”Min generation er ikke påvirket af krigen på samme måde som vores forældre. Vi er født ind i det, og havde derfor ikke noget at miste. Vi gik ud fra, at virkeligheden var sådan.”
Forfatter Sahar Mandour fortæller om borgerkrigen i Libanon, som varede 15 år mellem 1975-1990. Hun blev født i Beirut i 1977 af en libanesisk mor og med en egyptisk far.
”Mine forældre havde et godt liv før borgerkrigen. Selvfølgelig var der fattigdom og sociale problemer, men Libanon oplevede et boom. De gik i biografen, tog til stranden og nød livet,” gengiver hun med levende håndbevægelser.
Borgerkrigen i Libanon var en rodet konflikt på tværs af flere libanesiske grupper og udenlandske militser. Sekteriske alliancer styrede krigen, så shia og sunni muslimer, maronitiske kristne og drusere, som er en gren af shia islam, bekæmpede hinanden. 120.000 mennesker mistede livet, og op mod en million forlod landet på grund af krigen.
Litteratur mod stereotyper
Sahar Mandour er i Danmark som en del af litteraturfestivalen NorthLit i slutningen af juni. Hun skal til at læse op af sin bog ”32” på Testrup Højskole, hvor litteraturfestivalen afholdes. Hendes kastanjebrune krøller bevæger sig i takt med hendes hoveds bevægelser, da hun fortæller til de 20 tilhørende, at hun er uddannet journalist, og i den tid har skrevet fire bøger.
”Vores liv er politiseret. Jeg ville gerne dokumentere fem kvinders liv i Beirut i en specifik tid,” fortsætter hun fra den blågrønne lænestol, hun sidder i. ”Jeg gjorde det, fordi jeg frygtede, at vi som arabiske kvinder, blev degraderet til stereotyper af det narrativ, som Mellemøsten har.”
Politik invaderer
Hun oplever, hvordan politik smelter sammen med hverdagslivet i Libanon. Til tider kan politik også invadere privatlivet, fordi Beiruts indbyggere i høj grad er mærket af den politiske situation.
En aften da Sahar Mandour var på bar med en flok veninder kom to mænd voldsomt op at slås, så kvinderne måtte forlade baren. Drinks var spildt på gulvet, og deres humør var ødelagt. Sahar Mandour oplevede situationen som om de to mænd udspillede deres egen borgerkrig komplet ubevidste om, hvor mange mennesker de havde negativ indflydelse på. Det er det samme med den politiske situation. Få mennesker slås, mens det går ud over de mange, mener hun.
”Da krigen begyndte, så mine forældre deres liv brænde foran dem uden grund,” fortæller Sahar Mandour, og refererer til, at hendes forældre ikke var specielt politiske. Ifølge Sahar Mandor ville de ikke veksle deres liv for en ideologisk krig. Derfor oplevede de krigen som en politisk invasion af deres privatliv, de ikke selv tog del i.
Kroppens automatiske alarmsystem
I dag arbejder Sahar Mandour som traumeforsker i Amnesty International. Hendes arbejde med traumeforskning drager paralleller til hendes liv, der var præget af vold under og efter borgerkrigen.
”Når man oplever vold kræver det ikke sammenligning med andre oplevelser. Hvis du ser alle omkring dig gemme sig for bomberne, går dit alarmsystem automatisk i gang,” forklarer Sahar Mandour med lige dele professionel viden og lige dele personlig erfaring. Hun mener at angsten for krigsvolden er så indlejret i kroppen, at selv børn i Libanon reagerer tydeligt på den.
Unge sanser krigen
”Den generation, der er født efter 1990, har ikke selv oplevet krigens vold. For dem er volden en slags ’strange familiarity’ (fremmed kendskab red.),” forklarer Sahar Mandour. Hun mener, at traumet fra krigen sidder kollektivt i det libanesiske folk, og at nutidens unge derfor alligevel sanser krigens vold og angst, selvom de ikke levede under den. På den måde er krigen endnu ikke slut, mener hun.
Tilbage på Testrup Højskole er Sahar Mandour begyndt at læse op af sin bog. Hendes hoved bevæger sig i takt med ordenes tyngde, der beskriver en eksplosion i Beirut lang tid efter krigens afslutning. Beretningen viser, at selvom der officielt er fred i Libanon, er livet fortsat præget af uroligheder og angst for vold.
Sahar Mandour lytter til den danske digter Caspar Eric, der læser op af sin digtsamling på litteraturfestivalen NorthLit.
Foto: El Baradey
40-års krise over fremtiden
Sahar Mandour voksede op under borgerkrigen, og kendte derfor ikke til tilværelsen i Libanon før krigen brød ud. Alligevel skete der noget, da hun sidste år fyldte rundt, og begyndte at tænke over fremtiden.
”Jeg brugte en hel uge derhjemme på randen til at græde og tænkte: ’Hvad i alverden, jeg har brugt 40 år her. Kan jeg forvente det samme for de næste 40 år?,’” siger Sahar Mandour oprevet, når hun tænker på sin fremtid i Libanon. Den politiske situation er, ifølge hende, fastlåst. Det er den samme elite, der styrer landet, og det virker til, at intet ændrer sig.
”Vores tilværelse er i høj grad formet af den politiske virkelighed,” siger Sahar Mandour. Det er grunden til, at hun synes bogen ”32” er vigtig som en skildring af, hvordan hun som kvinde, lever sit liv på trods af politiske spændinger.
