Det giver ikke rigtig mening: Hvordan kan et land med uanede naturressourcer samtidig være blandt verdens– ifølge Verdensbanken – fem fattigste?
DR Congo går til valg
DR Congo er på størrelse med Vesteuropa, og landet spiller med dets mange naturressourcer en afgørende rolle i klimakampen. Men DR Congo er også præget af utallige konflikter, som fastholder landets civilbefolkning i fattigdom og en usikker tilværelse?
I anledningen af præsidentvalget i DR Congo 20. december sætter vi med denne artikelserie fokus på DR Congo.
Læs alle artiklerne:
1. Kan demokratiet bringe den sikkerhed congoleserne sukker efter?
2. Her er de præsidentkandidater, congoleserne reelt kan vælge mellem
3. Minerne er valgets “hovedpræmie” og nøglen til at forstå DR Congo
4. Præsidenten genvinder magten og den tunge opgave at skabe stabilitet i DR Congo
Det spørgsmålet trænger sig unægteligt på, når man beskæftiger sig med Centralafrikas største land. Et land, hvor undergrunden bugner af kobber, guld, diamanter og verdens største koboltreserver, en nøglekomponent i batterier til elbiler og mobiltelefoner, mens befolkningen lever i dyb fattigdom.
Selvom man med rette kan hævde, at DR Congos vage infrastruktur og enorme uformelle sektor komplicerer enhver form for dataindsamling, stikker landets fattigdomsstatistik alligevel skarpt i øjnene.
Kig bare på tallene.
I 2022 levede 62 procent af congoleserne ifølge Verdensbanken for mindre end 2,15 dollars om dagen, mens hver sjette subsahariske afrikaner, der lever i ekstrem fattigdom, bor i DR Congo.
Så hvad er det, der får DR Congo til at være et så rigt – og dog så fattigt – land? Svaret handler langt henad vejen om det beskidte spil om landets miner.
En cyklus af ufred
Den congolesiske freelancejournalist Djaffar Al Katanty bor i Goma, hovedstaden i den uroplagede Nordkivu-provins, hvor den lukrative minesektor hiver de mange mineraler op af jorden og forsyner verdensmarkedets stigende behov.
Jeg synes, at industrierne i Europa, i De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Asien skal tænke sig grundigt om, når de modtager mineraler fra DR Congo
Djaffar Al Katanty, journalist
Djaffar Al Katanty rapporterer for blandt andre Reuters og engelsksprogede China Global Television Network (CGTN). Over en Whatsapp-forbindelse fra Goma kalder han forholdet mellem den congolesiske minesektor og landets indre dynamikker for ”en cyklus af ufred”:
”Nogle områder nær Goma er ikke under Den Demokratiske Republik Congos Væbnede Styrkers (FRDC, red.) kontrol, men derimod kontrolleret af rebelgrupperne. Rebellerne kontrollerer altså mineralerne, som de sælger til multinationale virksomheder. Derfor har rebelgrupperne penge og bliver gradvist mere magtfulde. De betaler deres soldater nok til, at de ønsker at fortsætte arbejdet i minerne.”
Vi har på Globalnyt netop skrevet om de komplekse konflikter i det østlige DR Congo, og om hvordan regeringshæren og mere end 120 rebelgrupper i skrivende stund bekriger hinanden i væbnede opgør, der har sendt næsten syv millioner mennesker på flugt.
Men ifølge Djaffar Al Katanty er hæren og rebelgrupperne ikke de eneste aktører, man bør fokusere på, når man skal kortlægge konflikterne. Også multinationale virksomheder spiller en stor rolle, mener han.
For mens minevirksomhederne måske nok har underskrevet kontrakter med den congolesiske regering, så modarbejder de regeringen, når de tager imod mineraler fra rebelkontrollerede miner, fortæller freelancejournalisten.
”Jeg synes, at industrierne i Europa, i De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Asien skal tænke sig grundigt om, når de modtager mineraler fra DR Congo. De bruger mineraler, der dræber folk.”
Nederst i den globale fødekæde
Mens multinationale virksomheder – hvad enten hovedkontorerne har adresse i New York, Dubai eller Beijing – kan betragtes som medskyldige i DR Congos ustabilitet, så er virksomhederne de eneste internationale aktører i kampen om minerne.
