Millioner til Den Store Grønne Mur i Sudan

gettyimages-1132290782
En stor del af Sudan er ørken eller semiørken
Foto: Eric Lafforgue/Art in All of Us/Corbis via Getty Images
Thomas Jazrawi

16. november 2020

Under barken på en særlig type af acacietræer på kanten af Sahara findes en klæbrig substans. Gummi arabicum, som den kaldes – eller bare Arabisk gummi – bliver brugt i mange forskellige produkter fra akvarelfarve til lakrids, og den er guld værd for mange lokale småbønder i Sudan.

Det østafrikanske land er den største eksportør af den særlige gummi. Nu er der flere millioner på vej i støtte til småbønders produktion af gummiet, og det skal samtidigt komme natur og klima til gode.

Midlerne til Sudan er en del af den seneste uddeling fra Den Grønne Klimafond. Her blev 1 milliard dollars – et stykke over 6 milliarder danske kroner – godkendt til projekter i udviklingslande.

”Mens verden forholder sig til Covid-19 og klimakrisen, vil de en milliarder dollars (…) bidrage med meget tiltrængt støtte til udviklingslande,” udtaler Bashir Bhatti, pakistansk medformand i Den Grønne Klimafonds bestyrelse.

Styrkelse af småbønder og beskyttelse mod klimaforandringer
Ud af de mange millioner blev der sendt omkring 10 millioner dollars til Sudan, som i samarbejde med FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) skal styrke gummiproduktionen. Det sker under rammen af Afrikas Store Grønne Mur – et projekt, der skal skabe et gigantisk bælte af træer tværs over kontinentet lige syd for Sahara.

Læs også: Afrikas Store Grønne Mur har skabt 335.000 jobs

Projektet stræber efter at genoprette over 170.000 hektar nedslidt land.

Gummitræerne bliver normalt dyrket sammen med andre afgrøder, og de kan beskytte mod konsekvenserne af klimaforandringer. Træerne er blandt andet med til at gøre jorden mere frugtbar og forbedre jordens optag af vand og mindske fordampning ved at reducere temperatur og give læ.

Formålet er, at sammenslutninger af småbønder skal øge deres indtægt fra eksport af den lukrative gummiart. Dels skal deres kapacitet styrkes, og der skal etableres forbindelser mellem småbønderne og den private sektor. Forventningen er, at de 10 millioner dollars kan medvirke til at mobilisere endnu flere fra den private sektor. To banker har allerede forpligtet sig til at bidrage med finanser til projektet.

Genopretningen af natur kan forhindre 9,2 millioner tons kulstof i at svæve op i atmosfæren i de tyve år, som projektet skal løbe over, og håbet er, at 1,6 millioner mennesker vil få gavn af tiltaget.

Ifølge den første statusrapport for Den Store Grønne Mur har Sudan gendannet 88.000 hektar land til det store projekt. Blot tre af de 11 lande i det storslåede projekt har genoprettet mere land. Det er henholdsvis Eritrea, Niger og Etiopien, som er klart i spidsen med over 2 millioner hektar frodiggjort land.

Støtte til Liberia, Mongoliet og Stillehavsøer
Der er også støtte til andre klimatiltag i Afrika. I Liberia er der eksempelvis godkendt støtte for 10 millioner til systemer, der kan styrke modstandsdygtigheden mod klimaforandringer med mere pålidelig information. Blandt andet skal det nationale meteorologiske center styrkes, så der kommer bedre oplysninger ud til folk om vejrforholdene, herunder eventuelle oversvømmelser, orkaner eller andet ekstremt vejr. 

Det samme gælder godkendelsen af 50 millioner dollars til fem Stillehavsnationer. Bedre information om vejret, skal give tidlige advarsler om ekstremt vejr og medvirke til at forbedre politiske beslutninger. Projektet skal føres ud i livet i Cookøerne, Marshalløerne, Niue, Palau og Tuvalu. 

Oprindelige folk i Guatemala får glæde af et andet projekt, der bliver støttet af klimafonden med 29,8 millioner dollar. Her skal lokale bønder være med til at udvikle teknologier, som kan modstå klimaforandringernes konsekvenser. 

To af de godkendte projekter skal realiseres i Mongoliet. Det ene, til 26,7 millioner dollars, skal afhjælpe den massive luftforurening i hovedstaden Ulaanbaatar gennem samarbejde om grøn finansiering. Det andet, der modtager 23,1 millioner dollars fra fonden, handler om støtte til landlige befolkninger gennem bæredygtige praksisser for kvæghyrder, . 

Bangladesh får med en tildeling på 256,5 millioner dollars det største beløb fra Den Grønne Klimafond i denne omgang. Pengene skal gå til at forbedre energieffektiviteten i tekstilsektoren, der er blandt hovedårsagerne til, at de klimaskadelige udledninger i det fattige asiatiske land er steget med otte procent årligt over de seneste 20 år. Resultatet forventes at blive 14,5 millioner tons kulstof mindre i atmosfæren.