På et år tjener Nigerias rigeste mand 150.000 gange mere end det, den fattigste tiendedel af nigerianerne bruger på basale fornødenheder i løbet af samme år. Tilsammen.
De fem rigeste nigerianere er samlet set gode for 29,9 milliarder dollar, hvilket er mere end landets årlige statsbudget.
I Ghana, der er den næststørste økonomi i Vestafrika, står de rigeste ti procent af befolkningen for 32 procent af landets forbrug, mens de fattigste ti procent tilsammen kan mønstre to procent af forbruget. Samlet set ejer den rigeste procent af Vestafrikas befolkning lige så meget som de 99 øvrige procent.
Tallene, som fremkommer i udviklingsorganisationen Oxfams nye rapport ”Vestafrikas ulighedskrise”, udgør blot et par eksempler på, at uligheden er stigende i Vestafrika på trods af, at regionen har de største vækstrater på hele kontinentet.
Mens en lille, men stigende gruppe mennesker bliver ufatteligt rige, mangler det store flertal af regionens borgere de mest essentielle elementer i et værdigt liv, såsom adgang til kvalitetsundervisning, sundhedsvæsen og ordentlige arbejdsforhold.
Nigeria blandt de mest ulige lande
Oxfam i Vestafrika har sammen med Development Finance International for første gang udviklet et Commitment to Reducing Inequality Index (CRII), der rangerer regionens 16 lande efter, hvor godt – eller snarere hvor skidt – de bekæmper ulighed og ekstrem fattigdom gennem offentlige udgifter, skat og arbejdsmarked. Det er Kap Verde, Mauretanien og Senegal, der generelt er bedst til at reducere uligheden, mens Nigeria, Sierra Leone og Niger er dårligst.
Socialt er Burkina Faso bedst og Nigeria værst.
”Det, der chokerede os mest, da vi lavede rapporten, var sammenligningen med andre regioner i Afrika. Vestafrika er uden sammenligning den region i Afrika, hvor regeringerne gør mindst for at bekæmpe ulighed,” siger Christian Hallum, skatteekspert hos danske Oxfam IBIS og en af rapportens to hovedforfattere, i en pressemeddelelse fra organisationen.
Rapporten kommer med en række bud på, hvad de vestafrikanske regeringer og det regionale samarbejde i ECOWAS kan gøre for at bekæmpe lighed, herunder øge investeringerne i deres befolkning, søge at omfordele velstand gennem skat og styrke arbejdstagerrettigheder.
