Tænketanken European Centre for Development Policy Management (ECDPM), som følger europæisk udviklingspolitik, observerede tegn på, at der var et større opbrud i landenes og unionens udviklingspolitik i gang. Men det er ikke helt nemt at få de ansvarlige ministre til at tale lige ud af posen om det.
Så i stedet for at læse skåltalerne en gang til, gik to ECDPM-researchere på jagt i maskinrummet for at få sat mere klar tale på deres fornemmelser.
Serie: EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra Det globale syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, og et EU-parlamentsvalg 6.-9. juni lurer i horisonten, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
Brug af anonyme kilder er ikke uden risiko. Med associate director Andrew Sheriff og policy officer Pauline Véron valgte alligevel den lidt utraditionelle metode at interviewe 14 højtplacerede embedsmænd i Bruxelles og i en række EU-hovedstæder til baggrund – off the record.
Med rapporten ‘What is driving change in Europe’s international cooperation agenda?’ får man derfor et ret klart billede af de begivenheder, faktorer og strømninger, der på godt og ondt har sat bevægelse i tænkningen bag EU’s udviklingspolitik.
Denne artikel blander afsnit fra rapporten med citater fra et interview med de to forfattere, hvis tænketank har kontorer i både Maastricht og Bruxelles.
“Den nye geopolitiske situation og indenrigspolitik kan ikke bare ønskes væk eller ignoreres af dem, der helst vil vende tilbage til en ‘renere’ og mere principiel udviklingspolitik og international samarbejdspolitik, der sætter partnerlandenes behov først,” lyder et af rapportens centrale udsagn.
Vi ser, at snævre egeninteresserede og mere kortsigtede tilgange nu fortrænger andre vinkler, der lagde mere vægt på gensidigt gavnligt internationalt samarbejde, fremme af menneskerettigheder og global fattigdomsbekæmpelse
Fra rapporten ‘What is driving change in Europe’s international cooperation agenda?’
I samtalerne med kilderne belyses en ny tilstand, hvor realpolitik er blevet det store pejlemærke. Hvilke konsekvenser og muligheder den rummer for EU, er de ikke altid enige om, men et hovedtræk lyder sådan her:
”Vi ser, at snævre egeninteresserede og mere kortsigtede tilgange nu fortrænger andre vinkler, der lagde mere vægt på gensidigt gavnligt internationalt samarbejde, fremme af menneskerettigheder og global fattigdomsbekæmpelse. EU-medlemsstaternes indenrigspolitiske dagsorden og et generelt skifte mod højre i det politiske spektrum blandt regeringerne, påvirker i stigende grad prioriteterne, både i udviklingspolitik og internationalt samarbejde.”
Afrika mere relevant
De 14 aktører repræsenterer både ministerierne i EU-hovedstæderne og EU-embedsmænd i Bruxelles. For nogle af dem er der tale om et tiltrængt gennembrud til en ny ærlighed:
”EU’s partnerlande efterspørger i stigende grad økonomiske partnerskaber i form af lige adgang til globale markeder og mere handel og investeringer i deres egne lande. Et smalt samarbejdsfokus på basale ydelser og udviklingsfokuserede partnerskaber er i sig selv ikke længere et tilstrækkeligt attraktivt europæisk tilbud og heller ikke et helt holdbart tilbud,” lyder det i rapporten.
De europæiske embedsmænd er meget bevidste om et presserende behov for at forblive relevante og reagere med økonomisk samarbejde:
”Det bliver også udtrykt gennem krav fra partnerlandenes politiske ledere og fra deres erhvervsliv,” skriver Sheriff og Véron videre i rapporten.
Under det hele ligger en ny global kontekst, hvor Kina er rykket ind på scenen både som investor og donor i et langt mere konkurrencepræget internationalt miljø. Der er skærpet kamp om adgang til råstofferne, som spiller en central rolle for teknologierne bag den grønne omstilling. Der kan være tale om sjældne råstoffer, der ofte bliver udvundet i udviklingslandene.
I rapporten bliver det bemærket, at de nye tider meget konkret kan aflæses på, hvem EU-landene sender ud til møderne med deres partnerlande: ”For 15 år siden var der ikke noget behov for, at vores premierminister var involveret i Afrika.” Nu bliver Afrika stadig mere relevant for de europæiske regeringschefer.
Det er ifølge Andrew Sheriff et spejl af, at EU-landene nu skal stramme sig mere an end før:
”Det forhold, at der i dag er flere mulige partnere er generelt set en god ting. Det giver flere muligheder og lægger større pres på alle partnere, og det er meget tydeligt, at mange af disse lande ikke bare vil arbejde sammen med én partner. De vil have flere partnere, der forfølger flere forskellige prioriteter. Det presser EU til at forbedre sine tilbud.”
