RABAT: Natacha Atlas er tilbage med eftertryk. De sidste ti år har hun udviklet et fornemt partnerskab med violinisten og produceren Samy Bishaï, der ligesom hende har både egyptiske og engelske rødder.
Meget er skrevet om Natacha Atlas’ blandede slægtsforhold, men som hun understreger: det er meget vigtigt for mig at blive opfattet som en fri kunstner uden skelen til religion eller baggrund. Og ja, Atlas-navnet handler om Marokko mange generationer tilbage, og hun har også levet i Bruxelles, men det har fortrinsvis handlet om Egypten og England. Hun bor dog for tiden i Sydfrankrig med netop Samy Bishaï og et par katte.
De to har haft mange gøremål. Samy Bishaï er en af de hotte jazzmusikere på London-scenen, men gør også meget i filmmusik og specielle projekter, og en af grundene til, at vi måske ikke har set så meget til Natacha Atlas, som i storhedstiden i 1990’erne og nullerne er, at ved siden af eksperimenter med klassisk arabisk sang er der også blevet lavet både filmprojekter og ret avantgardistiske teaterprojekter. For hun gør en dyd ud af ikke at stå stille.
Nu er hun i Rabat til den årlige festival og messe for afrikansk og mellemøstlig kultur, Visa for Music, og vi venter på hendes band.
Logistikken har ikke været hendes ven, og bandet ender med at komme i sidste øjeblik og levere en nærmest fejlfri koncert. I øvrigt uden at kunne høre en bjælde, for lydprøve blev der ikke tid til. Alligevel bliver de godt modtaget af det talstærke publikum i Rabats store gamle koncertsal opkaldt efter den frie stat Marokkos første statsoverhoved, kongen Mohamed den 5.
Natacha Atlas er aktuel med sit andet jazzalbum, hvor det første havde den dygtige trompetist og producer Ibrahim Maalouf som producer. Han fik overbevist Natacha Atlas om, at jazzens sprog og hendes sang var det perfekte match, og sammen udgav de det to år gamle album Myriad Road. Mens de uden Maalouf og med Samy Bishaï længere fremme i centrum nu udgiver Strange Days, som jeg ved udgivelsen havde fornøjelsen at tildele fem glober ud af seks i Globalnyts nye karaktergivning.
Men hvorfor jazz, når hun havde fundet en egen lyd, som så mange elskede?
Ud af tryghedszonen
”Jeg har flirtet med jazz i mange år, men Samy Bishaï, som jeg nu har arbejdet med i ti år, kommer fra en jazzbaggrund. Han er også anglo-egyptisk som mig, men hans mor og far elskede virkelig jazz, såsom Theolonius Monk, Oscar Peterson og alt muligt, og han voksede op med det.”
”Han havde en dyb viden om det harmoniske sprog, der bruges i jazz, noget som jeg ikke havde. Så hvad, vi ville gøre, var at finde en måde hvor på de to discipliner kunne eksistere sammen, men altså komplementere hinanden. Her ville vi bruge kvarttoner, og det var en fantastisk læreproces for mig, for selv om jeg har holdt af jazz i lang tid, og haft sange som ‘It’s A Man’s Man’s World’ i mit repertoire i lang tid, så ville Samy komme op med nogle harmonier fra jazzen, og vi har kombineret tingene.”
”Men for mig var den virkelige udfordring at skabe en jazzballade, hvor jeg synger på arabisk med arabiske ornamentering, hvor jeg bruger kvarttoner, men hvor jeg også fulgte de skift” – hun griner – “der er typisk i jazz.”
”Her må jeg sige, at nogle gange ville jeg i en koncertsituation misse skiftene, fordi jeg var i mit eget univers, så den faktor, som er nøglen, er at lytte til hinanden og være opmærksom på, hvad den anden gør. Hvilket for mig er en lære indenfor kommunikation og udveksling, samt at gå hinsides din egen tryghedszone også.”
”Så jeg føler, at med ‘Strange Days’ er vi lykkedes med at fange noget, som har fået nogle folk til at sige, at de aldrig har hørt noget lignende,” udtaler Natacha Atlas stolt.
Udvikling i Egypten
Natacha Atlas var meget inde over, da begejstringens rus skyllede ind over specielt den egyptiske ungdom i forbindelse med demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Kairo og den efterfølgende afsættelse af den mangeårige præsident, Hosni Mubarak. Her blev hun og Samy Bishaï berømte for at sætte ord og toner til den bølge af optimisme, som nogle sammenlignede med et forår. Også selv om hun selv på det tidspunkt var flyttet fra Kairo-bydelen Zamalek, der ligger på en ø i Nilen, til London i første omgang.
”Samy og jeg lavede en sang, der hed ‘Rise to Freedom’, som ærede dem, som gjorde deres bedste under revolutionen, og prøvede at gøre tingene bedre for alle, og kæmpe mod undertrykkelse, og det er svært at tale om, for der har været så store skuffelser i den arabiske verden på grund af det. Og så er det svært at kritisere, for Samy og jeg bor ikke i Kairo mere og ser på det fra et sted udenfor.”
”Jeg flyttede fra Zamalek i 2007, så jeg var væk før begivenhederne i 2011, men jeg følte allerede dengang, at der skulle komme en tid, hvor folk ville blive mere frustrerede, end de normalt var. Men der er stadig en masse evolution, der skal gøres overalt,” mener Natacha Atlas.
”På den anden side kan du kigge på østen og på vesten og spørge dig selv, hvor der sker noget i det 21. århundrede for menneskeheden generelt. Hvis politikere i Vesten skal til at kritisere diktatorer i Mellemøsten, må de hellere se på steder tættere på hjemmet, for diktatorer er overalt, ikke bare i Mellemøsten. Så vi skal se på den kapitalistiske magtstruktur. Jeg siger ikke, at man skal blive kommunist, men det er løbet løbsk og det virker bare ikke,” konstaterer Natacha Atlas.
Hun adresserer selv emnet på et af det nye albums stærkeste numre, det musikalsk meget sammensatte epos, “Lost Revolutions”:
”Den sang handler netop om alt, hvad der sker i verden. Det er et nøjere syn på vores opfattelse af ændringer og hvordan vi ser på dem. Men også hvordan de samme ting kommer op igen og igen. Vi har et meget mærkeligt forhold til vores opfattelse af fortid, nutid og fremtid,” siger Natacha Atlas og fortsætter:
”Der er for eksempel den unge sangerinde i Chile, Mon Laferte, hvor jeg så den video, hvor hun skrev på sit bryst (til Latin Grammys, red.), om hvordan der foregår tortur, voldtægt og drab i Chile, og jeg husker i 1980’erne, hvor de samme ting skete, og nu er det kommet tilbage. Hvis du ser på historien, er det de samme spil, der gentager sig. Det er meget forstemmende.”
Natacha Atlas håber, at vi snart kommer til at opleve hende i Danmark, hvor hun har set sig varm på jazzfestivalen i København. Det samme har jeg. Det ville ikke gøre noget med en dosis Atlas og jazz med triller på tungebåndet til Jazz by the Sea eller lignende.
Så opfordringen er hermed givet videre.
