I hovedstaden Dakar, lige over for det nationale teater, bag den nyrenoverede banegård og en spytklat fra havnen, ligger Senegals Museum for sorte civilisationer.
Med sine i alt 14.000 kvadratmeter er museet, der også rummer en konferencesal, det største i verden dedikeret til sort historie – og rummer også en af de største museumssamlinger i Afrika. Det slog dørene op i december 2018 og er delvist bygget takket være en donation fra Kina på 34,6 millioner dollars.
Museets buede udformning er inspireret af traditionel senegalesiske arkitektur.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Selvom idéen til museet stammer helt tilbage fra Senegals første præsident, Leopold Sédar Senghor, tog projektet først form i det nye årtusinde, hvor første sten blev lagt i december 2011 af daværende præsident Abdoulaye Wade. Syv år senere stod det færdigt, og hvis man alligevel er på de kanter, er det bestemt et besøg værd.
Afrika som udgangspunkt
En entrébillet koster 40 kroner; lægger man lidt mere kan man få en guide. Det kan være en fordel, om ikke andet så for at finde rundt – denne skribent tog i hvert fald flere af udstillingerne baglæns, og absolut ikke i den rækkefølge, de var tænkt i (interimistiske pile på gulvet hjalp ikke på at finde vej).
Baobabtræet står centralt i midten af museet og trækker på klare paralleller til livstræer i alverdens mytologier.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Som altid i Senegal er det godt at kunne fransk, men informationsplancher var de fleste steder oversat til engelsk, så selv for gæster, der ikke er nogen ørn til det franske, var der hjælp at hente.
Museet har to udstillingsplaner: En i stueetagen – der huser den centrale udstilling – og en på førstesalen.
Udstillingen i stueetagen ligger centralt i bygningens åbne, runde midte, hvor trappen til 1. sal gemmer sig bag væggens runding. Den er domineret af et stort baobabtræ i metal, der strækker sine grene op til loftet, og som et andet ask Yggdrasil symboliserer Afrika som livets begyndelse, livets vugge. Og det er præcis, hvad udstillingen har i sinde: At formidle historien om Afrika som centrum for menneskets – og dermed verdens – udvikling
Fund for fund sporer den menneskeheden millioner af år tilbage i tiden – fra hulemalerier i Niger til kraniefund, der skildrer menneskets udvikling til homo sapiens og udvandringen fra Afrika til resten af verden. Afrikas kolonisering af resten af verden, som der står et sted, hvilket vender historien på hovedet.
Efter grundhistorien er på plads, fortsætter man som gæst til 1. sal, der for denne besøgende var mest interessant.
På bagvæggen hænger den imponerende “Oldies and goodies” af Olanrewaju Tejuoso (Nigeria) – foran ses “Prémonition” af senegalesiske Moustaphe Dimé.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Fortid, nutid og fremtid
Udover at byde på en stor udstilling med kontemporær kunst havde denne etage også en flot samling af masker fra flere, primært frankofone afrikanske lande, en udstilling om islam, kristendom og jødedom i Afrika, en udstilling af artefakter, samt en mindre, lidt pudsig, udstilling, støttet af UN Women, der fokuserede på afrikanske kvinders historiske rolle i politik og samfund.
Maskerne var en fantastisk oplevelse at gå rundt og kigge på, mens den kontemporære udstilling, Maintenant l’Afrique – ”Afrika nu”, på smukkeste vis viste, hvad Afrikas nutidige kunstnere har at byde på. Det er ikke så lidt. Udstillingen kom bredt omkring og omfattede både videokunst, installationskunst, skulpturer, malerier, fotografi m.v., der talte til nutid, fortid som fremtid.
Patchwork-vægophænget “Nej til sharia i Timbuktu” er lavet af Abdoulaye Konaté, Mali.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Nigerianske Olu Amodas solsikke i metal talte smukt ind i fortællingen om solenergi i Afrika, mens maliske Abdoulaye Konaté smukke patchwork-vægophæng ”Nej til sharia i Timbuktu” var en direkte kommentar til udviklingen i hans hjemland de seneste ti år.
Senegalesiske Moustaphe Dimés installation “Prémonition” (forudsigelse) hang tungt fra loftet og illustrerede umiddelbart et slagtet dyr, men som – jo mere man kiggede – får ubehageligt flere og flere menneskelige former. Udstillingen tæller også beninske Laeïla Adjovis fotoserie ”Mit navn er Malaïka Dotou Sankofa”, der sætter gamle sagn og symboler ind i en nutidig kontekst.
Kurateringen understøttede også de enkelte værker og skabte totalbilleder, der brændte sig fast. Tag for eksempel sammensætningen af den skarpe, rå bommuldsmark i rustent jern med hvide totter overfor et fotografi, der forestiller en anonym afrikaner med lænker viklet flere gange rundt om halsen, som en grotesk imitation af et traditionelt halssmykke med klare konnotationer til den transatlantiske slavehandel.
“Champ de coton” lavet af senegalesiske Soly Cisse; fotoet er taget af camerounske Angèle Etoundi Essamba.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Væsentlig plads
Selvom Museet for sorte civilisationer i Dakar har været årtier undervejs, har det slået dørene op på et meget passende tidspunkt i historien. Netop i disse år er der stor debat om europæiske landes tilbagelevering af genstande stjålet fra Afrika før og under kolonitiden, og flere og flere lande og museer i den vestlige verden er gået med til at give historiske fund tilbage – og dermed lade Afrika være med til at formulere sin egen historie.
”Jeg ved, der er vigtige genstande, som jeg ikke kan se uden at rejse udenlands – men nu, med dette sted, kan vi få relikvierne tilbage, og afrikanere kan komme her for at se deres historie,” som kunstjournalisten Amadou Moustapha Dieng sagde til BBC i anledning af åbningen.
På bagvæggen ses dele af Laeïla Adjovis (Benin) fotoserie ”Mit navn er Malaïka Dotou Sankofa”.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
Tanken bag museet er dog ikke blot at være et sted, hvor afrikanere kan genfinde deres historie og deres kontinents betydning i fortiden, men også at være et sted, der bidrager til skabelsen af og fortællingen om Afrika og afrikansk identitet i fremtiden.
Og med sin blanding af historiske, kulturelle og moderne udstillinger lykkes Museet for sorte civilisationer alt i alt meget godt med at bidrage til denne større fortælling om værdien, værdigheden og væsentligheden af Afrika og folk af afrikansk afstamning.
Traditionelle dragter fra Vestafrika i udstillingen med artefakter på 1. sal.
Foto: Gerd Kieffer-Døssing
