BØRNEfonden har 600 medarbejdere i Benin, Togo, Burkina Faso og Mali. De er dybt involveret i at oplyse om, hvordan man undgår at blive smittet med ebola. Medarbejderne er lokale og helt ude i landsbyerne, hvilket øger deres troværdighed.
BØRNEfonden indtager en vigtig position i kampen for at forhindre, at den frygtede ebola virus spredes til endnu flere lande i Vestafrika, skriver organisationen i en pressemeddelelse onsdag.
I Benin omfatter BØRNEfondens oplysningskampagne blandt andet 210 sundhedscentre. Her giver en jordemoder gode råd til de lokale indbyggere. (Foto: BØRNEfonden)
Organisationen var hurtigt i gang med det forebyggende arbejde ude i lokalområderne, hvor ukendskabet til den rette forebyggelse mod sygdommen er enormt.
UNICEF i Benin anerkender, at BØRNEfondens oplysningsarbejde er effektivt og satser selv på denne model fremover. I Mali har sundhedsmyndighederne rost den danske organisation for den tidlige og effektive indsats, fortæller den danske organisation.
”Desværre raser ebola epidemien fortsat i Vestafrika. Men ved at reagere hurtigt har vi været med til at sikre, at lokalbefolkningen i Benin, Togo, Burkina Faso og Mali er bedre rustet til at håndtere et udbrud, hvis det skulle komme, siger Bolette Christensen, der er direktør for organisationen.
Alle skoler holdes åbne
”Hemmeligheden bag den succesfulde forebyggelse er vores lokale engagement. Vi har over 600 medarbejdere i de fire lande – næsten alle arbejder ude i de små lokale samfund. Med skolerne i centrum satser vi specielt på at beskytte børnene og deres familier. Det er afgørende for børnenes fremtid, at undervisningen holdes i gang, og det er vigtigt at undgå panik og fastholde normaliteten.
Med lokale medarbejdere kommer vi effektivt uden om de sproglige og kulturelle barrierer. Der er tillid til vores folk, fordi vi har opbygget stærke og omfattende strukturer i lokalsamfundene.
Det gælder om at bekæmpe frygten for og uvidenheden om ebola. Derfor er forebyggende information en fast del af møder med befolkningen, og vi sørger for synlig og let tilgængelig oplysning på de lokale sprog.
I kampen mod ebola er der meget fokus på de hårdt ramte lande, og det er godt. Men der er i allerhøjeste grad også brug for forebyggelse, så vi undgår yderligere spredning,” fastslår Bolette Christensen.
Hårdt brug for mere hjælp
BØRNEfonden samarbejder med myndighederne om en oplysningskampagne, der bliver kommunikeret via radio og tv af sundhedsministerierne og i lokalradioer på de lokale sprog.
Desuden arrangerer organisationens medarbejdere radiodebatter på lokalsprogene, hvor læger orienterer om beskyttelse mod ebola og svarer på opringninger.
BØRNEfonden hjælper mere end 63.000 børn, deres familier og lokalsamfund og er dermed Danmarks største private udviklingsorganisation.
Fonden har siden august indsamlet 125.000 kroner fra enkeltpersoner og virksomheder til forebyggelse af ebola i de fire programlande. Indsamlingen fortsætter for at sikre bredest mulig geografisk dækning.
”Situationen i Vestafrika er meget alvorlig, og der er hårdt brug for støtte og hjælp. Det er der heldigvis bred opbakning til i Danmark,” siger Bolette Christensen.