Når EUs udenrigsministre lørdag prøver at finde en fælles holdning til krisen i Sudans Darfur-provins, vil udviklingskommissær Poul Nielson være til stede og anbefale en helhjertet støtte til Den Afrikanske Union, som overvejer at sende flere tusinde fredsbevarende soldater til krigsområdet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
– EU-kommissæren tillægger det overordentlig megen vægt, at vi bakker op om Den Afrikanske Union. Den Afrikanske Union har vist vilje, men mangler måske handlekraft. Derfor må EU bakke op, siger en kommissionstalsmand.
Med EUs støtte har Den Afrikanske Union allerede 300 soldater på stedet, og samtidig forsøger en række afrikanske lande stadig at mægle i konflikten, som synes at eskalere dag for dag, anfører avisen.