Efter noget forsinkelse forventes appelretssagen i Salé ved Rabat i Marokko gå i gang på onsdag den 11. september.
Det drejer sig om de bestialske terrormord natten mellem den 16. og 17. december sidste år på den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen, og hendes norske veninde, 28-årige Maren Ueland, der blev dræbt i deres telt i Høje Atlas-bjergene cirka 80 kilometer fra den populære turistby Marrakesh.
De to kvinder havde været på trekkingtur omkring Toubkal-bjerget, som med sine 4167 meter er Nordafrikas højeste. På vej ned til landsbyen Imlil havde de to slået deres telt op på en platform ved en lille sti nær en sufi-helligdom, da de blev angrebet af fire marokkanske mænd bevæbnet med knive.
Kvinderne havde ikke en chance, og de fire mænd, som alle er fra Marrakeshs slumområder i udkanten af milionbyen, havde tre uger forinden indspillet en video, hvor de tre havde sværget troskab til Islamisk Stat-lederen, Abu Bakr al-Baghdadi.
Nu var de taget op til området, der er en populær trekkingdestination, for at slå udenlandske turister ihjel.
Det var altså et grumt tilfælde, at ofrene blev de uskyldige skandinaviske kvinder.
Glemt ID-kort
De to kvinder blev fundet af to franske turister næste formiddag, og her beskrev de kvinderne som ”ødelagte”. Politiet kom ret hurtigt til stedet, og konstaterede, at de to ofre var ”slemt skadet i halsregionen”, som man vist sagde det, ligesom man ret hurtigt fandt et glemt identitetskort ved det telt, som gerningsmændene havde efterladt, da de i stor hast forlod området. Alle marokkanere skal bære sine ID-kort på alle tider.
Ydermere blev de flygtende gerningsmænd fanget midt om natten af et kamera ved en bank i Imlil, områdets største landsby, som de to kvinder skønnedes at have forsøgt at nå.
Her fangede linsen fire løbende unge mænd. Derefter skiltes gerningsmændenes veje, og Abderrahim Khayali tog videre til den noget større by Asni og nåede en morgenbus til Marrakesh, hvor politiet efter fundet af hans ID-kort hurtigt fik fat i ham. Med marokkansk politis kendte talent for at få oplysninger ud af folk i en fart, kom også navnene på de tre andre. Her viste det sig relativt hurtigt, at de to havde dræbt kvinderne, mens den tredje filmede det hele til en siden berygtet video, som snart florerede på nettet.
De tre – Abdessamad Ejjoud, som blev udpeget som hovedmanden, Rachid Afatti og Younes Ouaziyad – blev arresteret nogle dage senere, da de var kommet ud af bjergene og var stået på en bus nord for Marrakesh med kurs videre mod turistbyen Agadir.
Med deres billeder slået op overalt i landet blev de genkendt og ret udramatisk arresteret ved Marrakeshs busstation ved Bab Doukala-porten, hvor de sad ved siden af hinanden på bagsædet. Gemt i sædet var de skarptslebne knive, der var blevet brugt til mordene.
Fik dødsstraf
Ved den efterfølgende retssag fik de tre hovedmistænkte alle dødsstraf, en straf der med normal retspraksis reelt er livsvarigt fængsel, da man ikke har udført dødsstraf i mere end 30 år i det nordafrikanske land.
Dertil kom, at de skulle betale en ret stor erstatning til de to kvinders familier. Det er de domme, de dømtes forsvarer forsøger at få omstødt.
Den fjerde mand fik livstid, ligesom der var straffe til en hel stribe medskyldige i sagen, hvor i alt 24 var anklaget. En af dem var en schweizisk-spansk konvertit, der blev dømt for at opildne til terror.
Globalnyt kommer til at dække sagen og give hele baggrunden over de næste par uger. Her tager vi udgangspunkt i den personlige oplevelse fra undertegnede, som var i Marokko på gerningstidspunktet, kender Marokko indgående og arbejdede som researcher på stedet for Ekstra Bladet.