Bedre men langsommere
Mens kvaliteten af EU’s tilbud måske er bedre, så lyder kritikken fra partnerlandene, at Europa ikke er så hurtigt som lande som Kina, og i mindre grad er i stand til at levere helt håndgribelige former for samarbejde inden for eksempelvis infrastruktur. Det giver udviklingslandene en mulighed for at vælge og vrage deres partnere alt efter hvem, der kan levere den bedste form for samarbejde.
”Det kan generelt set være godt for mange lande. Men det er kun nogle lande, der kan få mere ud af den nye virkelighed. For problemet er jo, at ikke alle disse lande er skabt lige. De har ikke alle samme udgangspunkt. Jeg forestiller mig, at udviklingslande uden ressourcer eller mineraler nok er mindre interessante. Her kommer Kina ikke nødvendigvis og banker på døren i helt samme omfang,” siger Andrew Sheriff.
Selvom EU nu er udsat for en ny konkurrence, så lyder en af de kritiske observationer, at EU set fra partnerlandenes perspektiv er en slags lukket fest, hvor man bruger meget tid på at diskutere internt og klappe sig selv på skulderen uden større dialog med andre end EU-landene selv.
Andrew Sheriff ser det som en direkte afspejling af EU’s indre kompleksitet:
”Nye EU-initiativer fra Kommissionen skal først have støtte fra de 27 medlemslande i Ministerrådet, så de bruger ofte meget tid på at beslutte sig og forhandle indbyrdes om, hvad EU’s tilbud og prioriteter er. Det betyder ofte, at der ikke er ret meget mulighed tilbage for at justere bagefter. Det kan være meget begrænsende i forhold til at skabe stærkere partnerskaber med potentielle partnerlande, fordi alt kommer på bordet som en færdigret, hvor det bliver til et take-it-or-leave-it-tilbud. Det er forståeligt nok, men verden har flyttet sig, og EU skal være lidt hurtigere, smidigere og mere lydhøre over for, hvad vores partnere ønsker,” siger Sheriff.
Ny kurs har støtte i nationalstaterne
Han kalder den aftale, EU indgik med Egypten i Cairo den 17. marts, for et tydeligt udtryk for EU’s skift mod et mere interessebaseret samarbejde, hvor EU har meget klare prioriteter, der bliver forfulgt gennem en indsprøjtning af ressourcer:
”Der er selvfølgelig en villig partner på den anden side af bordet. EU tvinger dem på ingen måde til at gøre ting, men der er et klart økonomisk incitament. Og der står jo ikke ligefrem god regeringsførelse og menneskerettigheder skrevet over hele denne aftale,” bemærker Sheriff tørt.
Læs også: EU’s nye bedste ven: Egyptens autoritære hersker
Hvis man sidder og venter på, at Europa-Parlamentet skal levere modstand over for denne nye type kontante aftaler, så er Sheriff ikke videre optimistisk.
Den mere ”transaktionelle” tilgang til internationale anliggender har støtte hos mange nationale regeringer
Andrew Sheriff,
tænketanken European Centre for Development Policy Management
”Den mere ”transaktionelle” tilgang til internationale anliggender har støtte hos mange nationale regeringer. I forhold til Europa-Parlamentet ville jeg forvente, at nogle politiske grupperinger ser denne dagsorden som problematisk,” siger Andrew Sheriff.
Han tilføjer, at socialistgruppen traditionelt har bakket mere op om en værdibaseret dagsorden end midterpartierne og højrefløjen har gjort.
“Men jeg tror, at det (den transaktionelle tilgang, red.) er blevet en mere generel tendens snarere end en, der kan tilskrives traditionelle venstre-højre-opdelinger. På en måde overskrider skiftet til en vis grad den gamle opdeling. Det er nok mere sandsynligt, at det vi nu ser, bliver ved med at vinde frem,” siger Andrew Sheriff.
EU-nationerne er midt i en ny oprustningstid, hvor forsvarsbudgetterne vokser markant. Spørgsmålet er, om der er risiko for, at dette fokus vil opsluge en del af de midler, der traditionelt har gået til finansiering af udviklingspolitikken.
Her siger rapportens medforfatter Pauline Véron: ”Jeg tror, det er for tidligt at sige, om det bliver tilfældet. Men det er klart, at det vil medføre et enormt pres, ikke kun på EU’s eksterne budgetter, men også på de interne politiske prioriteringer i EU-landene.”
Han tilføjer: “Indvirkningen på udviklingsbudgetterne vil helt sikkert variere fra land til land, men det er klart, at udviklingsbudgettets størrelse har tendens til ikke at få ret høj prioritet op til valg. For at argumentere for det, bliver du nødt til at forbinde det med til borgernes bekymringer om migration og sikkerhed.”
