En uafhængigt produceret rapport konkluderer, at det sociale medie Facebook blev brugt til at opmuntre til vold mod rohingya-minoriteten i Myanmar og at platformen skabte et “gunstigt miljø” for alvorlige brud på menneskerettighederne, rapporterer BBC.
I sommeren 2017 iværksatte Myanmars militær en omfattende kampagne af vold og overgreb mod den muslimske rohingya-befolkning, der er ugleset i den brede befolkning og levet en yderst marginaliseret tilværelse. Det kom efter ekstremister blandt rohingyaerne havde angrebet politiet.
Flertallet af befolkningen i landet er buddhister.
Tusinder blev dræbt og omkring 700.000 blev i løbet af august fordrevet til nabolandet Bangladesh, hvor de har opholdt sig siden.
Rapporten, der er bestilt af Facebook og udført af en uafhængig organisation, BSR, har bl.a. fundet frem til, at det sociale medie er blevet stedet, hvor folk der ønsker at sprede had og gøre skade i Myanmar kommer til orde.
Det er især en minoritet af buddhistiske ultra-nationalister, der har stået bag hade-talen og opfordringerne til vold.
FN har tidligere kritiseret Facebook for at har reageret for langsomt.
Har ansat sprogspecialister
Facebook har 18 millioner brugere i Myanmar. For mange er Facebook den vigtigste måde at få og dele nyheder.
Fra firmaet bag Facebook anerkender man ansvaret og lover, at blive bedre til at håndtere situationen i Myanmar inden valget i 2020.
Indtil videre har firmaet bl.a. ansat medarbejdere med speciale i Myanmars sprog og udelukket højtstående militærfolk fra platformen.
Se rapporten Human Rights Impact Assessment Facebook in Myanmar