URUGUAY FUSION
International Festival Sonamos Latinoamerica er atter tilbage i København, hvor det i år bliver til tre koncerter på først Musikmuseet i det gamle Radiohuset, hvor man også finder Det klassiske musikkonservatorium (17./9. kl. 19), Union på Nørrebro (18./9. kl. 19) og Krudttønden på Østerbro (19./9. kl. 19). Alle tre arrangementer ser spændende ud, men vi har valgt at fokusere på arrangementet i Union, som er det tidligere Verdenskulturcenter. Sebastián Caldas er svensk med rødder i Uruguay og optræder med en perkussionist, som sammen udforsker især Candombe, en tradition med processioner meget lig med samba og med afrikanske rødder. Derefter kan man opleve The Modern Latin Band, der kombinerer musikere fra Latinamerika og Danmark og spiller alskens latin-stilarter uden begrænsninger.
Fredag den 20. september kl. 19 – Union, Nørre Allé 7, 2200 København N
FELA PÅ FILM
Det er 7. udgave af Musikfilm Festivalen, og blandt de mere interessante er en ny film om Mr. Afrobeat fra Nigeria, den legendariske orkesterleder og rebel, Fela Anikulapo Kuti (1938-97). I filmen “My Friend Fela” giver Felas personlige ven, cubanske Carlos Moore, et tæt blik på rebellens utrættelige politiske kamplyst, kamp mod racisme og hans udforskning af afrikansk identitet. Der er masser af klip fra vilde koncerter, jam-seancer og det leben, som en Fela med et hav af koner havde gang i Lagos-bydelen Ikeja. Det er en vild film om en vild fyr.
Lørdag den 21. september kl. 14 – Cinemateket, Gothersgade 55, København
FRA CUBA TIL NÆSTVED
Los Cubraz er et altid effektivt orkester, der virkelig kan deres salsa til fingerspidserne. Med tre cubanere i bandet til at supplere tre absolutte veteraner indenfor den danske verdensmusik, blandt andre saxofonisten Maria Carelse og tres-spilleren, Jacob Rahbek, samt den unge cubanske multiinstrumentalist, Lisandro Bienes, som her spiller perkussion og også spiller med Jorge Cordero, er man i den grad i de bedste hænder, og møder man op to timer før, kan man nyde en let anretning, samt få en introduktion til salsadans, så man er klar til at møde Los Cubraz med fødder, hofter og ørerne slået ud.
Lørdag den 21. september kl. 19 – Grønnegades Kasernes Kulturhus, Næstved
VILDT CIRKUS PÅ BORNHOLM
Det er lidt udenfor nummer, men oppe i Olsker ligger det lille samfund Soldalen, mest kendt som bagmænd for Mostballaden, der laver suveræn æblemost. Men Aslak og Melanie, som lige har overtaget, er cirkusartister og holder hvert år en ud-af-kroppen-agtig festival, som simpelthen ikke er som man plejer det. Specielt Aslak selv på kinesisk pæl er noget ud over det sædvanlige. Det bliver grænseløst og fedt, især hvis det gode vejr holder. Så kan man tage på skovvandring i den vilde bornholmske natur og opleve små forestillinger på vejen, ligesom Aslaks bror kan sørge for, at du får en håndlavet kasket med hjem. Festivalen kører både lørdag og søndag.
Lørdag den 21. september kl. 14 – Soldalen, Maegårdsvej 4, Olsker, 3770 Allinge