Det mener Peer Schouten, som er seniorforsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS) og i en årrække har forsket i mineraludvinding og konfliktøkonomier i blandt andet DR Congo:
”Det er ikke så simpelt, at en medarbejder fra en minevirksomhed går ind og møder rebelgrupperne og diskuterer med dem. Verden fungerer ikke sådan længere. Minedrift foregår i komplicerede forsyningskæder, der involverer mange forskellige aktører.”
Fra congolesisk mineral til en chip i din smartphone. Peer Schouten giver en hurtig overflyvning af forsyningskædens mange lag. Følg nu med.
Når selvstændige minearbejdere har udvundet mineralet, skal de selvfølgelig sælge det – måske til chefen for minen – som så transporterer det til et mineknudepunkt. Herefter sælges mineralet videre, inden det fragtes over grænsen til Rwanda eller Uganda, hvorfra det sælges igen for at havne i hænderne på endnu en mellemmand, der smelter mineralet og sender det til Dubai.
Det var allerede syv lag i forsyningskæden, og vi er ikke engang nået til Kina. Det er nemlig her hele processen går i gang med at tilføre mineralet til en kompleks lille enhed, fx. en telefonchip. En chip, der i sidste ende er produceret af et firma, der arbejder for Apple.
DR Congos minedrift bliver på den måde hurtigt et globalt anliggende.
For når man zoomer ind på den congolesiske virkelighed, ender man lynhurtigt med at befinde sig i et fjernt helikopterperspektiv med en række lettere betændte spørgsmål på hånden: Er verdensøkonomiens logikker skævvridende og ulighedsskabende? Findes der ikke tilstrækkelig international lovgivning, der sikrer forsyningskædernes gennemsigtighed? Og hvordan bør man anskue den geopolitiske magtkamp mellem USA, Kina, Emiraterne og andre internationale aktører, der alle vil have fingrene i den frugtbare congolesiske undergrund?
Spørgsmålene er både interessante og vedkommende, men indebærer samtidig ét stort paradoks: De tager os væk fra den congolesiske virkelighed.
Den congolesiske virkelighed
Peer Schouten har besøgt DR Congos miner adskillige gange.
Ved indgangen til minerne betaler de lokale, selvstændige minearbejdere ofte en afgift for at arbejde i minerne, fortæller forskeren, og i den forbindelse foretrækker minearbejderne i flere tilfælde at betale de væbnede rebeller og ikke regeringshæren:
”Den væbnede gruppe kommer måske fra minearbejdernes samfund eller etniske gruppe. Det er den lokale ungdom, der til dagligt beskytter dem. Så hvor slemt er det egentligt, at multinationale virksomheder sælger mineraler fra en mine, der er kontrolleret af en rebelgruppe, hvis rebelgruppen i befolkningens øjne er legitim? Fra hvilket perspektiv er det et problem?”
Ifølge Peer Schoutens har børn i det congolesiske samfund ofte ikke mulighed for at gå i skole og arbejder i stedet fra en meget tidlig alder. Det kan være i landbruget, i husholdningen eller i minen. Sådan fungerer landet simpelthen.
“Vi er ligeglade med det congolesiske perspektiv, men vi vil gerne have det godt, når vi køber teknologi, og vi har ikke lyst til at føle, at vores elektronik finansierer oprørsgrupper.”
Minesektoren er regeringens vigtigste prioritet
Lad os derfor kaste et congolesisk blik på de congolesiske miner. For hvilken rolle spiller minesektoren i landets udvikling, og hvordan bliver den afgørende for det kommende valg?
DR Congos regering, fortæller Peer Schouten, er afhængige af mineraleksport og modtager størstedelen af deres indtjening direkte fra udenlandske mineselskaber. Og netop derfor er de congolesiske magthavere mindre tilbøjelige til at udvikle ansvarlige, demokratiske relationer med befolkningen:
”For hey, alle pengene kommer jo alligevel fra udenlandske virksomheder, så man behøver faktisk ikke udvikle en velfungerende administration i det meste af landet. Det er meget vigtigere for regeringen at kunne vise, at den er i stand til at sikre investeringsklimaet.”
Et konkret eksempel er DR Congos vejnet.
Ved præsidentvalget er hovedpræmien at kunne kontrollere disse indtægter, som vinderen så ville kunne stikke i lommen
Peer Schouten, seniorforsker, DIIS
Det mægtige land, der er på størrelse med Vesteuropa, kan blot prale af 5000 kilometer asfalteret vej (Tyskland har til sammenligning ca. 890.000 kilometer), hvoraf størstedelen findes i hovedstaden og de områder, hvor naturressourcerne fragtes ud af landet, særligt i Katanga-provinsen i syd.
