Merkur: Ny lånekapital skal give løft til mindre virksomheder i u-landene

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det nye tiltag, Merkur Udviklingslån A/S, har afsluttet aktietegningen og etableret en samlet kapital på 15 millioner kr..

Der er hermed skabt en helt ny lånemulighed for små- og mellemstore virksomheder i u-landene, skriver det idealistisk-sindede pengeinstitut i en pressemelding torsdag.

Kapital skal der til, hvis man vil fremme bæredygtig udvikling i Den 3. Verden. Og det er der kommet. Aktietegningen i Merkur Udviklingslån A/S sluttede fredag den 12. juni, og 172 aktionærer har købt alle de udbudte aktier.

Dermed er der skabt en ny lånemulighed for små og mellemstore virksomheder samt kooperativer i udviklingslande.

Siden midten af februar 2009 er der tegnet aktier i Merkur Udviklingslån A/S for i alt 7 mio. kr. Dertil kommer 500.000 kroner fra Merkur Andelskasse og 7,5 millioner kr. fra Industrialiseringsfonden for udviklingslande (IFU). Det har i alt givet de 15 millioner.

– Kapitaltegningen var den første store udfordring for Merkur Udviklingslån, ikke mindst fordi finanskrisen har lagt en dæmper på investeringslysten hos mange. Derfor er det ekstra opmuntrende, at det er lykkedes at samle kapitalen. Nu går vi i gang med at se på de første låneprojekter, siger Merkur Andelskasses direktør Lars Pehrson, der også står i spidsen for Merkur Udviklingslån.

– Der har indtil nu været et stort fokus på mikrolån til enkeltpersoner, der vil starte deres egen virksomhed. Men samtidig er der et stort udækket behov for lån til at fremme de lidt større virksomheder og kooperativer, som arbejder for en bæredygtig udvikling – et behov som også regeringens Afrika-kommission har peget på, anfører Per-Henning Wiesinger, Senior investment manager i IFU og bestyrelsesmedlem i Merkur Udviklingslån.

Skal fremme lokal udvikling

Formålet med Merkur Udviklingslån A/S er at fremme såvel økonomisk udvikling som bæredygtighed i udviklingslande. Udlånsprojekterne skal være certificerede inden for økologisk og biodynamisk jordbrug, fair trade eller bæredygtigt skovbrug for at kunne opnå et lån fra Merkur Udviklingslån.

Den typiske lånestørrelse vil være 300.000 – 500.000 kroner, og Merkur Udviklingslån understøtter dermed initiativer, som har vokset sig større og har brug for mere kapital, end mikrofinansinstitutterne kan tilbyde.

– Disse virksomheder sikrer i højere grad udvikling i lokalområdet ved at ansætte lokal arbejdskraft i produktionen. Så ved at investere i Merkur Udviklingslån A/S kan man være med til at bekæmpe fattigdom og samtidig have mulighed for at få et fornuftigt afkast, siger Lars Pehrson.

Det er også hensigten, at investorerne skal have et rimeligt afkast. Selskabets målsætning er et årligt afkast i størrelsesordenen 5 til 6 procent, når låneporteføljen er opbygget efter en periode på 3 år.

De fleste af aktionærerne er privatpersoner fra Danmark, men der er også enkelte institutioner og udenlandske investorer iblandt.

Eksperter hilser velkommen

En følgegruppe af danske udviklingsorganisationer er tilknyttet Merkur Udviklingslån A/S for at udnytte den danske u-landsekspertise.

Inge-Lis Dissing, bestyrelsesmedlem i Merkur Udviklingslån A/S, ser lånekapital for mindre virksomheder som præcist det, der er brug for mange steder i u-landene. Hun har i mange år været konsulent for virksomheder og økologiske jordbrugere i Afrika.

– Jeg har selv sammen med en virksomhed i Uganda set et lånetilbud fra stedlig bank, som lød på 46 procent i rente p.a. med afvikling over et år, startende allerede efter en måned. Så det er reelt en umulig finansiering, fortæller Inge-Lis Dissing.

Merkur om Merkur Udviklingslån A/S:

Merkur Udviklingslån A/S er stiftet i et samarbejde mellem Andelskassen Merkur og Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU) og har rejst en kapital på i alt 15 millioner kr.

Kapitalen skal bruges til lån til små og mellemstore virksomheder og kooperativer i ulande. Udlånsprojekterne skal være certificerede inden for økologisk og biodynamisk jordbrug, fair trade eller bæredygtigt skovbrug for at kunne opnå et lån fra lånefonden.

Se også www.merkurbank.dk/udviklingslaan og www.ifu.dk

Yderligere oplysninger hos direktør Lars Pehrson, Merkur Udviklingslån A/S, tlf.
20 81 27 35 / 62 65 67 00 eller [email protected]
Inge Lis Dissing, Økologisk Landsforenings U-landsudvalg, tlf. 23 39 27 49 / 96440600 eller [email protected]
Investment Manager Per-Henning Wiesinger, IFU, tlf. 33 63 75 00 eller [email protected]