Østafrika på vej mod toldunion

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Præsidenterne for Kenya, Uganda og Tanzania har underskrevet en protokol, der lægger grunden til en østafrikansk toldunion, rapporterer BBC Online onsdag.

Kenyas Mwai Kibaki, Ugandas Yoweri Museveni og Tanzanias Benjamin Mkapa satte deres navnetræk på dokumentet i byen Arusha i det nordlige Tanzania. Toldunionen vil træde i kraft, når alle 3 lande har ratificeret (statsretsligt undertegnet) protokollen, hvad der kan tage adskillige måneder.

Toldunionen går ind for ophævelse af told på de fleste varer og produkter indenfor unionens grænser og en harmonisering af eksterne toldtariffer overfor varer, der kommer fra lande udenfor toldunionen. Således vil forarbejdede varer, der importeres til toldunionen, være belagt med 25 procent told, delvist forarbejdede produkter med 10 procent, mens råvarer vil være toldfrie.

Vicegeneralsekretær for Det Østafrikanske Fællesskab, EAC, Ali Mchumo, sagde til BBC, at alle toldsatser indenfor unioens grænser skal være fjernet efter 5 år, dog med det forbehold, at kenyansk eksport til de 2 øvrige lande vil være belagt med tariffer.

Forhandlinger om toldunionen har længe stået i stampe, fordi Tanzania og Uganda frygtede at blive oversvømmet af kenyanske industriprodukter.

Iagttagere sagde, at med et samlet indbyggertal på 90 millioner og et totalt bruttonationalprodukt på 25 milliarder dollars vil de 3 lande betragte toldunionen som første skridt mod et egentligt østafrikansk fællesmarked med en enkelt møntfod efter model fra EU.

Til stede ved ceremonien i Arusha var også lederne for Rwanda og Burundi, som har planer om at gå ind i EAC. Begge lande er små og helt afhængige af samhandelen med og transportruterne gennem Østafrika.