Konflikten i Mozambique – miniartikelserie
I en serie på tre artikler udlægger Mogens Pedersen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, konflikten i det nordlige Mozambique, der er taget til de sidste par år, og undersøger, hvad der ligger til grund for den eskalerende situation.
Første del: “Konflikten i det nordlige Mozambique har dybe rødder”
Anden del: “Skrantende økonomi har indflydelse på konflikt i Mozambique”
Tredje del: “Løsning på konflikt i Mozambique skal være bredspektret”
Gennem de sidste par år er en konflikt i det nordlige Mozambique eskaleret. Gennem en artikelserie i tre kapitler har jeg kigget nærmere på konflikten og forsøgt at afdække de mulige bagvedliggende årsager. Første kapitel zoomede ind på selve konflikten og Cabo Delgado-provinsen, hvor konflikten udspiller sig, mens andet kapitel kiggede nærmere på Mozambiques økonomiske situation som mulig forklaring på uroen.
Denne tredje og sidste del af artikelserien fokuserer på den politiske situation i landet og kigger dernæst fremad med et par bud på mulige fremtidsscenarier.
Men først skal vi tilbage i tiden for at forstå baggrunden for det politiske landskab.
Fra én krig til den næste
Det første skud mod de portugisiske kolonitropper faldt i netop Cabo Delgado-provinsen den 25. september 1964. Det blev begyndelsen på en 11 år lang krig for uafhængighed, og først i 1975 opnåede Mozambique i lighed med de andre portugisiske kolonier i Afrika at blive et selvstændigt land.
Lige siden har partiet Frelimo domineret den politiske scene i Mozambique og sat sig tungt på både stat og økonomi. Alle regeringer har været under Frelimos ledelse, alle centrale poster i staten er gradvist blevet besat af Frelimo-folk, og efterhånden er det samme tilfældet for økonomiske nøglepositioner.
Det vigtigste oppositionsparti har været Renamo, der kort tid efter uafhængigheden opstod som guerillagruppe med støtte først fra det daværende regime i Rhodesia (nuværende Zimbabwe, red.) og efterfølgende fra apartheidstyret i Sydafrika. Renamo vandt efterhånden betydelig opbakning særligt i landområderne, hvilket ikke mindst skyldtes Frelimos fejlslagne politik med tvungne fælleslandsbyer og fællesbrug. Blot et år efter uafhængigheden blev Mozambique slynget ud i endnu en krig – denne gang en 16 år lang og blodig borgerkrig, der først sluttede med fredsaftalen i 1992. Ved den anledning blev Renamo omdannet til et egentligt politisk parti, men bevarede samtidig væbnede grupper i den centrale del af Mozambique.
Efter et par år med stadig flere Renamo-angreb på især transportkonvojer indgik parterne en ny fredsaftale i 2014. I henhold til den skulle Renamo holde sig til kun at være et politisk parti og nedlægge sine bevæbnede grupper, men heller ikke denne gang makkede Renamo ret, og angrebene fortsatte som udtryk for Renamos utilfredshed med, hvad de betegnede som Frelimos manglende opfyldelse af aftalen.
Den tredje og hidtil sidste fredsaftale mellem regeringen og Renamo blev indgået i august 2019, et par måneder før præsident- og parlamentsvalget samme år. Aftalen lød denne gang på, at Renamo-soldaterne nu skulle integreres i hæren, og at regeringen ville etablere en mere neutral valgmyndighed, der skulle garantere frie og retfærdige valg.
Hverken frit eller fair valg
Ethvert håb om at Frelimo ville efterkomme dette, blev imidlertid manet i jorden ved valget i oktober 2019. Valget bekræftede tydeligt, at Frelimo ikke sparer på anstrengelserne for at fastholde sin altdominerende rolle i mozambiquisk politik. Og på ingen måde accepterer, at oppositionen indtager politisk vigtige positioner.
Ifølge det officielle resultat vandt Frelimo præsidentvalget – og dermed en ekstra periode til præsident Filipe Nyusi – med over 73 procent af stemmerne foruden guvernørposterne i alle landets ti provinser.
Ifølge EU-valgobservationsmissionen var der til gengæld tale om et stærkt manipuleret og lidet gennemsigtigt valg: Valgkommissionen var ikke politisk uafhængig, men under stærk indflydelse af Frelimo, vælgerregistreringen var ikke pålidelig, politiet generede oppositionens kandidater voldsomt under valgkampen, forhindrede civilsamfundet i at observere valget, og der var stort misbrug af statslige midler til fordel for Frelimos kandidater. Overordnet set kan man således ikke betegne valget som frit og fair eller dets resultater som retvisende.
