Antallet af pansernæsehorn i Kaziranga nationalpark er 12 individer højere end ved sidste tælling i 2015.
Det skyldes sandsynligvis, at vagterne i den indiske park, der er på UNESCOs liste over verdensarv, har fået beføjelser, som ellers kun gives i særlige situationer med voldsomme optøjer.
Det skriver BBC lørdag.
I 2015 dræbte vagterne flere krybskytter end de lyssky jægere dræbte næsehorn, fremgår det af artiklen på det britiske statsmedie.
I alt var der 2413 eksemplarer af det særligt polstrede næsehorn i parken. To tredjedele af den særlige næsehornsart skulle holde til i Kaziranga nationalpark, ifølge UNESCO.
Pansernæsehornet har været et yndet bytte for jægere i mange år. I 90’erne igangsatte Indien og Nepal initiativer for at redde dem.
Kaziranga ligger i det nordsøtlige Indien tæt på grænsen til Tibet. Den rummer et væld af sjældent dyreliv, herunder bøfler, elefanter, tigre og adskillige fugle.
Derudover boltrer den truede sydøstasiatiske floddelfin sig i floden, som krydser parken.