Liberia har udskrevet sin sidste ebola-patient

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Med en lille udskrivelsesceremoni har Liberias sidste ebola-patient forladt det hospital i udkanten af Monrovia, hvor hun var indlagt. Det er en uge siden, Liberia har haft nye tilfælde af den dødelige sygdom.

Ebola-behandlingscentret i Liberias hovedstad, Monrovia, sagde torsdag farvel til den sidste ebola-patient, der var indlagt.

Der er gået en uge siden landet oplevede det seneste, nye tilfælde af sygdommen, oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Efter tre gentagne prøver havde vist, at den 58-årige patient var fri for sygdommen, kunne hun sendes hjem efter to ugers indlæggelse – og dermed er ebola-afdelingen tom, skriver netmediet GNN Liberia.

Ved udskrivelsen sagde patienten, engelsklæreren Beatrice Yardolo, at hun følte sig som ”et af de lykkeligste mennesker i verden”, efter at hun var erklæret sig fri for sygdommen, rapporterer britiske BBC.

Kan komme nye udbrud

Lederen af Liberias Incident Management System (IMS), Tolbert Nyenswah, siger, at udskrivelsen af den sidste ebola-patient viser, at landet langsomt bevæger sig mod en afslutning på krisen.

WHO advarer imidlertid om, at befolkningerne i det vestlige Afrika bevæger sig meget rundt, og at der derfor stadig kan komme nye udbrud.

”Vi ser faktisk på alle tre lande som ét enkelt land, så selv om det er gode nyheder, at Liberia ikke selv har nogen nye tilfælde, er befolkningerne i den region så mobile, at der hurtigt kan komme nye udbrud,” siger WHO-talsmand Gregory Hartl ifølge BBC.

”Vi skal ned på nul i alle tre lande, inden vi kan betragte dette som værende slået ned,” tilføjer han.

WHO’s tal viser, at der var 132 nye tilfælde i to af Liberias nabolande, Guinea og Sierra Leone.

Næsten 10.000 mennesker er døde af ebola, heraf flest i de tre lande.