Generelt har Frelimo-ledere den opfattelse, at eftersom Frelimo stod forrest i kampen for uafhængighed, er partiet selvskrevet til at lede landet. Det er ganske enkelt utænkeligt, at andre kan stå i spidsen for landet – eller at oppositionen får del i magten. Efterhånden som årene går er det dog færre og færre Frelimo-ledere, der direkte har deltaget i den væbnede kamp.
Civilsamfundet spiller en vigtig rolle som kritiker af regeringen, ligesom der blandt den lokale presse er kritiske røster. Men både civilsamfundsorganisationer og dele af den mere kritiske presse har de senere år været udsat for aggressioner, også fysisk. Sidst var det den regeringskritiske avis CanalMoz som det gik ud over – i august sidste år blev dens redaktionslokaler brændt ned af ukendte gerningsmænd. Hertil kommer, at flere fremtrædende medlemmer af civilsamfundsgrupper i de sidste par år er blevet udsat for personlige overfald og trusler. Brugen af udprægede politistatsmetoder bliver efterhånden mere og mere almindeligt i Mozambique.
Fremtidige scenarier
I de sidste over 50 år har Mozambique næsten konstant levet i krig. I dag er der fortsat væbnede sammenstød mellem Renamo-grupper og hæren i det centrale Mozambique, men det er den hurtigt eskalerende og meget voldsomme konflikt i Cabo Delgado, der med rette tiltrækker sig opmærksomhed.
De islamiske oprørere synes at fået overtaget og har initiativet på deres side, hvilket gør det nødvendigt med hurtig handling, og alt tyder på, at det langt fra er tilstrækkeligt at sætte hæren og politiet ind med hjælp fra udenlandske lejesoldater. Mange mozambiquiske observatører har insisteret på behovet for en bredere tilgang, hvor man også ser på de sociale og økonomiske faktorer som vigtige for at forstå konflikten.
Imidlertid synes præsident Filipe Nyusi og hans regering ikke at være parate til at anerkende, at sociale og økonomiske problemer udgør en væsentlig baggrund for konflikterne i Cabo Delgado. Tilsyneladende foretrækker man at betale udenlandske private sikkerhedsselskaber for at afhjælpe situationen, hvilket har vist sig meget ineffektivt. I de sidste måneder er situationen kun forværret, og regeringen lader til at have mistet kontrollen.
I december kom det frem, at Portugal overvejer at sende et hold militærinstruktører til Mozambique for at træne sikkerhedsstyrkerne i Cabo Delgado. Nogle vil nok se med kritiske øjne på, at der kommer portugisisk militær tilbage til det område, de tidligere koloniherrer måtte forlade for snart 50 år siden under kampen for uafhængighed.
Det er også kommet frem, at Mozambique har anmodet EU om støtte i lyset af den stærkt forværrede sikkerhedssituation. I den anledning udtalte EU’s udenrigskommissær Josep Borrell, der afspejler en noget mere nuanceret opfattelse af udviklingen, nemlig at ikke alting kunne forklares ved islamisk terrorisme, og at provinsen var meget rig på råstoffer, mens langt størstedelen af befolkningen samtidig levede i dyb fattigdom.
Der er en risiko for, at konflikten i de kommende måneder forværres og spreder sig syd på til Nampula-provinsen og sandsynligvis også til provinserne Niassa og Sofala. Og man kan på ingen måde udelukke, at det kommer til flere og flere sammenstød i Tanzania og andre lande i regionen, eller at det udvikler sig til en reel regional konflikt.
Fra forskellige sider fremhæves det, at der er behov for en veritabel Marshall-plan, der kan skabe massiv beskæftigelse for unge mennesker i Cabo Delgado og de nærliggende provinser. Det er naturligvis ikke en simpel proces at igangsætte, og det er nok et kapløb med tiden, hvor det drejer sig om hurtigt at iværksætte arbejdsintensive projekter.
Det er ikke blot regeringen, der må skifte politik, men så sandelig også de multinationale firmaer i området, der har et ansvar for at bidrage til provinsens udvikling gennem sikring af beskæftigelse og direkte økonomiske bidrag.
På den baggrund er det vigtigt, at det internationale samfund intensiverer dialogen med den mozambiquiske regering og støtter en bredere tilgang, der også tager regionens sociale, økonomiske og politiske udfordringer i betragtning. Så længe lokalbefolkningen i den ressourcerige provins oplever, at den ikke får gavn af udviklingen, vil der være grobund for udbredt utilfredshed og voldelige modstand mod regeringen.
Mogens Pedersen er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
