Behovet for sundhedsydelser er støt stigende i Den Centralafrikanske Republik, hvor Mission Afrika oprettede et sundhedscenter med støtte fra Danida for 25 år siden. Centret drives af Mission Afrikas partnerkirke Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika.
Fordrevne er afskåret fra lægehjælp
Og der er stort behov for sundhedsydelser i landet. Gentagne uroligheder og borgerkrige har bevirket, at 700.000 af landets 5 millioner indbyggere nu er internt fordrevne. Mange har derfor ikke adgang til lægehjælp på hospitaler og klinikker, og især børn og gravide har svært ved at få hjælp.
Sundhedscentret ligger i Bohong i Bouar-Bokarangra-korridoren i den nordvestlige del af landet. Der bor omtrent 30.000 internt fordrevne flygtninge i området, som ikke kan få anden lægehjælp, end den, de får på centret.
Sundhedscentret har i 25 år reddet tusindvis af menneskeliv, bragt titusindvis børn til verden og vaccineret over 75.000 børn.
Legatpenge sikrer hjælp i afsidesliggende landsbyer
Nu får Sundhedscentret mulighed for at udvide aktiviteterne. Mission Afrika har netop modtaget 203.103 kroner fra Erik Thunes Legat til yderligere at hjælpe fattige gravide kvinder, fejlernærede børn, forældreløse børn, flygtningebørn, der bor hos fattige familier, enker, ældre og hiv-smittede, samt personer med handicap, som ikke selv kan rejse til Sundhedscentret i byen Bohong.
Pengene fra legatet skal gå til at styrke sundhedsindsatsen på centret og på fire sundhedsposter, som ligger spredt i landsbyerne Forte, Maikolo, Pende og Kolokobo i Mbili kommune. Pengene vil give de fire poster mulighed for at opsøge og hjælpe udsatte både før og efter en fødsel, at lave kampagner, der kan forebygge HIV-smitte, at vaccinere børn og at give medicin til syge.
Lokale medarbejdere holder ud trods krig Den Centralafrikanske Republik er et af verdens ti fattigste lande. Gennemsnitslevealderen er 51 år, og 66 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. Landet har, siden det blev selvstændigt i 1960, været plaget af diktaturer, konflikt og borgerkrig, som er gået voldsomt ud over alle landets indbyggere og har ødelagt det i forvejen svage sundhedssystem.
Der er fortsat uroligheder i Den Centralafrikanske Republik, som er det land i verden, hvor flest nødhjælpsarbejdere bliver dræbt. Dette har bevirket, at mange humanitære organisationer har set sig nødsaget til at forlade landet, og at flere patienter end tidligere søger til Sundhedscentret i Bohong.
Men centrets 20 lokale medarbejdere holder ud. Da borgerkrigen rasede i 2012-2013 gemte de udstyr og ambulance hos private, mens de drog rundt i landsbyerne for at tilse syge og gravide. Centret ledes af den energiske jordemoder Catherine Naabeau.
Se meget mere om det fjerne diamantrige land midt i Afrika på
https://en.wikipedia.org/wiki/Central_African_Republic