Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Der var diplomatisk jubel i Togo fredag eftermiddag. Det lille vestafrikanske land mellem Ghana og Benin med et indbyggertal som Danmarks blev i FNs generalforsamling valgt til sikkerhedsrådet sammen med atommagten Pakistan, Marokko i Nordafrika og Guatemala i Mellemamerika.
Men det var et valg på en knivsæg. Tre stemmerunder skulle Generalforsamlingen igennem, før Togo kom over de 129 krævede stemmer, altså to tredjedele af de 193 medlemslande. Togo fik 131 stemmer mod sin nærmeste afrikanske rival, Mauretanien, med 61.
Den togolesiske statslige pressetjeneste udlægger valget som en tak for, at landet deltager i FNs fredsbeva-rende styrker med 800 soldater i Elfenbenskysten, DR Congo, Sudan og Haiti.
Og samtidig en sejr for præsident Fauré Gnassingbé, der siden han blev valgt i 2005 – og genvalgt i april 2010 – har styrket demokratiet og skabt relativ fremgang i landet, som ellers blev styret med jernhånd af hans far, Grassingbé Eyadema, fra 1967 til hans død i 2005.
Togo forventes af kommentatorer i landet i lighed med Marokko at ville støtte op omkring USA i de fleste spørgsmål, men det forudses også, at landet vil arbejde aktivt sammen med de kræfter, der forsøger at få ændret sikkerhedsrådets sammensætning.
Det er kun sket én gang siden dannelsen i 1946, nemlig i 1963, da sikkerhedsrådets ikke-permanente medlemmer blev udvidet med fire til de nuværende ti.
Krav om udvidelse
Der er større og større pres fra mange lande om, at sikkerhedsrådet udvides med flere medlemmer end de fem permanente med vetoret, så rådet kommer til at afspejle de politiske og økonomiske realiteter i verden i dag.
Togo ventes at bruge sin stemme til at stå bag kravet fra den Afrikanske Union om, at Sikkerhedsrådet tilføres et medlem med vetoret og to yderligere ikke-permanente medlemmer (uden vetoret).
Selv om ingen forventer dramatiske forandringer i magtkonstellationen i FN, peger iagttagere på, at der er en langsom proces i gang, hvor stemmernes vægt forandrer sig.
FN-historikeren Edward Luck siger f.eks. til Foreign Policy, at USA’s dominans i Sikkerhedsrådet er for nedadgående, og at der er flere ”spillere”, som man ikke længere kan komme uden om.
– Sikkerhedsrådet gennemgår en tilpasning til en ny international orden, der ikke længere er domineret af nogle få magter. Forhandlingerne bliver mere komplicerede, fordi man er nødt til at lytte til flere spillere nu. Det ser ud til, at vi bevæger os hen imod en verden, hvor mange flere aktører ikke længere er bange for at hæve stemmen, siger Luck til det amerikanske magasin.
De ikke-permanente medlemmer af sikkerhedsrådet vælges efter en fast geografisk nøgle, og der har i år været tale om et hidtil uset hårdt opløb til de eftertragtede pladser.
Fem ikke-medlemmer skiftes ud hvert år, og oftest kendes udfaldet på forhånd. Men i år var der spænding til det sidste.
I Latinamerika afløste Guatemala uden modkandidater Brasilien.
Pakistan kom igennem allerede i første runde men også lige med nød og næppe med 129 stemmer men med flere stemmer end Kirgisistan.
Pakistan kommer dermed i selskab i Sikkerhedsrådet med sin ærkefjen-de, mægtige nabo og (ligeledes) atommagt, Indien, og ikke mindst med USA, med hvem Pakistan i øjeblikket har et noget anstrengt forhold til.
Også Marokko kom igennem i første runde med 151 stemmer og udfylder sammen med Togo de to afrikanske stole, der var på valg.
Sikkerhedsrådets sammensætning fra 1. januar 2012:
* Permanente medlemmer med vetoret: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig
* Ikke-permanente medlemmer uden vetoret: Colombia, Guatemala, Indien, Marokko, Pakistan, Portugal, Togo, Sydafrika, Tyskland og enten Adserbasjan eller Slovenien.
———–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
