget et særligt kapitel i deres årsberetninger om sådanne uregelmæssigheder og åbent fortalt om de tab, de har lidt under de ofte vanskelige forhold i verdens fattige lande.

Både Danida og Folkekirkens Nødhjælp har desuden et særligt sted på deres side på internettet, hvor man kan finde en oversigt over løbende korruptionssager.

Hele årsberetningen kan ses på
http://msf.dk/billeder/pdf/Rapporter/Aarsberetning2010_web.pdf