Som noget af det sidste, inden han forlader posten, har Nigerias afgående præsident, Goodluck Jonathan, i denne uge underskrevet en lov som gør kvindelig omskæring forbudt.
Omkring 20 millioner piger og kvinder i Nigeria menes at være omskåret. Processen er også kendt som female genital mutilation (FGM).
Nigerias beslutning om at forbyde omskæring sender ”et kraftigt signal, ikke kun i Nigeria men over hele Afrika,” siger J. Peter Pham, leder af Afrika-centret ved Atlantic Council.
”Alene på grund af landets størrelse har Nigeria et af de højeste antal tilfælde af kvindelig omskæring,” siger han til International Business Times og tilføjer, at forbuddet i Nigeria vil have betydning for det øvrige afrikanske kontinent.
Loven er ikke nok
I Nigeria menes omkring en fjerdedel af alle piger og kvinder mellem 15 og 49 år at være omskåret, vurderer Stella Mukasa, der er leder af afdelingen for køn, vold og rettigheder på International Center for Research on Women i Washington.
Kvindeorganisationer og aktivister i Nigeria har i 13 år presset på for at få regeringen til at forbyde omskæring, og de glæder sig over, at loven nu er underskrevet.
”Det er et stort fremskridt, ikke bare for Nigerias kvinder, men for hele landet. Spørgsmålet er bare: vil det gøre en praktisk forskel,” skriver hun i den britiske avis The Guardian.
”At stoppe vold mod kvinder og piger kræver investering, ikke bare love nedskrevet i bøger,” skriver hun og tilføjer, at det nu er afgørende, at der sættes ind ude i de lokalsamfund, hvor traditionerne om omskæring holdes i hævd.
Foruden omskæring sætter den lovpakke, som Goodluck Jonathan har underskrevet, også en stopper for andre former for vold og krænkelser af kvinders rettigheder.
Blandt andet forhindrer den, at enker kan blive smidt ud af deres hjem.