Og af de beskedne kilometer asfaltveje, er det ikke nødvendigvis staten, der står for hovedparten.
En Bloomberg-undersøgelse afslørede i 2022, at en 400 kilometer lang motorvej i Katanga-provinsen – første etape på mineralernes rejse fra congolesiske kobber- og koboltminer – blev bygget af kinesiske virksomheder.
Og netop forholdet mellem kinesiske minevirksomheder og DR Congos politiske elite er central. Flere lækkede dokumenter har nemlig påvist en stærk forbindelse mellem DR Congos tidligere præsident, Joseph Kabila, og kinesiske investorer i minesektoren.
Det er en offentlig kendt hemmelighed, at Kabila ved DR Congos seneste præsidentvalg i 2018 støttede den siddende præsident Felix Tshisekedis kandidatur, så Kabila kunne skumme fløden fra den lukrative minesektor og sikre sig en blød landing efter sine to præsidentperioder.
”Den politiske magt i DR Congo centrerer sig om, hvem der kontrollerer de magtfulde netværk, der sidder på eksportindtægterne. Ved præsidentvalget er hovedpræmien at kunne kontrollere disse indtægter, som vinderen så ville kunne stikke i lommen”, siger Peer Schouten.
Kan minerne hjælpe oppositionsleder til sejr?
Fra Goma bekræfter freelancejournalist Djaffar Al Katanty, at DR Congos politiske elite er dybt infiltreret i minesektoren. Så dybt, at det kan være svært at adskille politikere fra forretningsfolk:
Mange af vores politikere kommer fra minesektoren. De startede ikke med politik, men med minedrift.
Djaffar Al Katanty, journalist
”Mange af vores politikere kommer fra minesektoren. De startede ikke med politik, men med minedrift. Tidligere var de måske investorer eller forretningsmænd med tilknytning til minerne, og på den måde kan man i dag se ministre, parlamentsmedlemmer og senatorer, der opererer i minesektoren.”
Ifølge Djaffar Al Katanty er der særligt én forudsætning for at drive profitabel minevirksomhed: Beskyttelse. I et område med 120 væbnede grupper, der bekriger hinanden på kryds og tværs, kræver det alliance med folk i toppen af magtpyramiden, hvis man skal have succes.
Den bedste beskyttelse er politik, siger Katanty:
”Mange af mineselskaberne har brug for at have en politiker, de kan samarbejde med. I nogle tilfælde har virksomhederne bare valgt en af de ledende medarbejdere til at indgå i politik og være virksomhedens beskytter, når han taler med regeringen og diskuterer den politiske ramme i minesektoren.”
Meget tyder da også på, at det er en politiker med enorm erfaring i minesektoren, Moïse Katumbi, der ved onsdagens præsidentvalg er førsteudfordrer til landets siddende præsident Felix Thsisekedis. Da Katumbi i 2015 solgte sin gigantvirksomhed Mining Company Katanga til det franske firma Necotrans, var det dengang DR Congos største minevirksomhed.
Moïse Katumbi – der en smule hult har erklæret, at han ikke blander politik og forretning – var sideløbende guvernør i Katanga-provinsen, og under Katumbis ledelse steg kobberproduktionen i Katanga betragteligt.
I Katumbi havde befolkningen i Katanga-provinsen en guvernør, der turde tage kampen op med de multinationale virksomheder. Han indførte et eksportforbud for råmineraler – herunder kobolt, som tvang store mineselskaber til enten at bygge forarbejdningsanlæg i Katanga-provinsen eller betale en afgift på de eksporterede råstoffer. Det forstærkede hans popularitet blandt befolkningen.
Freelancejournalisten i Goma, Djaffar Al Katanty, vil helst ikke udpege en favorit forud for onsdagens præsidentvalg. Katanty er journalist, siger han, og skal derfor helst ikke vælge side. Alligevel kan han ikke undgå at tage Moïse Katumbis navn i sin mund:
”Efter min mening kan Moïse Katumbi organisere minesektoren og udvikle den, så minesektoren i DR Congo fremover opereres af det congolesiske folk og tjener penge til det congolesiske folk.”
