Afrikanske Stemmer
Yderligere information om programmet findes på DRs hjemmeside, hvor programmet også kan høres live og som podcast.
Info: www.dr.dk
Den intense interesse for det afrikanske kontinent fremprovokerer spørgsmålet om, hvorfor vi her i Danmark er så interesserede i Afrika netop nu. Det nærmest vrimler med udsendelser på TV, som alle påstår at bidrage til en større nuancering af vores opfattelse af Afrika. De tager alle udgangspunkt i, at der sker store forandringer mange steder i Afrika. Det hænger uløseligt sammen med fremvæksten af en stærk voksende middelklasse, der imidlertid fortsat er meget begrænset i sin andel af den samlede befolkning. Derfor er der en risiko for at et fokus på netop middelklassen vil medføre nye stereotyper.
Det er i denne kontekst, at programmet Afrikanske Stemmer skal forstås. I et interview med programmets vært Louise Wingfeld-Høeberg før programmets premiere konstaterer hun, at der er sket rigtig mange forandringer i Afrika gennem de sidste 10 år. Hun er enig i, at vores interesse især retter sig mod den omtalte middelklasse, men hun mener, at netop denne middelklaase kan gøre det nemmere at formidle historier om Afrika, fordi middelklaasen får Afrika til at ligne os mere, end det Afrika vi sædvanligvis får kendskab til gennem medierne.
Læs vores foromtale af Afrikanske Stemmer, som bygger på samtale med Louise Wingfeld-Høeberg: Hverdagens Afrika
Afrika er det stærkest voksende mobilmarked i verden
Første udgave af Afrikanske Stemmer i lørdags valgte mobiltelefoner, mobilteknologi og apps som tema. Et tema vi alle kan forholde os til, og der er nogle helt særlige forhold i Afrika, som gør temaet særlig relevant.
Det er jo sådan set ikke nogen nyhed. Mobiludviklingen på det afrikanske kontinent har været omtalt før og mange gange. Men netop derfor er det vigtig, at der for en gangs skyld er nogen, der vil gå i dybden med det. Derfor glædede jeg mig meget til den kommende halve time, da jeg satte mig for at høre første udgave af Afrikanske Stemmer.
I studiet er udover værten Louise Wingfeld-Høeberg også hendes gæst. Gæsten er Pelumi Fadairo, som har nigerianske rødder, men hun er født og opvokset i England. De sidste 10 år har hun boet i Danmark.
De taler om, hvordan mobilen er blevet alles ejendom i Afrika. De berører kortvartigt eksempler på opfindsomme apps. Det meste af tiden går med at tale om det, som man bruger sin mobiltelefon til i Afrika.
Mobilen bruges til at betale regninger, den fungerer som bank og som adgang til internet. Alt dette lyder jo meget velkendt for enhver dansker. Det er helt genkendeligt og som et ekko af, hvad vi selv bruger mobilen til hver eneste dag. Især dette med at betale regninger gentager de mange gange. Og det pointeres, at det sparer meget tid at kunne betale regninger via mobilen.
Discount-journalistik
Hele deres samtale virker lidt overfladisk. Der er noget privat small-talk over atmosfæren. Som om vi andre ikke rigtig er inviteret med. Der er mange mellemregninger, som ikke bliver udfoldet i programmet. Vi går ikke i dybden med noget som helst. Derimod skøjter vi henover mange interessante problemstillinger.
Hvis man ikke ved noget om Afrika på forhånd, vil man få det indtryk, at det hele er lidt ligesom det er her hos os i Europa. Og så forekommer det mærkeligt, at mobilen skulle være det mest revolutionerende som er sket i Afrika siden kolonialiseringen, som det konstateres ved programmets begyndelse. Derimod for dem der ved meget om Afrika, sidder man og venter på dybden.
Et godt eksempel er det med at betale regninger. Mange danskere husker måske, hvordan vi måtte gå på posthuset og vente i kø og så betale med girokort. Hvis det gik højt kunne ventetiden snige sig op på en halv time. Da jeg boede i Uganda i 2003-05, måtte jeg, hver gang jeg skulle betale min el-regning møde op på el-selskabets kontor og vente i kø. Det kunne meget nemt tage 2-3 timer. Inklusiv transport mere end en halv arbejdsdag. Og transport i en afrikansk storby er ikke for sjov. Det kan sagtens tage et par timer hver vej. Nuvel, el-selskabets kontor havde også åbent om lørdagen, men lørdag er for de fleste også en arbejdsdag i Uganda. Jeg synes, at en sådan forklaring er relevant for at forstå, hvor meget tid der bliver sparet ved at kunne betale regninger via mobilen.
Et andet eksempel er banking via mobilen. Jeg synes, det er underligt, at der i programmet ikke gives en forklaring på, hvordan mobile-money er helt uafhængig af det traditionelle banksystem. I programmet fortælles det, at mange mennesker ikke har kunnet få en bankkonto, fordi de ikke kunne oplyse en præcis post-adresse. Rigtig mange steder i Afrika bruger man ikke konkrete post-adresser. Derfor har post altid været modtaget i en post-boks på posthuset. Min erfaring fra Uganda er, at man kun har kunnet få en bankkonto, hvis man har en rimelig og solid lønindkomst. Det hænger altså ikke sammen med post-adresse, men økonomi. Når det har været vanskeligt at oprette en bankkonto, så har det selvfølgelig også haft indflydelse på mulighederne for at låne penge. Derfor opstod mikro-finance, som er små penge-institutter. Her lånes penge ud til små projekter. Der skal stadig stilles sikkerhed, men kravene er mindre end bankernes. Som en joker kommer mobilselskaberne ind på banen. Så snart du har et simkort, har du en bankkonto. Der er tale om en opsparingskonto. Du kan ikke låne penge. Denne konto er helt uafhængig af banksystemet. Imodsætning til det danske mobilepay, som kræver, at du har en bankkonto. Jeg savner denne uddybende forklaring i programmet.
Når koncept skygger for målsætning
Måske har programmet bare fået en blød start. Man kan håbe, at de kommende udsendelser bliver mere kontante i deres fokus og går mere i dybden med temaerne.
Jeg kan dog godt frygte, at programmets koncept kommer til at skygge for målsætningen om mere nuancerede historier om Afrika.
I det omtalte interview med Louise Wingfeld-Høeberg, som jeg lavede med hende nogle dage før programmet gik i luften, fortalte hun, at gæsterne i programmet ville være herboende afrikanere som kan tale dansk. Det skyldes, at det er et live-program, hvor det er svært at lave oversættelse. Det betyder, at Afrikanske Stemmer kommer til at fortælle historier formidlet af afrikanere, som lever i diaspora. Rigtig mange af de afrikanere, som lever i Europa er, som det er tilfældet med Pelumi Fadairo, født og opvokset her eller har levet her i mange år. De lever altså det meste af deres liv udenfor det afrikanske kontinent, og de kan derfor kun på behørig afstand følge med i det afrikanske land, som de og deres familie oprindeligt stammer fra.
At leve i diaspora er et særligt vilkår, og det giver ikke altid nogen god fornemmelse af livet i lande på det afrikanske kontinent.
Indtrykket efter udsendelsen i lørdags er, at vi har hørt to stemmer, der ikke virker, som de har et særlig tæt forhold til livet i Afrika. De har nok et forhold til Afrika, men det virker som om deres viden og erfaringer med livet i Afrika ikke er helt up-to-date. Det kan vise sig, at være en svaghed ved programmet, at det er disapora, der skal være Afrikas stemmer.
