Nigeria: Mistro standser vaccination mod børnelammelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den frygtede sygdom, polio, som næsten var udryddet på verdensplan, kan bryde ud i en ny epidemi på grund af den store mistro mod USA i forbindelse med kampen mod terrorisme.

I Nigeria verserer der rygter om, at poliovaccinen er inficeret med et stof, som gør, at vaccinerede børn ikke selv kan få børn, når de bliver voksne. USA beskyldes for at stå bag en plan, hvis formål er at reducere befolkningen i verdens fattige og muslimske lande, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Denne sammensværgelsesteori har antaget så alvorlige proportioner, at myndighederne i delstaten Kano i det nordlige Nigeria har sat en stopper for alle poliovaccinationer. Også andre steder i landet kommer mistroen til udtryk.

Kano er en af de delstater, som har indført den islamiske sharia-lov. De anti-amerikanske følelser kobles sammen med FNs Verdenssundhedsorganisation, WHO, som leder vaccinationskampagnen.

Ifølge muslimske ledere førte et vaccineforsøg, som blev gennemført af medicinalvirksomheden Pfizer i 1996, til, at 11 børn døde og 200 blev hjerneskadet. Erstatningssøgsmål er anlagt ved både nigerianske og amerikanske domstole, skriver Jyllands-Postens korrespondent i Cape Town, Ola Säll.

Mellem 2001 og 2002 firedobledes antallet af poliotilfælde i verden fra 483 til 1.920. I 2003 sporedes et fald globalt, men en stigning i Nigeria med 217 nye tilfælde frem til oktober. Nigeria tegner sig for næsten halvdelen af alle nye tilfælde.

WHO frygter, at Kano bliver centrum for en ny stor epidemi. Polio eller børnelammelse findes globalt set i 7 lande i henholdsvis Centralafrika og Sydasien.

Med den trussel for øje har WHO indledt en kampagne, der går ud på at vaccinere 15 mio. børn i hele Vestafrika. Alle børn i Benin, Burkina Faso, Ghana, Niger og Togo skal vaccineres. WHO siger, at der skal bygges en “brandmur” rundt om Nigeria.

Ifølge WHOs repræsentant i Nigeria, Mohammed Belhocine, står meget på spil, hvis lederne i Det Islamiske Råd, som reelt styrer Kano, ikke ændrer kurs: Målet om at få polio udryddet fra Jordens overflade senest i 2005 er nu i fare, siger han ifølge Jyllands-Posten.