Tamikrest: Tamotaït
Glitterbeat Records
Der er Tinariwen, og så er der Tamikrest.
Og hvor Tinariwen trods alt kombinerer hybriden af stilarterne tinde, “ørkenblues” og songhaï-folkets fede takamba, så tager Tamikrest det hele et step videre. De har for længst solgt sjælen til rock’n’roll. Men evner også poesien.
Orkestret har haft mange udformninger på de seks album, det er blevet til, siden de mødte den i Slovenien bosatte amerikaner Chris Ekman, der er kendt fra Seattle-bandet The Walkabouts. Det var på den stærkt savnede Festival In The Desert nær Timbuktu og siden igen i det berømte Bogolan-studie i bydelen Quinzambougou i Bamako i 2009. Her var vesterlændingene egentlig ved at indspille et sidste album med det for tidligt afdøde Mali-blues-ikon, Lobi Traore (1961-2010) – den rystende, nedbarberede ‘Rainy Season Blues’ – og også endte med at producere det første af flere album med Tamikrest, nemlig 2010-udgivelsen ‘Adagh’.
I de tidlige år var der karismatiske kvinder i bandet, som ikke er der mere, men der gør nu ikke så meget, for de fandt et par skrappe franske musikere, der har fået ørkenen ind under huden på forbløffende kort tid. Alligevel er den karismatiske leder i orkestret, sanger og guitarist Ousmane Ag Mossa, det absolutte midtpunkt sammen med sin gamle kammerat hjemme fra Kidal-området midt i Sahara, Cheikh Ag Tiglia, på bas og kor.
Men det skal fremhæves, at Paul Salvagnac er en alsidig herre, der strør selvsikkert om sig med elektriske guitarer, dobro og herlig slide, som får os til at tænke Ry Cooder. Han er godt nok en gevinst i det orkester sammen med sin franske kammerat, Nicolas Grupp, som sidder bag trommesættet. De to tager teten omgående på åbningsnummeret, ‘Awnafin’, hvor specielt Paul Salvagnac fyrer nærmest filmisk slideguitar af, som er en cowboyfilm værdig og er voldsomt iscenesættende og brutalt smukt.
Sahara-orkestrene er i det hele taget glade for at lege. Undertegnede har en del guitarer hjemme i lejligheden, og har haft besøg af deres kollegaer, Terakaft, og maden var dårligt nok sunket, før der var fuld jam på. Ingen blaserthed her.
Smuk berbergæst
Åbenheden betyder også, at der i årenes løb har været gæster ind over, og på denne plade er det først og fremmest den fede marokkanske sangerinde, Hindi Zahra, som er med på den fine Timtarin, der kandiderer til at være pladens bedste nummer.
Hindi Zahra er berber og har derfor et sprogligt og etnisk slægtskab med tamachek-folket i Sahara, og de passer også fortrinligt sammen på det næsten hymneagtige nummer, hvor smukke guitarer tager os ned i tempo ret meget i stil med Tinariwen, hvor Ousmane Ag Mossa lægger for med smuk skrøbelighed i stemmen og Hindi Zahra går ind med smuk, smuk stemme, først på tamazight (en af tre marokkanske berberdialekter) og så på engelsk.
Duetten bringer mindelser om det berømte 1999-hit med den algierske berberstjerne Idir og skotske Karen Matheson, ‘A Vava Inouva’, selv om skrøbeligheden på Tamikrest-sangen snart kastes overbord og sangen rejser sig og bliver episk og besættende.
Er du til Tinariwen, vil du elske Tamikrest. Deres udvikling af genren smider aldrig poesien og autenticiteten overbord, som på den smukke Tihoussay, hvor trommen kunne have været vanlig kalabas, men nærmere er sabar-svirp fra senegalesisk wolof-tradition. Mens vi vugger af sted på typiske Sahara-vokaler og ømt sprøde og smukke guitarer.
Ligesom de ikke kan nære sig og på pladens korteste nummer, ‘Anha Achal Wad Namda’, skærer igennem og sætter ild til slideguitarer, som nærmest lyder som kogende industrial, inden de går all in med rocktromme og surfguitar.
Der er så meget fest, og man kan kun glæde sig til, at corona-helvedet er ovre og ørkenguitarerne kan tage revanche ude på scenerne.
Monumental plade fra ørkenens skrappe drenge.